En anden forskel ligger i, at den som udgangspunkt skal serveres som fadøl, hvor det pumpes op med en håndpumpe, hvilket er meget karakteristisk for britiske værtshuse.
Øllet opleves som ”fladt” eller ”dovent” for os danskere, der er vant til kulsyre og boblende øl. Øllet tilsættes nemlig ikke kulsyre, som vi kender det fra almindelige fadølshaner i Danmark. Det er således ikke, fordi øllen er dårlig eller gammel, at den har lav kulsyre. Dét skal man, som dansker, lige vænne sig til, når man drikker denne form for øl.
Det er dog også muligt at få den med kulsyre, men for de traditionsbundne anses dette ikke som en ægte Bitter Ale. Og rigtigt mange flaskeøl med English Bitter påskrevet mærkaterne er faktisk Pale Ales. Årsagen til, at der i dag kan herske forvirring herom, skyldes, at man i midten af 1900-tallet valgte i bred kam at kalde dem, som blev tappet på flaske for Pale Ale. Og dem, som blev lagt på fad, blev kaldt Bitter Ale.
Sidenhen er opdelingen mellem de to øltyper blevet meget mere optegnet og systematisk, men nogle bryggerierne navngiver fortsat efter den "gamle" opdeling, da forbrugerne kender øllet som værende English Bitters, selvom det ikke er det.
