Weissbier / Hvedeøl

Hvad er en Weissbier / Hvedeøl?

Den tyske betegnelse er Weissbier, den engelske betegnelse er Wheat Beer og den danske betegnelse er hvedeøl. Som navnet forhåbentlig giver et tydeligt præg af, så er denne øltype baseret på hvede. Mindst 50% hvedemalt skal anvendes i brygningen for at blive betegnet som en ægte hvedeøl.

Under hvedeøllet kan der nævnes forskellige undergenre, såsom:

• Hefeweizen / Weizenbier (den ”klassiske / normale” lyse hvedeøl).
• Kristall (en helt krystalklar og filtreret hvedeøl).
• Dunkel Hefe Weizen (mørk hvedeøl brygget på mørkere malte).
• Berliner Weisse (en surtgærede hvedeøl typisk tilsat forskellige frugtsmage).
• Witbier (en let og frisk belgisk hvedeøl oprindeligt brygget med koriander).

Denne side omhandler den klassiske Hefeweizen / Weizenbier hvedeøl. Hefeweizen oversættes direkte til gær (hefe) hvede (weizen). Den henviser således til den oprindelige, ufiltrerede hvedeøl. Weizenbier oversættes lidt lettere direkte til hvedeøl og bruges derfor oftere nu, hvor øllet eksporteres i stor stil.

Reinheitsgebot – renhedsloven

Hefeweizen / Weizenbier tager sit udspring i Sydtyskland, i Bayern før 1500-tallet. I dag er Hefeweizen / Weizenbier  (fortsat) meget populært i Sydtyskland, men det har det faktisk ikke altid været.

Lokale love og grådige fyrster besværliggjorde længe livet for de bayerske ølbryggere.

I starten af 1500-tallet eksploderede populariteten for Hefeweizen / Weizenbier i Bayern regionen, hvor München er hovedbyen. Den stigende efterspørgsel på hvede til ølproduktionen betød, at prisen på hvede blev forøget markant.

Den forhøjede pris på hvede gjorde, at bagerne og borgerne knap havde råd mere. Ligesom bryggerne kneb til andre greb for at holde udgifterne nede og fyldte øllet med tilsætninger, hvilket reducerede kvaliteten kraftigt.

Bryggerne var eksempelvis ikke for fine til at tilsætte salte (f.eks. potsaske), der skulle øge tørsten.

For at komme det urene trav til livs, samt sænke prisen på hvede, så bagerne og borgerne igen havde råd til hvede, indførte den bayriske hertug i 1516 Reinheitsgebot (renhedsloven).

Loven dikterede, at øl kun måtte indeholde 3 grundelementer: Malt, humle og vand (samt gær). Slut med alle former for tilsætning.

De facto betød det også, at reinheitsgebot forbød ølbryggere at anvende hvede i øllet. En gammel talemåde lød: "hveden er forbeholdt bageren, mens bryggeren må nøjes med byg og rug".

Da man som brygger ikke længere kunne score kassen på det efterspurgte (tvivlsomme) hvedeøl, blev det selvsagt mindre attraktiv at være brygger og mange skiftede erhverv.

Få år efter gik hertugen dog på kompromis og tillod den lokal adelsslægt, Degenberg, at få eneret til produktion af hvedeøl, så borgerne igen kunne få deres elskede hvedeøl.

Grådig kurfyrste fik monopol

I slutningen af 1500-tallet var øllet i Bayern-området dog af så dårlig kvalitet, at meget øl blev importeret dyrt fra andre Bundeslande.

Og da den arvtagende Degenberg i 1602 døde, overtog den herskende hertugen selv eneretten på den lønsomme Weissbier produktion. Hertugen byggede derfor sit eget bryggeri – i dag kendt som Hofbräuhaus am Platzl.

Og da selvsamme hertug i 1623 blev udnævnt til kurfyrste, gjorde han det lovpligtig, at værtshusene skulle sælge hans hvedeøl – de måtte gerne sælge andre typer øl, men hans Weissbier skulle være tilgængelig for forbrugerne.

Det var faktisk først i 1856, at kurfyrstens privilegium blev ophævet og hvedeøllet blev givet fri. Det skyldtes, at Münchener Dunkel lagerøl havde overtaget størstedelen af markedet og blevet forbrugernes foretrukne øl.

Den frie konkurrence gjorde det igen mere attraktivt at være brygger, hvilket betød højere kvalitet - også på hvedeøllet. Samtidigt betød det, at øl (igen) begyndte at blive mere populært end vin.