De bedste specialøl 2023 – ølnørdernes dom
Vi har igen spurgt en lang række ølnørder: “Hvilken var den bedste specialøl, du smagte i det foregangne år?”
Det var ikke et krav, at øllen var udgivet i 2023, men blot drukket i 2023.
I 2022 var de bedste specialøl især Imperial Stouts og Barley Wines (særligt de fadlagret udgaver), ligesom flere ølnørder også pegede på IPAs, som deres favorit øl det pågældende år. De syrlige øl, der var meget populære i 2021, var næsten helt udeladt i 2022.
Imperial Stouts og Barley Wine er – selvfølgelig fristes man til at skrive – igen aktuelle i 2023, mens IPA’erne kun er repræsenteret med en øl, hvilket er en stor tilbagegang ift. de foregangne år.
Til gengæld har de syrlige øl taget revanche i 2023 ift. året forinden. Her er det især én syrlig øl fra Observatoriet, som er nomineret til Årets Danske Bryggeri 2023, der fører an.
I den lidt mere kuriøse afdeling, så er der faktisk kun to øl på nedenstående liste, der er nomineret til Årets Danske Øludgivelse 2023; Alexander The Great fra Hjort Beer og Neu Zealand fra Bad Seed.
Kun fire af de nominerede bryggerier – to danske og to udenlandske – er repræsenteret på denne liste, hvilket jo må betyde, at flere bryggeri end “blot” de nominerede holder et højt niveau på deres udgivelser.
Generelt er de fadlagret øl fortsat meget populære, så det kan bryggerierne jo skrive sig bag øret som en “genvej” til ølnørdernes hjerter. Det er nemlig hele 12 ud af 16 af de nævnte øl, der er tøndemodnet.
Nedenstående øl er i øvrigt ikke indsat i en prioriteret eller vægtet rækkefølge, men er blot indtastet løbende, som de spurgte ølnørder er vendt tilbage med deres svar på den bedste specialøl i 2023.
Penyllan – Malene (Vintage 2015)
Wild Ale (Barrel Aged)
Grundøllet er en Imperial Black Ale, som har været lagret på Bordeau fade med kirsebær og vildtgær. Resultatet er en dyb og cremet fadsmag af syrlige kirsebær. Denne bombe af smage er virkelig en oral orgasm, og en øl der virkelig sætter Danmark på verdenskortet.
Bonus: Der blev kun udgivet 132 flasker af Penyllan Malene, så finder du den, skal du ikke tøve med at købe.
Anbefalet af Kenneth Ditmar – manden bag Danske Øl Folk og YouTube-kanalen Craft på Dansk (se en anmedelse af Penyllan Malene her).
Moersleutel & Lervig – Barcode Red & Blue
Imperial Stout (Barrel Aged)
Endnu engang har Moersleutel, denne gang i collab med Lervig, lavet endnu en helt fantastisk øl i Barcode-serien.
Denne fadlagret stout, som har ligget 13 måneder på Middleton Very Rare irske whiskeyfade, er helt igennem blød, rund, fyldig og balanceret stout – ren flydende kærlighed. Prøv den før eller sammen med din nabo!
OBS! Moersleutel er nomineret til Årets Udenlandske Bryggeri 2023.
Anbefalet af Michael Boye – ølblogger under aliaset Boyes Beerblog.
O/O Brewing – 100.2 Barley Wine (Calvados) 2021
English Barley Wine (Barrel Aged)
I år rundede Rookiebeers 1.000 anmeldelser, og jeg har smagt mange gode øl, hvor Anchorage Brewing Co – Wendigo (Batch 2) var jubilæumsøllen
Årets Bedste Specialøl 2023 er dog ikke en øl til 500 kr, men 100.2 Barley Wine (Calvados) 2021 fra svenske O/O Brewing. En fuldstændig forrygende fadlagret Barley Wine med duft og smag af sød tobak, ristet malt, karamel, fad og æblemost. Det bliver ikke meget bedre.
Anbefalet af Søren Dissing Andersen – ølblogger under aliaset RookieBeers.
Hjort Beer & Volta – Alexander The Great (Vintage 2019)
Wild Ale (Barrel Aged)
Udgangspunktet er en en Baltisk Porter opskrift, Alexander fra Hjort Beer, der er blevet gemt væk på Tempranillo-rødvinsfade sammen med brombær og vildtgær i en spansk grotte i 3 år hos bryggeriet Volta.
I glasset opleves et væld af frugtige eksplosioner fra både druerne og brombæren. Dette fuldendes af den kraftige baseøl, der giver en ekstra fyldig krop, man ikke tit oplever i vildtgæret øl. Et gennemført lækkert collab.
OBS! Alexander The Great er nomineret til Årets Øludgivelse 2023.
Anbefalet af Anders Seistrup Sørensen – den ene part i Beercause og personen bag podcasten Der er et Øldigt Land.
Willibald Farm – Williblad Export
Dortmunder
Årets øl for mig er Willibald Export. En 6,5% Dortmunder fra Canadiske Willibald Farm Brewery. Drak den i store mængder til årets MBCC i mellem en ligegyldig suppe af pastry lort og smoothie gylp.
Her var Willibald Export et forfriskende lyspunkt og en fuldstændig formidabel nøgen øl.
Anbefalet af Simon Kirkegaard – personen bag HopDaddy, Thisted Bryghus-entusiast og en del af Gastromand.
Bad Seed Brewing – Neu Zealand
Pilsner
Det er svært i år, fordi der er rigtig mange gode udgivelser. Selvom Neu Zealand ikke scorede topkarakter (“kun” 4,5 af 5), så står den som årets bedste oplevelse.
Sammenspillet mellem humlernes newzealandske frugtighed og tyske urter passer supergodt til den sprøde pilsnerkrop. Et mesterværk, der fortjener at blive fast sortiment!
OBS! Neu Zealand er nomineret til Årets Øludgivelse 2023.
Anbefalet af Martin Emtekjær Andersen – ølblogger under aliaset Ølformation.
Det Lille Bryggeri – The Old Forge Belgisk Tripel Barrel Aged Calvados
Belgian Tripel (Barrel Aged)
Det er svært at komme uden om Årets Danske Bryggeri 2023. René Hansen laver ofte øl på meget højt niveau, og jeg vælger at pege på “The Old Forge Belgisk Tripel Barrel Aged Calvados” som den bedste øl jeg har smagt i 2023.
Det er en Belgisk Tripel i tråd med hans jubilæumsbryg og denne gang lagret på Calvados træfad. En samtidig kompleks og letdrikkelig smagsoplevelse der kalder på mere.
Anbefalet af Klaus Rehkopff – Landsformand hos Danske Ølentusiaster.
Kasper Brew & Bryggeriet Umage – Joker & The Thief (2022)
Stoutwine
Der er en enkelt der lige skiller sig ud: 2022-udgaven af Joker & The Thief fra Kasper Brew og Bryggeriet Umage. Jeg smagte den sidste jul og igen under det nyligt overståede #BarleyWember – og begge gange var det en oplevelse ud over det sædvanlige!
For mig er den et fuldendt eksempel på, hvordan balancen i en stoutwine skal være og den indkapsler essensen af både stout og barley wine til perfektion.
Anbefalet af Morten Sørensen – ølblogger under aliaset Morten Smager Øl.
Observatoriet – Tableau
Wild Ale Grisette (Barrel Aged)
Bedste specialøl fra Danmark i 2023? Uden tvivl Tableau. Den er så tilgængelig og samtidigt virkelig smagsfuld for en så “lav” alkoholprocent (4.5%).
Alt fra krop til smag, aroma og kulsyre er bare så smukt balanceret med noter der minder om en ung lambic og geuze. Fantastisk håndværk fra Simon.
OBS! Observatoriet er nomineret til Årets Danske Bryggeri 2023.
Anbefalet af Filip Fernando Acosta Harvey – ‘hvem-er-det-der’-parten i Beercause.
Observatoriet – Tableau
Wild Ale Grisette (Barrel Aged)
Tableau er på mange måder en helt vild grisette. Let syrlig, fantastisk afbalanceret og yderst tilgængelig. En ærbar, forfriskende øl, hvor den vilde gær danser pardans med Citra og Hüll Melon humlerne.
Tableau cementerer Observatoriets plads som Danmarks bedste surølsbryggeri, som altså også har brygget årets bedste øl efter min mening.
OBS! Observatoriet er nomineret til Årets Danske Bryggeri 2023.
Anbefalet af Kasper Mundt-Nielsen – ølblogger under aliaset BareGodSmag og redaktør hos ØLentusiasteN.
Observatoriet – Tableau
Wild Ale Grisette (Barrel Aged)
Det kræver mod at lancere en øl, der tilsyneladende har en så snæver målgruppe. Ikke bare vildgæret og let syrlig, men også en øl der har et lidt lavere alkoholindhold end gængs for stilen.
Og alligevel leverer Simon en velafbalanceret omgang øl, der på næsten magisk vis kan behage både erfarende kendere, og nysgerrige nybegyndere. Let drikkelig, let tilgængelig, kompliceret og med stor dybde.
OBS! Observatoriet er nomineret til Årets Danske Bryggeri 2023.
Anbefalet af Jesper Hjortshøj Petersen – ølblogger og hjemmebrygger under aliaset Dear Hill Brewing.
Root + Branch – Everyone Levitates Above Their Own Sea Of Hell
New England Double IPA
Øllen med det mundrette navn “Everyone Levitates Above Their Own Sea Of Hell” fra Root + Branch Brewing er min favorit øl i 2023, fordi den er brygget til perfektion i forhold kvalitet, kompleksitet, balance og drinkability.
At brygge en DIPA, der fremstår så kompleks og balanceret og uden den mindste fejl eller astrigens er en kunst!
Anbefalet af Lars Jørgensen – personen bag ølbloggen Beerstories, der bl.a. gør sig på YouTube med interviews og how-to-guides.
Amager Bryghus – Tiny Batch Serie: Angel Of Darkness
Quadrupel (Barrel Aged)
En af de allerbedste, jeg har smagt i årets løb, er Angel Of Darkness fra Amager Bryghus’ temmelig oversete Tiny Batch Series.
En Quadruppel, der har ligget 31 måneder på Kentucky Straight Bourbon fade, og som har udviklet sig til en forrygende, portvinsagtig drik fra en anden verden. Navnet er i øvrigt helt forkert. Den burde hedde Kiss the Sky.
Anbefalet af Paul Hertz – ølblogger under aliaset SuperPolle.
Amager Bryghus – Double Black Mash: Bourbon BA 2023
Imperial Stout (Barrel Aged)
Valget må falde på DBM – Bourbon 2023-udgaven fra Amager Bryghus, som jeg smagte på udgivelsesdagen og blev inderligt glad af!
Øllen er en tyk og cremet Imperial Stout med en fed mundfylde, der får den til at minde om en chokoladesmoothie. Store noter af bourbon, tørret frugter/rosin, mørk chokolade, karamel, kaffe og en varm afrundet samt behagelig alkohol.
Anbefalet af Alex Bjærge Larsen – medejer af Beer Hive og Brewsketeers.
Anchorage & Evil Twin NYC – A Deal With Evil
Barley Wine (Barrel Aged)
Anchorage er i forvejen kongerne af Barley Wine, og denne er nok en af deres bedste! En perfekt Barley Wine oplevelse med uendeligt mange lag. Vinfadene giver nogle lækre tanniner, syre og mørke frugter, som bryder flot igennem den søde og karameltunge maltsmag.
Læg det sammen med lækre nuancer af vanilje, krydret eg og kokos fra bourbon fadene, og du har opskriften på en fremragende øl.
OBS! Evil Twin er nomineret til Årets Udenlandske Bryggeri 2023.
Anbefalet af Peter Vad Godtberg Jensen – ølblogger under aliaset The Master Of Hoppets og brygger hos Bad Seed Brewing
Brouwerij ‘t Verzet – Baby Jesus
Imperial Coffee Porter (Barrel Aged)
Årets øl er for mig fra Belgien, nemlig Baby Jesus fra ‘t Verzet. De kalder den en Imperial Porter, men det er noget vrøvl! He, he… Det er en Imperial Stout.
Av, 10 % og rigelig af alt det gode, som denne moderne version kan tænkes at byde på! Fin fornemmelse af blød malt, et stænk kaffe og tørrede frugter. Glædelig jul til alle og på glædeligt gensyn.
Anbefalet af Carsten Berthelsen – ølforfatter og medvært bl.a. Ølpodden og Smagen af Øl.