Oktoberfest i en coronatid
I søndags kom jeg hjem fra tur en fantastisk tur til München og Bamberg. Jeg har aldrig før været til Oktoberfest. Faktisk har jeg aldrig været i hverken München eller Bamberg, og med coronaen in mente, så kan jeg vel næppe påstå, at jeg nu har været til Oktoberfest i München.
I bedste fald var det en stærkt reduceret udgave. Og det er netop én af de ting, du kan læse om her i min rejseberetning. Alligevel vil jeg vove at påstå, at du vil kunne genkende mange ting, hvis du før har været der – eller kan få et par gode fif, hvis du overveje samme tur en anden gang.
Men, men, men! Lad os lige spole lidt tilbage. Fordi da vi sidste onsdag er små 3 timers kørsel fra München (og altså har været på farten i godt 10 timer), modtager vi pludselig et væld af beskeder om, at tyskerne vil have alle danskere, som krydser grænsen i 14 dages corona-karantæne. Tak for lort, Covid-19!
Vi panikkede selvfølgelig “en smule”, men blev også enige om, at det måtte gælde danskere, som kom ind i landet efter udmeldingen. Vi havde krydset grænsen 8-9 timer før og havde fandeme ikke kørt så langt for så at rådne på et hotelværelse. Og ellers måtte myndighederne jo selv finde os og bede os gå i karantæne.
Ved 23.30-tiden ankom vi til hotellet i centrum af München, som heldigvis havde en bar, der blev flittigt testet for øl i 2 timers tid. De havde bl.a. Augustiner Helles, så helt skidt var det da ikke, hvis vi røg i karantæne alligevel. Så kunne vi da tømme baren på hotellet og slå tiden ihjel.
(Jeg tog i øvrigt en corona test i tirsdags, godt 48 timer efter hjemkomsten, som viste sig negativ)
“Se det på YouTube, så vi ka’ komme på druk”
Vi havde kun én enkelt dag til at pubcrawle os igennem Münchens mange lokale ølhuse, førend turen gik videre til Bamberg. Heldigvis var vejret skønt – helt op til 18-19 grader. Først skulle vi dog lige have lagt bunden med en solid morgenmad og op forbi Marienplatz, hvor vi skulle se det legendariske Rathaus-Glockenspiel – klokkespillet i rådhustårnet.
Klokketårnet består af 43 klokker og 32 life-sized figurer. Hver dag kl. 11 og kl. 12 spilles der forskellige melodier, mens figurerne “danser” mekanisk rundt. Men som min kammerat allerede konstaterede efter godt 60 sekunder: “Det vil jeg hellere bare have set på YouTube, så vi kunne være kommet på druk noget før “.
På mange måder ligeså dødsygt kedeligt, som Det Astronomiske Ur på Old Square i Prag. Men hey. Det er de dumme turist ting, man bare skal se, når man er et sted henne. Ligesom Manneken Pis i Bruxelles og – ja, det må vi jo nok indrømme – Den Lille Havfrue i København.
Efter 2-3 minutter mere på Marienplatz var vi på vej ud videre og – endnu vigtigere – på vej mod vores første øl!
Biergarten am Chinesischen Turm
Vi var blevet anbefalet at tage en tur ned i Englischen Garten, hvor de lokale står på surfboard i åen/floden. Ja, fandeme så. Surfboard midt i en tysk storby! Det lyder skørt, så det tog vi selvfølgelig lige et hurtigt smut forbi. Det lå alligevel på vejen mod vores første mål: Biergarten am Chinesischen Turm.
Du kan se Rathaus-Glockenspiel og surferne i videoerne her .
Vi ankom kl. 12.01. Perfekt timet: Klokken var forbi middagstid, og så er det jo ingen skam at kaste sig over sin første øl. Og når man er til Oktoberfest, så drikker man selvfølgelig 1 liters øl! JAWOHL! Så det bestilte vi! Jeg kastede mig straks over en Weissbier fra Hofbräuhaus.
Biergarten am Chinesischen Turm er et lidt underligt sted. Øludskænkningen foregår på bedste kantine maner: Vælg mellem 2 øl og en Radler her og betal derovre ved kassen. Meget effektivt, men man havde nok følt sig som slagtekvæg i kø på vej mod pistolen… hvis der altså havde været fyldt med mennesker.
Det er helt sikkert et hyggeligt sted midt om sommeren, og der er nok også fuld gang i den til Oktoberfest i normale tider, men stemningen var lidt … spøgelsesagtig. Kun ca. 25% af kapaciteten i Biergarten var fyldt op. Så det var en ret flad fornemmelse.
Men alt taget i betragtning, så tror jeg alligevel, at det er et lidt ligegyldigt sted at besøge i normale tider, hvis du da ikke har behov for en gåtur i byparken (der er større end Central Park i New York), eller se folk, der surfer midt i en storby.
★★★☆☆☆
Löwenbräukeller – Das Original
Næste stop var Löwenbräukeller, som de selv højtidligt kalder Das Original. Det sted var jeg blevet anbefalet i Facebook-gruppen Alverdens ØL Bar’er . Ja, faktisk var størstedelen af turen planlagt ud fra gode råd fra andre i den Facebook-gruppe.
Jeg har aldrig været den store fan af øl fra Löwenbräu, men stedet lå lige på vejen mod vores tredje stop, Augustiner Keller. Og så kunne vi jo ligeså godt tage et pitstop på Löwenbraukeller, give dem en ny chance og samtidigt få en kødfyldt frokost.
Deres udendørs område var rigtigt hyggeligt, pænt fyldt op med mennesker og maden var ganske fin. Men deres bryggekunst blev jeg bestemt ikke mere overbevist om. Vi havde bestilt 3x Dunkel Weizen. Den var jeg mildes talt ikke begejstret for – og så er der altså langt ned i bunden af en 1 liters fadøl. Faktisk endte jeg efter en heroisk kamp – hvis jeg selv skal sige det – med at efterlade de sidste ca. 0,25 l. Som Hopdaddy havde sagt: “Det er en lorteøl”!
Det kan være at karakteren havde været højere, hvis jeg havde valgt en anden øl, men jeg må jo anmelde ud fra det, som jeg har oplevet. Og der er Löwenbräu Dunkel Weizen altså bare en rigtig dårlig øl. Det gør også, at jeg ikke kan anbefale et besøg på Löwenbräukeller – Das Original, hvis øllet er dit primære fokus i München.
★★★☆☆☆
Augustiner Keller
Da, jeg spurgte i førnævnte Facebook-gruppe, var der rigtigt mange (!) som anbefalede et sted, som hedder Augustiner Keller. Det virkede som stedet, man bare skulle opleve.
Vi ankom til Augustiner Keller ved 16-tiden. Der burde være fuld knald på og proppet med mennesker i den enorme biergarten. Stedet emmer af Oktoberfest-storhed, og man er ikke i tvivl om, at der kører mange 100.000 Euros igennem hver dag, når det går hedt for sig.
Desværre var Augustiner Keller langt fra fyldt op. Jo, jo, der var da rigeligt med mennesker, men ikke nærheden af, hvad de kan klare til en normal Oktoberfest. I bedste fald virkede det til, at Thanos (if you know, you know) havde knipset med fingrene og fået 50% af gæsterne til at forsvinde. I bedste fald….
Men så skulle vi i det mindste ikke slås for at få et ledigt bord eller bekymre os om at blive smittet med corona af lederhosen-bærende turister. Fordi ærlig talt virker det til, at Oktoberfest i høj grad er båret af turisme fremfor de lokale. Men okay… det var en torsdag kl. 16. Og de er jo et arbejdsomt folk, de tyskere.
Øllet var heldigvis super lækkert, selvom udvalget ikke var alt for stort. Og stemningen var høj blandt de gæster, som havde turde vove sig ud i den corona-hærgede verden denne torsdag.
Kommer du til München i løbet af en normal sommer eller til en fremtidig Oktoberfest, så er det her sted helt sikkert et Must-Visit!
★★★★★☆
Schneider Bräuhaus München
Efter en halv times gåtur gennem München og mod centrum, ramte vi omkring kl. 18.00 Schneider Bräuhaus i centrum af München på adressen Tal 7 (altså ikke Schneider Bräuhaus Berg am Laim, som ligger et godt stykke væk fra centrum).
Stedet summede ingenlunde af Oktoberfest, men for første gang på hele turen måtte vi rent faktisk vente på at få en plads. Godt nok kun et par minutter. Og primært fordi vi gerne ville sidde udenfor, hvor antallet af siddepladser var yderst begrænset her helt inde i centrum kun 200 meter fra Marienplatz. Indenfor var der dækket op til Oktoberfest, men næsten helt mennesketomt.
Schneider Weisse Tap 5 er en af de personlig favoritter, når snakken falder på hvedeøl. Faktisk er det nok den hvedeøl, som jeg har drukket oftest. Den er nemlig fast på hanerne på mit nu tidligere nærlokale ølhul, Frederiksberg Ølbar. Mange tak for at have den i øvrigt, Carsten!
Men faktisk er Scheider Weisse Tap 5 jo ikke en klassisk Weissbier. Nej, det en Weizendoppelbock! Smag lige på det…. Weizendoppelbock – lyder lækkert, ikk’? Og det er netop dét, der gør Scheider Weisse øl så interessant!
De tør nemlig udfordre de klassiske ølstile og den tyske reinheitsgebot . På den led minder de meget om vore kære Indslev Bryggeri. Faktisk blev jeg i januar “spurgt” af en brygger fra de fynske hvedekonger om, hvilket tysk hvedebryggeri, jeg ville anbefale, hvis jeg skulle pege på et spændende collab for dem. Jeg pegede på Schneider Weisse. Selvfølgelig! Nickolai, jeg venter stadig i spænding!
Og selvfølgelig var det ikke den eneste øl, vi fik på Schneider Bräuhaus. Det gælder jo om at udnytte det, når man får chancen. Den anden vi fik var Aventinus 2.0 – mere præcist Schneider Weisse Aventinus Eisbock Tap 9 . En fuldfed, karamel bombe på hele 12%.
I det bayerske bundesland, som jo er fastgroet i sine konservative reinhetsgebot principper, er det altså meget rart at indtage noget andet end klassiske Weissbier eller tyske pilsnere efter 6 timers pubcrawl. Og det er netop derfor, at Schneider Bräuhaus er et Must-Visit… ja, faktisk hele året!
Det trækker dog en karakter ned, at der ikke var meget Oktoberfest over besøget.
★★★★★☆
Hofbräuhaus am Platzl
Sidste stop på turen var Hofbräuhaus am Platzl. Turistfælden og alle turistfælder i München. En legendariske Bierhalle – verdens største værtshus midt i München. En enorm bygning med den ene række borde efter den anden i det som føltes som det uendelige, og med en stor gårdplads i midten. En kæmpe pengemaskine bygget af daværende Hertug Wilhelm von Bayern, som havde eneret på at brygge hvedeøl i hele Bayern tilbage i 1600-tallet.
Vi træder ind kl. 20 stykker og er faktisk ret overvældet over den lange bygning, der møder os. Heldigvis – fristes jeg næsten til at sige – var der ikke fyldt op. Maks 50% af kapaciteten var i brug – for nøøøj, hvor må der være tryk (!) på en aften, hvor stedet er i fuld vigør! Helt sikkert en både sanseligt berusende og intimiderende oplevelse.
Vi blev vist hen til vores bord – lige foran scenen, hvor to spillefugle spillede noget lokal folkemusik. Vi bestilte en omgang 1 liters bajere og Schweinshaxe: En stor, tung, mør og velsmagende svineskank badet i brun sovs og med en eller anden dum kartoffelmos gummikugle. Almindelige rodfrugter eller grøntsager er åbenbart ikke en del af det tyske køkken.
Øllet var der – som jeg husker (de 12% fra Eisbocken var begyndt at ramme) – kun 2 muligheder at vælge i mellem, hvis vi skulle have 1 liters krus; Dunkel og Helles… Og Dunkel skulle jeg ikke have mere af efter besøget på Löwenbräukeller! Det trækker altså ned, at der ikke var andre øl at vælge blandt, hvis man rigtigt skal oktoberfeste! Heldigvis smagte deres Helles godt, og mange af dem fløj ned gennem ædespalten i et hidsigt tempo resten af aftenen.
Faktisk i et så hidsigt tempo, at jeg måtte hilse på en long lost friend Ulrik – eller retter Ulrich i dette tilfælde – næste dag på vej mod Bamberg. Den historie må I læse i næste blogindlæg her .
★★★★★☆
Indlægget er skrevet af Anders Seistrup fra Beercause .
Find Beercause på Instagram og Facebook
Instagram: https://www.instagram.com/beercause/ Facebook: https://www.facebook.com/beercause