Barley Wine
Øllets Konge
Hvad er Barley Wine?
Lad os starte med at slå én ting fast om Barley Wine: Det er en øltype, selvom det oversat betyder byg vin. Det lidt aparte navn henviser til alkoholprocenten, som er høj og derved minder om alkoholprocenten i vin. Men, da den er brygget på malt og byg, er det øl - og ikke vin som er lavet på druer.
Barley Wine er oprindeligt en engelsk øltype, som kan sættes i familie med Old Ale og Strong Ale. Barley Wine er rent kategorisk den kraftigste øltype af de tre, men i praksis overlapper de ofte hinanden i eksempelvis alkoholprocent.
Øllet brygges på en kraftig bund af malt (pale- og krystalmalt), ristet bygmalt, en indimellem med en massiv omgang humle og kan tilsættes karamelmalt, sukker/melasse, vanilje m.m..
Som udgangspunkt findes to stilarter - og så det løse:
- Den engelske
- Den amerikanske
- Uspecificeret/eksperimenterende
Traditionelt set er Barley Wine en del af 'godtøllet' - altså øl som lagres (ofte på egetræfad) og gemmes til særlige lejligheder. Det er dog primært i den engelske inspirerede ølskole, at Barley Wine skal lagres.
Lagring giver bl.a. øllet en rund krop og en kompleks vinøsitet. De engelske versioner er især kendetegnet ved at have en kraftigere sødme end de øvrige.
'Godtøllet' har i dag mistet en del af sin relevans, hvorfor Barley Wine (særligt de engelske) i højere grad kan beskrives som en dessertøl - et alternativ til portvin m.m. - end en decideret gemmeøl.
Andre beskriver Barley Wine som den engelske Quadrupel, da maltprofilen og den høje alkoholprocent er sammenlignelig til en vis grad.
De amerikanske versioner er derimod kendetegnet ved en langt mere massiv humleprofil og en mindre kompleks vinøsitet - og ofte lysere farve.
De senere år er der desuden dukket mange nye varianter op, som ikke kan klassificeres som hverken en del af den engelske eller amerikanske stil.
Opfundet af engelske patrioter?
Det siges, at de første "byg vine" opstod under Napoleon-krigene omkring 1800, hvor patrioterne i den engelske overklasse nægtede at drikke fransk vin. Der blev derfor brygget en øl, som skulle erstatte de franske vine. Løsningen blev en "vin" brygget på byg.
Historien er aldrig blevet bekræftet af historikere, så måske er den sand - måske ikke. Til gengæld er det sandt, at den første kommercielle Barley Wine så dagens lys omkring 1870, da Bass Brewery for første gang sendt deres No. 1 Ale ud på det engelsk marked.
Bass Brewery var verdens største ølproducent i 1870'erne. I 1860 var Bass Brewery desuden det første udenlandske ølbrand, der blev solgt på det japanske marked. Brandet eksisterer stadig den dag i dag, men blev opkøbt i 2000 af Anheuser-Busch.
Anchor Brewing kom først med den amerikanske version i 1976 med deres Old Foghorn, som i dag fortsat nyder stor popularitet. Først 6 år senere - i 1983 - ramte den næste byg vin det amerikanske marked, da Sierra Nevada fulgte trop med deres Bigfoot Barley Wine.
Anbefalinger til BarleyWember 2020
I 2019 startede BarleyWember som en gimmick, hvor ølbloggere drak Barley Wines i stedet for at gro Movember-skæg, da Simon "Hopdaddy" Kirkegaard ikke kan gro et ordentlig skæg.
BarleyWember blev dog hurtigt en 'ting' med deltagere fra mange forskellige lande, som lagde billeder op på Instagram under #BarleyWember.
I 2020 kontaktede vi derfor en lang række bloggere og ølfolk, såsom Carsten Berthelsen, Mikkel Borg Bjergsø og Kasper Tidemann, der kom med en lang række anbefalinger til BarleyWember 2020, som kan læses her.