De 10 nominerede til Årets Udenlandske Bryggeri 2021
Konkurrencen til Årets Udenlandske Brygggeri 2021 er hård! Benhård!
Vore kære importører har haft travlt i år og bragt meget lækkert øl med sig fra det store udland. Det har endda til tider føltes svært at følge med. Nogle sidder uden tvivl også tilbage med indtrykket af, at hver uge bød på nye øl fra et nye bryggerier, man aldrig havde hørt om.
Det virkede undervejs også til, at der næsten på ugentlig basis var en ny hype igang om en øl, man bare skulle smage, før det var for sent.
De 10 nominerede til Årets Udenlandske Bryggeri 2021 – og overvejelserne bag – kan du læse om her.
Det er med stor glæde, at vi løfter sløret for de ti nominerede i kategorien Årets Udenlandske Bryggeri 2021:
Axiom Brewing er et nyere tjekkisk bryggeri, der i 2021 så småt har bidt sig fast i det danske marked. Bryggeriet har ansat den norske brygmester Kjetil Jikiun (der tidligere har stået bag Nøgne Ø) som konsulent, hvilket har ført mange innovative og nytænkende ideer med sig. Det har bl.a. betydet, at de har bevæget sig væk fra de traditionelle stilarter, men istedet har søgt at perfektionere især IPA stilarterne. De brygger dog stadig ud fra en bred palet – alt fra Gose til Imperial Stout… og alt sammen med høj kvalitet.
Anchorage Brewing Co., der er beliggende i Alaska, er i Danmark hovedsageligt kendt for den legendariske Barleywine “A Deal With The Devil”? Men under corona pandemien har bryggeriet været tvunget til at gentænke sit setup, og er begyndt at sørge for en bedre distribution til udlandet af deres frigivelser, hvilket også har ført dem til lille Danmark. “ABC’s” tekniske kunnen viser vejen frem for andre producenter af fadlagret øl, og burde være øl alle craft elskere skal prøve! Nuvel, øllet er blandt det absolut dyreste, der har fundet vej til Danmark i 2021 – men det er også blandt det bedste. Deres øl er intet mindre end World Class!
Evil Twin – det danskejet, men amerikansk baseret bryggeri – er nomineret til Årets Udenlandske Bryggeri 2021 grundet deres konstante høje kvalitet samt deres lyst til at udfordre og søge grænserne i øllets verden. De leverer på alle parametre og i alle stilarter, når de leger med friske IPA’er eller kulsorte Stouts, der har hygget sig et par år på tønder. Særligt i 2021 har de udmærket sig ved at lege med Smoothie Sours, hvor der er proppet så massive mængder frugt og puré i, at de fleste betvivler, at det overhovedet kan være øl. Med andre ord, så er de ikke bange for at rykke ved grænserne, mens de holder kvaliteten i top.
Som det eneste udenlandske bryggeri blandt sidste års nominerede til Årets Udenlandske Bryggeri 2020, har de skøre ungarer i bryggeriet Mad Scientist (og deres subbrand MadX) igen tilkæmpet sig en plads som værende blandt de bedste udenlandske bryggerier. De formår stadig at tryllebinde og udfordre rammerne for øllet. De går aldrig på kompromis med kvaliteten, selvom de tester grænserne. Et godt eksempel på dette er deres Quadrupel Double Dryhopped opgradringer af Liquid Cocaine, som fornylig kom til Danmark med stort postyr.
Hollandske Moersleutel (der tidligere hed De Moersleutel) er en forholdvis ny spiller på den danske craft beer scene, men de har hurtigt slået deres navn fast som et modigt og grænsesøgende bryggeri. De er ikke bange for at tilsætte øllet sjove og spændende smagsgivere. De har fra starten været rigtigt gode på det sorte og det stærke øl, ofte i varianter med tilsætninger, ligesom de har lavet rigtig fine sure øl. I 2021 har de også fået rigtigt godt styr på deres humlede øl, hvorfor de fortjener en nominering som Årets Udenlandske Bryggeri 2021.
Nerdbrewing fra Malmø i Sverige udfører altid et fantastisk håndværk, og – som deres navn afslører – så er de meget nørdet i deres tilgang til øllet. Bl.a. skriver de OG, FG, EBC og IBU på etiketterne. En detaljegrad der ekstremt sjældent ses fra et bryggeri. Deres opskrifter er open source, hvilket appellerer meget til håndbryggere. De brygger primært sorte øl af den tungeste slags, men de eksperimenterer også meget gerne med forskellige ingredienser, og det virker bare hver gang! Det er altid en spændende oplevelse at prøve noget nyt fra Nerdbrewing.
O/O Brewing fra Sverige er nomineret grundet deres fortolkninger af de nordamerikanske stilarter, som alle er brygget på en konsekvent imponerende og kompromisløst kvalitetspræget facon. O/O Brewing lykkes med både at favne et fast sortiment, hvor de excellerer med Narangi og Double Narangi, og samtidig evner de at tænke nyt – og lykkes med det! Dette ses tydeligt i form af projekter som f.eks. Fall Saison eller deres Barley Wines. Stabilitet, kvalitet, nytænkning. Det står de for, og derfor er de blandt de nominerede til Årets Udenlandske Bryggeri 2021.
Pomona Island kom i år ind i Danmark i skyggen af mange af de andre engelske bryggerier og helt uden de store, synlige armbevægelser. Lige så stille begyndte kvaliteten dog at tale for sig selv, og snart voksede de ud af skyggen. Det lille bryggeri i Manchester laver nemlig fremragnede IPA’er, men særligt deres nytænkning af kombinationen mellem syrlige og humlede øl tog kegler. Her skilte deres Total Blam-Blam og Literal Vampire Potbelly Goblins – begge Sour DIPA – sig positivt ud i en øltype, der ellers synes at stagnere. Deres Gose og Berliner Weisse fulgte trop med kompleksitet og så højt et niveau, at de på fornemmeste vis har demonstreret, at de er virkelig dygtige til at arbejde med frugt i deres øl.
Pühaste Brewery fra Estland er også en af de nye bryggerier, vi så skylle ind over grænsen i løbet af 2021. De er nye, de er spændende, og de har leveret gennemført god kvalitet fra første rejse ind i landet. Dét lige fra variationen og indholdet i flaskerne – alt fra Baltisk Porter til noget af det bedste udenlandske Wild Ale i år – deres label designet og den nænsomme fadlagring, der har resulteret i meget balancerede sorte øl, hvor Silver Serien giver mindelser om Põhjala Cellar Series… bare bedre. Og så kommer det alt sammen til en mere end fair pris.
Vault City Brewing fra det skotske højland har i år tilkæmpet sig en plads blandt de nominerede til Årets Udenlandske Bryggeri 2021. Der var en del, som var begyndt at få øjnene op for dem i 2020, men i 2021 har det været umuligt at få øjnene fra dem. Det er især deres Sours, der overrasker gang på gang. De er villige til at afprøve nye og spændende elementer, men formår altid at ramme et rigtig flot og velsmagende produkt. Er du til syrligt frugtøl, så er Vault City ikke til at komme uden om.
Sådan stemmer du
Nomineringerne til Årets Udenlandske Bryggeri 2021 sker på baggrund af indstillinger af en ekstern jury bestående af sidste års vindere/nominerede og Beerbloggers.dk. Ingen har kunne indstille sit selv, ligesom medlemmer af BBdk ikke har kunne indstille hinanden på tværs.
Selve afstemningen starter 20/12, og “stemmesedlen” være tilgængelig online og fremsendes via invitation til de enkelte bloggere og branchemedlemmer. Der er én stemmeseddel tilgængelig pr. invitation. Afstemningen løber frem til og med d. 7/1-2022.
Det hele kulminerer i et stort og hyggeligt liveshow/uddeling fredag d. 21/1 på taproomet hos Alefarm Brewing i Greve – vi glæder os til at se jer enten dér eller online.