Saison
Landarbejdernes frokostøl
Hvad er Saison?
Det er en belgisk stilart og brygges oprindeligt med bygmalt (pilsnermalt) og tilsat hvede og gærsvamp, som giver øllet en snert af syrlighed. Dernæst er øllet kraftigt humlet, hvilket tilføjer en tydelig tørhed.
Oversat fra belgisk (eller retter bestemt fransk) betyder navnet årstid. Navnet er i sig selv en smule mærkværdigt, da årtidsøl traditionelt opdeles i to grene:
- Hverdagsøllet, som blev brygget året rundt.
- Gemmeøllet, som brygges og lagres i de mørke måneder.
Saison hørte oprindeligt til blandt sidstnævnte kategori, hvor eksempelvis Maibock også findes.
Øllet blev nemlig oprindeligt brygget i de mørke måneder og tøndemodnet i mindst 3 måneder. Lagringen gav øllet en rund krop og undervejs i lagringstiden trængte gærsvampe igennem tøndens træ og ind i øllet, hvor det begyndte at spise af øllets maltsukker. Sammen med træets fenoler gav gærsvampen en mild og behagelig syrlig spids.
Landproletariatets øl
Efter et par måneders lagring blev det "gamle" øl opblandet med nybrygget øl. Det gav en vis form for læskende friskhed, hvilket passer godt til sommermånederne.
Det var netop i sommermånederne, at den skulle nydes. Den blev nemlig serveret om sommeren til de mange belgiske landarbejdere. Og selvom øllet var skabt til de lavere dele af samfundet, blev det faktisk anset som værende øl af relativ høj kvalitet.
Samme gælder iøvrigt også øltypen Grisette, som var skabt til minearbejderne og havde mange smagsmæssigt ligheder.
"Formålet" med begge øltyper var ikke kun at være læskende og stille tørsten, men også at holde humøret oppe blandt de hårdtarbejdende arbejder - og derved opretholde/øge deres arbejdsindsats.
I takt med udviklingen er gået fra håndkraft til maskinkraft, er det oprindelige klientel også mere eller mindre forsvundet. I dag lever begge ølstile da også en mindre skyggetilværelse ift. mange af de øvrige - og højt anerkendte - belgiske øl.
Farmhouse Saison
Saison var endda i mange år en relativ truet øltype og kun repræsenteret af meget få bryggerier - særligt i slutning af 1900-tallet og starten af 00'erne, hvor de store konsum bryggerier stort set havde monopol på næsten samtlige ølmarkeder og primært bryggede pilsner.
De seneste par år er øllet igen blevet mere og mere udbredt. Selv store konsum bryggerier som Carlsberg har eksperimenteret med øltypen, såsom Jacobsen Sommertid Saison (2018) og Jacobsen BRØ&ØL (2018). Ligesom flere amerikanske bryggerier og danske bryggerier er begyndt at brygge såkaldte Farmhouse Saison. Her kan det nævnes, at f.eks. Mikkeller, To Øl og Herslev Bryghus er blandt de danske bryggerier, som hyppigt brygger Farmhouse Saisons.
Farmhouse versionen er en amerikansk videreudvikling af den traditionelle øltype. I den nye version er der fremelsket en meget kraftigere syrlighed, hvilket giver smagen langt mere pondus, men også gør øllet mere ubalanceret, om man vil.
Så hvem ved? Måske vender denne øltype for alvor tilbage i 2020'erne?