De 10 nominerede til Årets Øludgivelse 2021
At finde de bedste udgivelser er altid en kunst i det hav af nye der hvert år rammer den danske ølhandel. Meget er naturligvis afhængigt af hvad man har nået at smage selv, mens andre udgivelser har nået et popularitet, som nærmest går forud for indtagelsen af øllen. Det er med til at skabe levende events og vækker en stor nysgerrighed og fællesskab blandt ølelsker.
De nominerede til Årets Øludgivelse 2021 er…:
Herslev Bryghus Procent-serie
Herslev har lavet en serie af frokostøl, hvor smagen er i centrum, mens procenterne er i bund. Fælles for øllene, hvor højdepunkterne findes blandt vildtgærede øl, byg- og rugvin, men også IPA, Quadrupels og pilsnere, er, at smagen er i centrum. Derfor er Herslev Bryghus’ nye serie af frokostøl som man kan køre hjem på, heller ikke udviklet med en specifik alkoholgrænse for øje; det har altid været smagen først. I deres nye serie af frokostøl finder man derfor øl fra 0,2 til 2 %. Alle smækfyldt med smag og med til at give tendensen om flere og bedre alkoholfrie øl vinger.
Amager Bryghus Double Black Mash 2021
Det er blevet et tilløbsstykke af dimensioner, når Amager afholder release på deres årlige udgivelse af DBM-serien. Flaskerne på forskellige fade, samt den dobbeltmæsket gigant holder en kvalitet, som ikke er til tage fejl af. I år var der tale om en Rye, en American Whisky-blend og en Coconut. Serien vandt sidste års pris og niveauet er bestemt ligeså højt i år.
Fanø Bryghus Økuller
Fanø har for alvor meldt sig ind i rækken af danske bryggerier, som formår at lave fadlagring af højeste kvalitet. Der kunne have været tale om flere udgivelser i år, men valget er faldet på denne øl, brygget i samarbejde med Beer Here, lagret på Stauning Whiskey-fade og polynesiske vaniljebønner og tilsat muscovado og kakaobønner. Tyk, flydende chokolade, med en kant af læder, rosiner og kaffe og et strejf af tjære.
To Øl Mine Is Bigger Than Yours Port & Bourbon
Denne barleywine-udgivelse får nye dimensioner år for år og er i år lagt på portvin- og bourbonfade. Den er af mange blevet beskrevet, som det absolutte højdepunkt under den forgangne Barleywember. Intens sødme, kompleks, vinøs, fyldt med mørke frugter og et strejf af kokos. Portvinen er ikke til at tage fejl af.
BrygBrygBryg Beerbloggers Barleywember
BrygBrygBryg har gjort det til en tradition at lave stort anlagte releasen med jazzmusik og videoer og skøre happenings. Reelt kunne de ligeså godt have været nomineret for nogle af disse, men valget er i stedet faldet på denne belgisk-inspirerede barleywine på og med bourbon. Den er brygget som en hyldest til indsatsen med at fejre stilarten i november måned. Sød, let boozy, masser af bourbon og eg, samt appelsin og honning.
Alefarm Afterglow
Der udgives uendelige mængder IPA’er, DIPA’er og TIPA’er herhjemme og derfor skal der noget særligt til at skille sig. Det har Afterglow gjort i år. En fyldig, frugtig DIPA med klare noter af grapefrugt, græs, mango og et modne appelsiner. En flot blød krop og en ret begrænset bitterhed
To Øl Yule M%&?!&k Bourbon BA (2021)
Endnu et ventet, årligt tilbagevendende mesterstykke fra To Øls store fadlagringsprojekt. Milk Stout på steroider. Tyktflydende, olieret og lækre noter af chokolade, kaffe og vanilje. Det er med god grund at den er blevet en af de helt store juleklassikere herhjemme. Den stikker ud og rager op og sætter en tyk streg under To Øls versatilitet, som strækker sig fra den enkle, velbryggede lager til supermarkedssalg og de store komplekse stouts og sours.
Dry & Bitter Winter Series
Dry & Bitter ramte plet med deres Winter-serie, bestående af en single, double og triple IPA. Sidstnævnte har været en af de mest markante stilarter i det forgange år og Dry & Bitters Hexagon har været én af de absolut bedste af slagsen. Dry & Bitter holder sig med denne serie, deres Double Dippy Doo og Triple Trippy Too helt på toppen af den danske IPA-scene.
Amager Bryghus American Outlaw
Denne serie er retteligt fra 2020 (og vi afventer spændt dette års release), men da de udkom efter sidste års DBBA, har de fundet vej til årets nomineringer. Der er tale om den optimale blanding af historiefortælling, det vilde vesten og leg med alle tænkelige former for fade og stilarter. I denne omgang var der tale om en Doppelbock, en quadruple og en stout og tre karismatiske banditter.
Kasper Brew Co. & Bryggeriet Umage Joker & The Thief
En anden spændende tendens i år, som denne øl er et resultat, er at blende forskellige stilarter – i denne sammenhæng stout og barleywine. Her står begge øl klart og tydeligt frem og giver en dejlig øl med ristetheden, chokoladen og lidt lakrids fra stouten og de tørrede frugter, karamellen og sødme fra barleywinen. Der er samtidigt tale om et collab, som samler de to selvstændige bryg i ét.
Sådan stemmer du
Nomineringerne til Årets Øludgivelse 2021 sker på baggrund af indstillinger af en ekstern jury bestående af sidste års vindere/nominerede og Beerbloggers.dk. Ingen har kunne indstille sit selv, ligesom medlemmer af BBdk ikke har kunne indstille hinanden på tværs.
Selve afstemningen starter 20/12, og “stemmesedlen” være tilgængelig online og fremsendes via invitation til de enkelte bloggere og branchemedlemmer. Der er én stemmeseddel tilgængelig pr. invitation. Afstemningen løber frem til og med d. 7/1-2022.
Det hele kulminerer i et stort og hyggeligt liveshow/uddeling fredag d. 21/1 på taproomet hos Alefarm Brewing i Greve – vi glæder os til at se jer enten dér eller online.