Hey! Har du hørt om Pleasanti Street?
Efter at have taget Danske Ølentusiasters Ølfestivalen 2021 med storm, medalje til Fanø Homebrew World Championship 2021 samt flere priser i forudgående konkurrencer, tænker jeg at mange som læser med her måske allerede kender til Pleasanti Street – hjemmebryggeriet med høj kvalitets Saison, Stouts samt Barley Wines, og ikke mindst et vel af enormt anerkendende priser til at understøtte håndværket.
Mit første bekendtskab med Pleasanti Street og ejer Patrick Schou var ved god gammel dags mund-til-mund, da der blev talt i krogende på craft beer scenen om den nye up-and-coming stjerne der leverede højkvalitets tønde modnet Saison – og han gjorde det hele fra en lille lejlighed med tilhørende kælderrum i Vanløse og på et setup som mange hjemmebryggere kun kunne drømme om!
Pleasanti Street er ikke kommercielt, så du kan ikke købe hans øl – du kan kun smage det til konkurrencer, festivaller eller hjemmebrygger arrangementer, hvor Patrick deltager – så det betyder, at du må væbne dig med tålmodighed eller være opsøgende, hvis du skal smage Patricks øl.
Jeg selv var så heldig tilbage i sommeren 2020, at jeg skulle deltage til et lille øl-arrangement, hvor Patrick også stod på deltagerlisten, så jeg tænkte: “Nu er det nu”! Jeg smed Patrick en besked via et sociale medie, og var heldig at få fat i en flaske af hans ”Goat Wine” – en blended øl bestående af Brett Saison og Sour Ale, der havde undergået maceration med Rondo druer samt modning på Bourgogne Fade.
Jeg var solgt, da jeg smagte Goat Wine! Den sad lige i skabet, som man siger!
Siden da har jeg været enormt nysgerrig på at smage mere Pleasanti Street øl, men Corona pandemiens mange restriktioner og nedlukninger betød stilstand i festivaller og andre arrangementer, hvor muligheden kunne havde budt sig.
Efter at have set Fanø Homebrew World Championship i 2021 rakte jeg atter ud til Patrick og fik arrangeret, at jeg kunne smage hele hans daværende stribe af lækre øl. Stadig mere begejstret fik jeg lyst til at udforske historien bag hjemmebryggeriet Pleasanti Street.
Det blev til et interview med manden bag, nemlig Patrick Schou, som jeg nu kan dele med jer andre, således at vi kan blive klogere på en mand og et bryggeri, vi alle kommer til at se meget mere til i fremtiden.
Sæt jer tilbage og blive lidt klogere på manden bag gryden, tønderne og passionen, der driver værket – Værsgo Patrick, scenen er din!
The Mic Is Yours
Hej Patrick! Kan du fortælle kort om dig selv – hvem er du, hvad arbejder du med og har du andre fritidsinteresser end øl?
Hej Paw – det kan du tro! Jeg hedder Patrick Schou, 31 år og er bosiddende i Vanløse i København. Til dagligt arbejder jeg som skolesekretær og bogholder på en lille specialskole for unge med særlige behov. Jeg elsker at gå ture i naturen og se fodbold.
“Patrick / Pleasanti Street under danske ølentusiaster festival 2021”
Hvordan og hvornår startede din “øl-rejse” – Hvilke øl eller oplevelser var skelsættende for dig?
Det startede nok som så mange andre med Ale nr. 16 for en 12 år siden, som jeg fik da jeg så en etape i Tour de France. Før det var jeg ikke synderlig begejstret for øl, men jeg synes sgu det var meget hyggeligt at nyde en øl og se Tour de France samtidig – og så smagte øllen oven i købet godt. Så næste dag gik jeg ned i Netto for at finde en ny øl til næste etape.
Jeg fik bare lyst til at prøve mere, og det fungerede fint da jeg arbejdede i Føtex på det tidspunkt, hvor vi hver weekend måtte tage en fyraftensøl på ”specialøl” hylden. Det endte jo med at vi fik smagt alt hvad der var på hylden. Mig og en kollega fik dog lyst til mere, og da min kollega havde hørt om en ny spændende ølbar der var åbnet i Viktoriagade på Vesterbro, så skulle vi da lige se det an. Det var ligesom start skuddet på at vi ville prøve alle øl på tavlen – selvom jeg altid synes det var lidt vildt at jeg kunne aflevere 100 kr. i baren og få 20 kr. tilbage. Sådanne dyre øl skulle jeg lige vænne mig til. En dag fik jeg serveret Black Maria fra To Øl, som blæste mig helt bagover. Den var både humlet, bitter, havde en malte og ristet smag, og så var den bare super drikkelig på trods af de 8% – en kæmpe oplevelse. Det sjove er i dag at jeg ikke kan fordrage Black IPA, og dem ser man jo heldigvis heller ikke så meget af længere. Den øl satte virkelig mange tanker i gang og var skelsættende for at jeg var interesseret i at brygge øl.
Kort efter fik jeg smagt To Øls Goliat, en heftig og sød Imperial Stout med kaffe, som jeg var yderst inspireret af til at lave min egen Stout – Brotus. Jeg ville ramme nogenlunde de samme smage og så lige give den min egen twist. Det blev så med tilsætningen af kokosnødskaffe og ahornsirup. Efter et par forsøg sad den lige i skabet og jeg tænkte det kunne være sjovt at deltage med den i en håndbrygger konkurrence, som Taphouse afholdte i januar 2018, hvor Carsten Berthelsen var en af dommerne. Det var første gang de afholdte den konkurrence, så jeg anede ikke hvad jeg gik ind til og jeg havde blot brygget i to års tid. Det endte med at jeg vandt det hele, og nu skulle øllen (Brotus – Taphouse Open 2018) så opskaleres på et professionel bryggeri i form af Bad Luck. Det var fuldstændig mind-blowing på det tidspunkt, og det var 100% et skelsættende øjeblik for mit lille håndbrygger eventyr. Det var blot tredje gang jeg havde brygget en Stout, og jeg havde kun brygget 14 øl forinden, så overraskelsen var stor.
“Patrick med hans vinder øl – Brotus, under Taphouse Open 2018”
Den dag i dag er det forsat den højst ratede øl fra Bad Luck på Untappd, og om den efterfølgende globale trend med at alle Imperial Stouts skulle have kokosnød i sig ved jeg ikke om jeg kan tage æren for 😉
Jeg vil dog sige at det hele kulminerede i maj måned 2021, da jeg til Fanø Homebrew World Championship fik en 2. plads med en vildgæret ale med håndplukkede stevnsbær, som resulterede i at hovedbryggeren fra Fanø Bryghus, Steve Rold, gerne ville brygge en øl sammen. Vi har brugt nogle måneder på at planlægge en ret ambitiøst Barley Wine på 14-15%, som vi skal fadlagre i nogle ret unikke og sjældne cognac tønder. Efter planen skal vi brygge til februar. Det bliver stort – og da Fanø Bryghus netop er kåret til årets bryghus 2021, så er det svært at få hænderne ned.
“Fanø Homebrew World Championships dommere under bedømmelsen af Blood On The Street – Spol frem til 1:31:00, så kan du hører hvad dommerne havde at sige, men også hvad Patrick havde på hjertet med denne øl”
Hvad er din “all time” favorit øl? Eller øl stil?
Min all time favorit øl det må næsten være Maltvin. Der er et eller andet helt magisk over den øl, da den spiller på så mange tangenter og er utrolig balanceret. Jeg er nu også ret glad for Goose Islands Bourbon County Anniversary stout der har ligget på Weller 12 bourbon fade, og Anchorage Triple Oaked A Deal With The Devil. Det er i hvert fald nogle øl som jeg gerne vil gå langt for at besøge igen. Fælles for de tre øl er at det fadet der spiller den største rolle, og helt uden tilsætninger af adjuncts fremstår de utrolig flotte.
Normalt vil jeg sige det afhænger af humør og årstid, hvilken stilart jeg er mest glad for, men når alt kommer til alt så er jeg utrolig glad for fadlagret non-adjunct Imperial Stouts fra staterne. De kan bare noget derover med deres fadlagringer, som vi i Europa ikke er i nærheden af.
Du var et af de helt store navne til ølfestivalen 2021 – til de der ikke kender til dine øl, vil du så kort præsentere hvad du laver – og hvad er historien bag navnet ”Pleasanti Street”? -Og har logoet noget historie i sig?
Det jeg laver er hovedsageligt åben gærede Saisons og tunge Imperial Stouts og Barley Wines. Min tilgang er altid at skabe en balanceret øl – sommetider ønsker jeg en større kompleksitet og dybde, og så sker det ved at blende øllet. Kvalitet er også en vigtig faktor, og jeg er ikke bange for kassere en batch, hvis jeg ikke
synes kvaliteten lever op til mine standarder. Det gør også at de øl jeg brygger er svære at putte i stilarts kasser og rammer, for jeg går altid efter at ramme en smagfuld og balanceret øl.
Jeg ville ønske jeg havde en hel vild fed historie om, hvordan navnet Pleasanti Steeet startede, men jeg ved sgu ikke hvor fed den er. Jeg sad i selskab med min gode håndbrygger ven Andreas Leman, i dag hovedbrygger på Brygghus 19 i Sverige, som over nogle øl fortalte om et hyped bryggeri i USA ved navn Pleasanti Street – eller ja det troede jeg i hvert fald. For da jeg søgte på navnet kom der intet frem, og Andreas mente at jeg måtte have hørt forkert for han kendte intet til det navn. Jeg syntes det var en skam, for jeg var ret vild med navnet. Det lå godt i munden og så egentlig ret fedt ud på papir. Så hvis det nu ikke fandtes, hvorfor kunne jeg så ikke kalde mig det.
Logoet er bygningen af mit barndomshjem og nuværende hjem, som også er der jeg hovedsageligt brygger mit øl. Så det lå ret naturligt for mig at bruge mit hjem som logo. Logoet er i øvrigt tegnet af min gode vens kone og meget dygtige grafiker og illustrator, Line Suenaga.
Hvad fik dig til at kaste dig ud i at brygge øl, og hvornår begyndte du?
Min daværende kærestes far var medlem af et bryglaug på hans skole, hvor de lavede overraskende velsmagende øl. Jeg var på det tidspunkt ret interesseret i øl, og som så meget andet var jeg nysgerrig på hvordan man dog bryggede det øl jeg fik serveret. Han fortalte mig om processerne ved ølbrygning, og det lød ikke som raketvidenskab, så jeg tænkte “hvis han kan lave øl, så kan jeg dælme også”. Så jeg kastede mig ud i min første bryg i julen 2015 – en belgisk Dubbel, som jeg fik i sådan et bryg-selv-kit i julegave. Den smagte af helvede til, og siden da har jeg svoret aldrig at putte maltekstrakt i mit øl igen.
“Patrick / Pleasanti Street på visit hos svenske Brygghus 19 “
Til det ovennævnte spørgsmål, så skal jeg hører dig ad – hvorfor lige Saison, sours, mørke øl og fadlagring? Det må da både kræve meget tid, penge og plads til at kunne have sådan et projekt?
Jeg bryggede forskellige stilarter i en årrække, men jeg faldt tilbage til det som jeg selv drikker og synes er spændende. Det var så blandt andet Saison som fangede min interesse efter jeg var blevet trylletbundet af en artikel om denne stilart for nogle år siden. Jeg begyndte så at brygge en hel del Saisons, men stoppede så i en periode. Så hørte jeg om åben gæret Saison, som jeg lige skulle prøve, og da jeg første gang smagte det endelige resultat var jeg sgu helt solgt, og tænkte ”det her kan virkelig noget, som jeg ikke har prøvet før”. Det som er smukt ved Saison er at det er en stilart som kan være utrolig bred. Det passer super godt til mad, som en tørstslukker, som en lav alkohol øl, men man kan også gøre den mere elegant ved at give den et vinøs og syrligt træk og evt. kombinere den med vindruer. Vindruer går skide godt til den stilart!
Fadlagret mørke øl er det jeg klart nyder mest, så det er naturligt for mig at brygge det. Det giver ikke mening at brygge noget, som du ikke forstår eller bryder dig om. Jeg forstår Imperial Stouts og Barley Wine og jeg ved hvad jeg gerne vil have de skal smage af.
Ja, det er utrolig tidskrævende. Jeg har svært at sige, hvor meget tid jeg bruger på det, for jeg har ingen idé. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på den næste øl der skal brygges eller blendes. Jeg roder nærmest med noget bryg relateret dagligt, og jeg har for det meste dedikeret en hel dag hver weekend til enten at brygge, overføre eller flaske øl.
Det er begyndt at blive et ret dyrt projekt, når man leger med fadlagring og de små fade jeg investerer i. Især når jeg også bruger en del penge på at smage nye øl hele tiden. Jeg ser det dog som en god investering for fremtiden, da det er med til at udvikle mig løbende som brygger. Jeg bliver sgu ikke bedre af at smage det samme igen og igen.
Jeg tror også jeg tager prisen for den dyreste danske produceret non-adjunct barrel aged Barley Wine pr. liter, som jeg netop har puttet på flaske – men hey det var virkelig også det hele værd!
Hvad kendetegner en god Saison – og hvad er bedst, American eller Belgian?
For mit vedkommende kendetegner en god Saison en gær dominerende øl med en blød og rund krydret og urtet note, som bliver støttet op af dybe humle aromaer og en mild og frugtig bitterhed. Der må gerne være en lettere maltet og kornet smag til øllet med et lille stref af syre, stald og funk for dybde. Gerne en blød mousse, ikke for hård karbonering og henimod det tørre.
Amerikanerne har en helt anden tilgang og forståelse af den gamle traditionelle Saison. Deres øl er syrlige og har ikke den karakteristiske krydrede smag fra gæren. Jeg vil ikke kalde det Saison. Så der må valget falde på det belgiske, selvom der virkelig også er mange belgiske Saisoner der stikker helt af og bliver enorm ubalanceret. Jeg kan ikke holde ud, når de bliver for lukkede og voldsom krydret, så det nærmest smager af krudt og river i halsen. I virkeligheden er jeg mest glad for en kombination mellem amerikansk og belgisk Saison, hvor du får en smule syrlighed, men stadigvæk bevare dele af den krydrede og dybe humle smag.
Hvor får du din inspiration og motivation fra? – nogle bryggerier eller bryggere du vil fremhæve?
Der er ingen tvivl om at på Stout og Barley Wine siden, så er jeg dybt inspireret af de amerikanske bryggerier, og især et bryggeri som Side Project med Cory King bag roret. Det er meget hans approach ved at blende forskellige mørke fadlagret Stouts og Barley Wine for at opnå én kompleks og balanceret øl jeg har taget meget til mig.
Jeg får også stor inspiration til mine Saisons fra Yvan De Baets fra bryggeriet Brasserie de la Senne i Belgien, og Bob Sylvester fra Saint Somewhere i USA. Det er især Bob jeg har fået min inspiration til at lave åben gærede Saisons, og det kan jeg ikke takke ham nok for. Han er også lidt af en godfather i det amerikanske ølmiljø inden for de amerikanske Saisons.
Motivationen for at bruge så meget af min fritid på det her projekt er at jeg simpelthen ikke kan lade vær. Tilbagemeldinger fra alle de personer der smager øllet og giver feedback, er også medvirkende til at jeg kaster mig så meget ud i det, som jeg gør. Jeg synes også selv jeg har noget ambitiøst og anderledes øl at byde ind med, end hvad der ellers bliver brygget her i landet.
“Patrick / Pleasanti Street under danske ølentusiaster festival 2021”
Til andre der gerne vil brygge Saison og lege med fadlagring – Hvad har du så af gode råd? Hvor skal man starte og hvad skal man have for øje?
Et godt råd vil være ikke at tro Saison er en øl man kun kan brygge om sommeren og gære ved 25-28
grader. Du kan sagtens lave helt vidunderlige Saisons selv ved stuetemperatur. Det er jo også derfor nogle folk falder fra ved Saisons, fordi gæren bliver alt for aggressiv og fenolisk ved de høje temperaturer. Jeg vil klart anbefale at man prøver at give det et skud med åben gæring. Når urten er kommet i gæringstanken, så put et ostelærred over og lade det gære 2 til 3 dage indtil skumlagen begynder at ligge sig. Jeg synes det giver en rundere og blødere krydrethed, og en mindre stresset smag fra gæren. Jeg har aldrig haft en infektion ved den metode, så vær ikke bange for det, hvis din rengøring ellers er i top.
Fadlagring er bestemt ikke nemt, og du skal være klar på at det gode øl du har brugt mange timer på at brygge, kan risikere at ryge direkte ned i kloaken. Der er altid en risiko forbundet ved fadlagring. Mit bedste råd vil være at starte ud med et ex spiritus fad, da det både giver nogle dejlige noter fra det spiritus der tidligere har ligget i, men man kan også lade øllet ligge længere tid og modne før det kommer til at smage for meget af træ. Ved nye og især ved mindre fade på 20-30 liter, er chancen bare meget stor for at øllet bliver udrikkelig pga. af træsmagen, hvis man ikke passer på. Husk altid at smage løbende for at følge processen. Der kan ske meget på kort tid. Der findes firmaer som specialisere sig i at ombygge 200 liters fade til lige den størrelse du ønske. Det koster det samme som det oprindelig fad, men det er bestemt det værd, hvis man ikke kan producere mere end 20-30 liter adgangen, som jeg f.eks. gør.
En sidste og vigtig huskeregel er at du ikke kan forvandle en middelmådig eller dårlig øl til en verdensklasse øl ved bare at smide det i et egetræsfad. Fade kan være magiske, men de laver altså ikke mirakler.
“Patrick / Pleasanti Street under danske ølentusiaster festival 2021”
Hvad kendetegner en perfekt fadlagring? Hvis vi nu siger fx Saison og Stout? Hvad skal præsenteres, og hvad er balancen? / Hvad kendetegner en god – måske perfekt fadlagring?
Vi kan starte med Stout. En perfekt fadlagring for Stouts skal kunne integrere fadet med selve øllet – især hvis der er tale et ex spiritus fad. Det skal føles som en enhed, og ikke som f.eks. at putte et shot bourbon i et glas Stout. Du vil også gerne have at fadet præsentere noget vanilje og sødme, men også en smule tanniner og træ. Det kan hurtigt blive for overpowering, og så ender du med at have følelsen af at slikke på et stykke træ. Derudover er fadet med til at bløde store Imperial Stouts ud over tid og give den en balance og kompleksitet. Hvert fad opføre sig forskelligt, så tricket er at smage på de enkelte fadlagrede Stout og så blende for at få den ultimative balance.
Ved Saisons vil jeg gerne have at fadlagringen giver en støvet og oaky note, samt noget fadsyre. Endelig massere af tid, for at få ekstraheret smagene fra fadet og give øllet en dybde og karakter.
Har du en drøm og vision for dit øl og Pleasanti Street? Får vi en kommercielt produktion at se?
Jeg har klart en drøm at Pleasanti Street bliver til mere end bare håndbryg i køkkenet en dag. Hvornår det bliver en egenhændig kommercielt produktion kan jeg ikke svare på og det må tiden vise. Det bliver i hvert et small batch projekt i en limited mængde, som jeg kan have fuld kontrol over som en side beskæftigelse ved siden af mit arbejde. Så forvent ikke at jeg kaster mig ud i noget fuldtid til at starte med. Collabs med andre bryggerier kan man da bestemt se mere til i fremtiden!
Visionen for Pleasanti Street er at brygge noget ambitiøst fadlagret Imperial Stout og Barley Wines, samt åben gærede Saisons – både rene, syrlige og med vindruer. Kvaliteten er første prioritet, så det er kun det absolut bedste der vil blive frigivet. Jeg har en stor kærlighed og respekt for at brygge øl. Derfor vil jeg forsat brygge manuelt, hvilket vil sige jeg ikke anvender fuldautomatiske bryganlæg, men har hånden og føling med hele vejen igennem bryggen. Ellers er det vel ikke rigtig håndbryg 😉
Hvis man nu gerne vil smage noget af dit øl – hvor skal man så lede? Er det til at opdrive på craft-bars? Eller er det pt. Kun festivaller der muliggøre at smage dit øl?
Desværre er det pt. kun til festivaler man kan smage det øl jeg selv producere, da jeg forsat er håndbrygger, og desværre er der også lidt lange udsigter til at man ser Pleasanti Street til festivaler. Det skyldes simpelthen at jeg giver øllet alt den tid det skal have for at blive god, og det kan det ikke nå at blive til dette års Ølfestival i maj måned. Så man må vente til 2023, hvor jeg har en del overraskelser med. Til gengæld har jeg et andet side projekt, Gedigent Håndbryggeri, som jeg sammen med min gode ven David Goss, har brygget en masse spændende øl til Ølfestivalen 2022.
Ift. at smage noget fra Pleasanti Street på craft bars, så kommer jeg med en ”bottle pour release” i København i marts eller april måned.
Øllen der skal smages er STELLAR; en Barley Wine på 14,7% der har ligget 7 måneder på Woodford reserve bourbon fad, som jeg har brygget i samarbejde med Chresten og Thor Jepsen fra Øllebrødre. Der kommer mere info på min Instagram, så hold øje hvis man er interesseret i at smage den.
Som nævnt tidligere så har jeg et samarbejde med Fanø Bryghus meget snart, og der forventer jeg at man kan smage vores cognac fadlagret Barley Wine i slutningen af dette år på craft bars – med stor sandsynlighed i København!
“Patrick / Pleasanti Street var velbesøgt under danske ølentusiaster festival 2021”
Sidst inde jeg runder af! Nævn 1 malt, 1 humle, 1 gær og et spiritus fad som du ser, som værende de bedste i verden – og hvorfor?
Uha, den er ikke nem. Jeg har en del der ligger mit hjerte nær, men jeg vil dog sige jeg er tosset med Golden Promise Pale Ale malt fra Simpsons, når jeg bruger det til Imperial Stouts og Barley Wine, da den giver en sødlig, blød og velbalanceret maltet smag og mundfylde.
Humlen er Motueka – uden tvivl. Den er total suited til at brygge Saisons, da den kan give nogle helt fantastiske dybe krydrede humle aromaer, hvis den bruges tidligt i kogningen, men kan også give nogle friske og frugtige noter ved at bruge den sent i kogningen og ved dry hopping.
Gæren falder på WLP565 Belgian saison I. Der er noget helt eventyrligt og smukt ved at den gær kan være så markant og tilstede i en øl. Jeg stoler blindt på den gær, da den altid er pålidelig og gør sit arbejde, hvilket gør mit arbejde en del lettere. Så elsker jeg i øvrigt duften der spreder sig i hele min lejlighed, når jeg kører åben gæring på den.
Et ex bourbon fad hvor der efterfølgende har ligget ahornsirup i fra BLiS. Det er mit drømme fad at skulle putte noget øl i, da jeg kun har fået topklasse øl der har ligget på de fade. Heldigvis bliver den drøm snart en realitet, da jeg skal brygge en Barley Wine med Brygghus 19 senere på året, hvor vi netop bruger det fad – det glæder jeg mig for vildt til!
Tusinde tak til Patrick for at tage tiden til at svare på spørgsmål – og nu skal vi videre til håndværket, tid til at smage og anmelde nogle Pleasanti Street øl!
What’s the fuss about?
Hvad kan Patricks øl så? – De kan meget og mere til, og hans kreativitet og vision om gamle traditioner med et moderne tvist fejler ikke spor! Pleasanti Street’s Untappd vidner om indtil videre 20 øl, så gå med fordel derind og læs mere om hver enkelt øl – jeg har udvalgt 3 som jeg vil præsentere her, og resten vil blive vidst på min Instagram løbende efter udgivelse af dette blog indlæg.
” Belgian inspired sour ale aged 6 months, and then added danish stevnsbær cherries handpicked from Frederiksdahl for 2 months. Aged in Amarone oak.”
Dette er medalje øllen fra Fanø Homebrew World Championship 2021, og øllen der muliggjorde at Patrick nu skal collabe med Fanø omkring en fadlagret Barley Wine.
Øllen Blood on the Streets er en ren kraftpræstation, som fremviser sublimt håndværk og sans for detalje. Øllen fremstår enormt vinøs, med enorme mængder kirsebær i aromaen med en underliggende bouquet af rød bær, vildt øl og vindunderlige syre og tannin til at afslutte oplevelsen. Hvem har brug for Belgisk surt øl, når Patrick kan ramme pletskud med denne Kriek inspireret øl – perfekt eksekveret.
”A blend og 62 % Wee Heavy and 38 % Barley Wine with maple syrup, aged for one year and further one year in bottle”
Denne øl er doven, men den ligger ikke på den lade side! Den sprudler af aroma og sansebombedement fra start til slut. Den serves komplet uden kulsyre, og fremstår som en rigtigt ”sipper” øl du svinger i cognac glassset, og lader øllen udvikle sig over de timer det tager at nyde den – hvis du er til varmende alkohol med noter af karamel, tørret frugt, lakrids, kandiseret æble og nødder der udvikler sig over tiden der er i glasset, så skal du prøve denne dybe oplevelse! Fantastisk handværk!
” Open fermented Saison with Nelson Sauvin and Hallertau Blanc hops aged on Cognac Oak”
Med Makværk får du alt anden end skødesløst udført arbejde – du får en helstøbt traditionel Saison, med et moderne tvist. Saison basen er fremtræden, og fremviser subtile krydrede pebret noter med en snert af græs og stenfrugt. Du får en dejlig snerpende syre, der i samspil med øllets sødme udviser god balance. Øllet har desuden fine delikate noter af eg, og underspillet undermoden æble. Dette er efter min mening en perfekt madøl, og med kun 4,5 % ABV kan man sagtens knappe denne op midt på ugen, og servere til fx Cacio e pepe – en ret jeg virkelig nyder at parre med Saison. Endnu engang rammer Pleasanti bulls eye, og udviser brute force.
Af sted og smag noget Pleasanti Street!
Husk at give Pleasanti Street et follow på Facebook , Instagram og Untappd så du altid er opdateret med hvor og hvornår, du kan få lov at smage Patricks øl – og husk der kommer bottle pours af hans nye Barley Wine ”STELLAR”; en Barley Wine på 14,7% der har ligget 7 måneder på Woodford reserve bourbon fad, eventet sker i København til Marts eller April 2022 – Patrick melder tid og sted snarest muligt!
Lad det blive de lukkende ord, tak til alle jer der læste med og Patrick – Shoot for the moon and if you miss, you’ll end among the stars!
–
HopSkullBeerGuide / Paw Hansen
Altid spændende øl – Han bliver stor … og han går nye veje – tak for, at han har fundet og udviklet dette skønne univers