Så er det snart tid til Ølfestival 2021, der arrangeres af Danske Ølentusiaster, og som afholdes i Lokomotivværkstedet i København. Jeg har før lavet en liste over øl, som jeg forventede ville være værd at smage og bryggerier, som ville være værd at besøge. Her omkring en uge i forvejen er der faktisk lidt svært at få lavet den liste, for programmet på www.ølfestival.dk er stadig ret tyndt. Udstillerne er på siden, men det er slet ikke alle, der har en liste over hvilke øl de medbringer på festivalen. Derfor bliver årets liste måske lidt mere baseret på mit kendskab til bryggerierne og ud fra et håb om, hvad de er kendt for og hvad jeg forestiller mig, at de tager med.
- Er du til voldsomt oxideret fadlagret barley wine? Dit svar er sikkert nej, men hvis du er hurtig, så har den fynske ølbutik Humledrik begrænsede mængder af Xyauyu fra Baladin i forskellige udgaver. Det er en rigtig interessant oplevelse, som fungerer rigtig godt, selv om vi jo normalt helt ikke vil have vores øl oxideret. Humledrik har også en øl med fra en række danske og udenlandske bryggerier, og der er helt sikkert noget for enhver smag.
- Fanø Bryghus er helt afgjort værd at besøge, for de har en række af nogle rigtig fine øl med, bl.a. flere fadlagrede stouts, som f.eks. tre årgange af den formidable Red Wedding, men også Økuller og Whisky & Rye. Fanø har bevæget sig helt op i det øverste lag blandt danske bryggerier, når det drejer sig om stærke stouts på fad, og alene af den grund er de et besøg værd.
- Hops & Haze kan findes hos Brewparts, hvor Kim, der står bag bryggeriet, arbejder. Hos Beerbloggers.dk har vi længe talt meget varmt om Kim og hans evner indenfor det humlede øl, særligt de helt bløde og frugtige hazy udgaver. Kims øl er altid værd at smage, så det bør du helt klart også gøre.
- For noget tid siden rykkede Tom Schafferhans ind hos Frederikshavn Bryghus, og det har virkelig været godt for dem, for de har smidt nogle spændende øl på gaden, som f.eks. Danmarks stærkeste naturligt gærede øl Keine Hexerei, som faktisk fungerer ganske godt på trods af styrken og sødmen. For nylig stod jeg ved siden af bryggeriet til Øllets Dag, og fik smagt lidt mere på deres øl, og det er slet ikke så dumt endda.
- Herodes er ikke et kommercielt bryggeri, men de har været med nogle gange efterhånden, og de har altid en masse spændende øl med. De har i år ikke frigivet en liste, men jeg er ikke i tvivl om, at der er noget at komme efter. Lidt i samme boldgade vil jeg gerne nævne standen for håndbryggere, hvor man tit kan finde en sjov eller spændende oplevelse.
- Det Lille Bryggeri i vandt 2020 Danske Ølentusiasters kåring af årets bryggeri, så der er i hvert fald en solid fanbase til øllet derfra. Jeg har altid selv været en tur forbi, for at smage på årets humlemord, men man skal overveje hvornår man vil humlemyrde sin mund, for det plejer at være ret markenat og også ret bittert.
- Jeg kunne også sagtens reservere en plads til hver af Dry&Bitter, Flying Couch og Gamma, men jeg håber, at de vil tilgive mig for, at jeg slår dem sammen i et punkt, for de hører alle tre til helt i top over danske bryggerier. De er hver især fremragende på det humlede øl, men laver også rigtig fine sours og stouts. De skal alle tre besøges. Derom kan der ikke herske nogen tvivl, selv om jeg ikke giver dem en plads hver.
- Herslev Bryghus skulle også være et par poletter værd. Jeg støder ikke selv så ofte på deres øl her vest for Lillebælt, men de brygger altså nogle ret solide øl, som skiller sig lidt ud. De har bl.a. deres hvedeøl med asparges og deres øl med hø, der i hvert fald i sin tid var en markant nyskabelse, selvom jeg faktisk ikke umiddelbart var med i fanklubben dengang. Siden er der kommet en del fine øl i Mark-serien.
- Hvis du er til cask ale, eller bare ikke har prøvet det endnu, så er et besøg hos Charlie’s et must. Det kan man ikke komme udenom, for det kan være en utrolig fin oplevelse med en håndpumpet engelsk ale. Charlie’s medbringer ti forskellige, som vil blive serveret seks af gangen, så der skulle være noget for de fleste.
- Mest fordi jeg overhovedet ikke kender nogen af dem, så vil jeg da gerne selv en tur forbi fællesstanden for SharktorBrewing, Pleasanti Street og Proudmane Meadery. Det ser spændende ud, men om det er godt eller dårligt spændende, har jeg ingen idé om. Der er en fin vifte af stilarter indenfor øl, og så er det altså også godt med en vellavet mjød en gang imellem.
Udover de ti nedslag, som også sagtens kunne have set anderledes ud, så er jeg sikker på, at der er rigtig mange fine øloplevelser på festivalen. Der er bryggerier jeg burde nævne, ligesom der ikke er blevet meget plads til year of the lager på min liste. Mit allerbedste råd er, at man skal lade sig overraske og vælge noget, som man ikke nødvendigvis normalt ville gå efter. Det undergraver godt nok det meste af min egen liste, men det synes jeg ikke gør noget. Få nogle gode snakke med andre gæster og hør hvad de har været glade for. Snak med bryggerne og de frivillige på standene, for de har helt sikkert en god historie eller et godt råd til hvad netop du skal smage.