Kölsch


Kölsch

Øllet fra Köln

Hvad er en Kölsch?

Kölsch er en tysk øltype, der traditionelt brygges i Köln-området i Tyskland. Den minder en del om Pilsneren, da den har en gylden farve og er letdrikkelig med sin moderate mængde humle- og maltkarakter.

Selvom der er visse ligheder mellem Kölsch og Pilsner, er der flere forskelle, når man zoomer ind på gæringsmetoden. Kölsch faktisk er overgæret, men brygget som en Pilsner. Altså er det, som giver øltypen sit unikke særpræg, at den er brygget ved lav temperatur, som en Pilsner, men derefter er den gæret ved høj temperatur, som fx en IPA.

At den gærer ved en højere temperaturer end Pilsneren medfører, at den fremstår mere kompleks i smag og aroma med lidt mere ”liv” end Pilsneren, der typisk fremstår mere ren og énstrenget i smag.

Kun i Köln

Det er kun Kölsch brygget i Köln, der må kaldes for Kölsch. Øltypen er nemlig beskyttet under EU's love for beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser – ligesom Lambic og Gueuze.

Man må gerne brygge efter samme metode i andre områder eller lande, men de bryggerier må ikke markedsføre deres øl som værende en Kölsch. Det vil nemlig være en overtrædelse af EU's love, og kan derfor medføre konsekvenser rent juridisk.

Derfor ser vi i dag danske bryggerier bruge betegnelser såsom Kölsch-inspireret eller Kölsch Style Ale, eller navngive øllene, så navnet henviser til oprindelsen men uden at nævne øltypen specifikt.

Gode eksempler på dette er Ølsch fra Ørbæk, Das Kølich fra To Øl eller Rebels Cologne fra det nu hedengangne People Like Us.

Den nok mest kendte ægte Kölsch brygges hos Früh, der blev grundlagt i 1904. Früh er en af de mest ikoniske bryggerier i Köln. De har til huse i centrum af Köln tæt på Heumarkt, der er et populært turistområde i byen. Andre kendte bryggerier fra Köln er Gaffel, Reissdorf og Sünner.

Stange Ølglasset

Besøger du Köln, kan du ikke sætte dig på en lokal bierstube uden at lægge mærke til de høje, slanke, cylinderformet glas kaldet Stange. Det er nemlig i disse glas, at Kölsch serveres. Stange ølglasset er specialudviklet til bedre at holde på øllets skum og kulsyre.

Når tjeneren kommer over til dit bord, vil denne medbringe en såkaldt Kranz. Det er en særlig, rund ølholder, der er designet til at kunne bære flere Stange i. Kranz’en sættes foran dig, og herefter vil tjeneren hælde øl i glassene, indtil du siger stop.

Når du har tømt dit glas, vil tjeneren kommer forbi og fylde det op igen uden at spørge. Det er først, når du vender bunden i vejret dit Stange, placerer en ølbrik over åbningen eller holder hånden over, at du signalerer til tjeneren, at du vil holde en pause, ønsker at bestille noget andet eller betale.

Kranz er en særlig ølholder i Køln, hvor der står ølglas