Anbefalinger: Påskeøl, helt uden påske!

Anbefalinger: Påskeøl, helt uden påske!

Ifølge gammel skik skulle det gode juleøl strække helt til brygning af påskeøllet. Derfor siges det at julen varer lige til påske.

I dag er påskeøllet en bred ting. Ipa, saison, overgærede ales, og bock. Både som doppelt og Frühlings. Men faktisk er det danske påskeøl oprindelse en kraftig Doppeltbock brygget af de tyske Paulaner munke. En øl med masser af det hele, der skulle give styrke til de 40 dages faste. Det flydende brød eller frelserens øl, en Salvator.

Faktisk blev ølstilen så populær at et hvert sydtysk bryggeri med respekt for sig selv havde en Salvator Doppeltbock i deres sortiment. Men ak, den gik ikke. Den eneste øl brygget til frelseren selv, skulle komme fra Paulaner munkene. Derfor ses der stadig i dag Doppeltbock med -tor betegnelsen, Animator, Celebrator ja sågar Rolator. En hyldest til bryggerens svigerfar.

Stilarten vandt også indpas i Danmark. Og i 1899 kom Thor fra Randers med den første Påskebryg. Siden fulgte Tuborg trop og lancerede deres Påskebryg i 1906.

I dag kender vi kun til J-dag. Men forløberen P-dag lancerede Tuborg allerede i 1950’ med druk fra morgenstunden og med scener der for nutidens J-dag til at blegne.

Der findes i dag en lang række påskebryg på hylderne i diverse supermarkeder og ølhandler, men hvad hvis der ikke må stå påske på øllet? Og hvad skal der indtages til?

En bred vifte af ølbloggere kommer her med deres bud.

BeerdedBastard (Sonny Palle) anbefaler:
Herslev Bryghus – Økologisk Pale Ale


Du står i køkkenet. Du har haft travlt hele formiddagen.
Frikadellerne er stegt. Leverpostejen hygger sig i ovnen, baconen er lige taget af panden. Fiskefileterne skal bare lige lunes.

Det hele spiller…
Men der mangler en vigtig ting, før alt spiller og det for alvor bliver påskefrokost.
Du kigger på det tomme bord…

Der er ikke længe til gæsterne kommer…
Du tager en dyb indånding, stikker hånden i køleskabet og hiver en halv liter Økologisk Pale Ale ud.
Uhh, det er den opdaterede udgave fra Herslev Bryghus… Men en ½ liter. Nu…
Ja, det er sgu tiltrængt…
Du finder et glas, nej du finder et par stykker. Der kunne jo snart komme gæster.
Du knapper den op, og hælder den i glasset…

Hvad er det du ser, det er jo nærmest påske i flydende form. Farven passer perfekt til dine hjemmehæklede påskekyllinger, påskeliljerne der står og venter på at komme på bordet, de gule servietter, der skal imellem tallerknerne.
Du føler dig pludselig lidt bedre tilpas.

En stor slurk. Lige ned i løgneren…
Den friske, kølige smag af forår rammer tunge og svælg. Skyller frikadelle-os og bacon-smog væk fra din tørre mund og svælg.

Den læsker dejligt. Du tager en tår mere. Du mærker lækre tropiske noter, der glider over tungen, du får lidt frisk citrus og en mild bitterhed. Pludselig føler du dig helt opstemt, og så ryger tanken på procenterne…

Hvor stærk er den lige, siden to slurke kan løfte humøret på denne måde???
Men det er ikke de sølle 4,9%, det er smagen af godt øl der har løftet humøret, og mens kyllinger, påskeliljer, tallerkner, servietter, og det kolde bord bliver dækket, glider påsken lige så stille ned, og du er klar.

De første gæster kommer, du er helt klar, og skænker øl som velkomstdrink, og du ser påske-roen komme over dem, snakken går og i er klar til at sætte jer til bords.

Men hov, hvor var det nu lige jeg fik fat i den henne… Åhh jo, det er jo såmænd bare et smut forbi Herslev Bryghus eller deres webshop…

ThorBeers (Thor Abildgaard) anbefaler:
Privatbrauerei Ayinger – Celebrator Doppel Bock


For mig er det uden tvivl en klassiker til påske. Øllet kan gå til langt de fleste stegte retter på påskebordet. Både frikadellen og den lune leverpostej plastret til i bacon har det godt med den fyldige Doppeltbock.

Celebrator er modsat Salvatoren ikke nær så sød. En lækker malt krop der giver fylde og lette noter af mørkt brød, let røget note og balanceret af en tilpas bitterhed.

Ifølge Biblen spiser vi lam til påske, da Jesus blev ofret som et uskyldigt lam. Så den skik følger jeg. Altså med lammet…
Jeg serverer hvert år Celebrator til den saltdejsindbagt lammekølle. Pikeret med rigelige mængder hvidløg og rosmarin. Og tilberedt direkte i gløderne/kullene. Det saltede krydrede let røgede lam passer perfekt til den malt fyldig øl.

Kan købes på Klosterbryggeriet.dk

Skål og velbekomme.

Mis_beer_have (Rikke Petersen) anbefaler:
Brasserie Dupont – Saison Dupont


Til påskebordets lette, lyse og grønne retter, fx helt friske og sprøde asparges, der anbefaler jeg Saison Dupont fra Brasserie Dupont.

En klassisk Saison på 6.5% (fås fx i Kvickly Allerød eller Den Belgiske Ølbutik) Let, frisk, med en let krydret note fra den belgisk gær, og med et pikant hint af syre som afslutter.
Syren er dog kun lige nok til, at man bemærker den. Sublim tørstslukker og lækker til netop forårets asparges og andre lette lyse/grønne forårsretter.

Danske alternativer kan fx være Ebeltoft Gårdbryggeri – Saison (kan fås fx i Kvickly Allerød) eller Midtfyns Bryghus – Grisette (fås fx i SuperBrugsen i Odense)

Hopskullbeerguide (Paw Riis Hansen) anbefaler:
Bad Seed Brewing – Rauchbier
Dry&Bitter – Somma


Når der skal parres øl med lam, så er der to veje at gå – er du viking? eller søger du helst mod fx indiske himmelstrøg? None the less, så har jeg 2 forskellige øl klar!

Er du vikingen, der gerne nyder din lammekølle med ingredienser og tilbehør fra det nordiske køkken, så skal du da nyde maden sammen med Rauchbier fra Danske BAD SEED Brewing – Røg, karamel, fyrretræ og krydderi fra øllet er alt hvad du behøver, når du sidder og gnasker lammekøllen ind til benet!

Søger du dog mod indiske himmelstrøg med lammekølle og couscoussalat, så skal du have en New England IPA som makker! – gerne en med humle typen Mosaic. Dry&Bitter har for nyligt frigivet deres ”Somma”, hvor der netop er Mosaic i mixet!

Smag og duft indtryk fra det indiske køkken, er noget New England IPA’s let kan hamle op med, og når Mosiac humle er i mixet, så du får også lidt bærnoter til at komplimentere couscoussalaten, der tænkeligt indeholder granatæble.

Ousen om Oel (Anders Ousen) anbefaler:
Brasserie La Blaugies og Hill Farmstead – La Vermontoise Saison


Hvad sker der når man sætter et fantastisk belgisk bryggeri, der kun brygger saison, sammen med Shaun Hill fra Hill Farmstead? Svaret er helt kort, at det bliver ret fantastisk.

Masser af klassiske noter fra malten, der er bl.a. brugt spelt, og ikke mindst fra gæren, der giver en god krydret fornemmelse, hvor bl.a. peber er en klar note. Sammen med de krydrede ting, så får man også en god fornemmelse af citrusfrugter og et lag af humle, som er bragt ind fra den amerikanske del af samarbejdet.

Øllet har en fin smag af korn og lyst brød, som bliver fremhævet af en god og frisk kulsyre. Slutningen har en fin bitterhed med lidt fornemmelse af citrusskal.

Garret Oliver, brygmester på Brooklyn Brewery, har engang skrevet, at hvis han kun måtte vælge en stilart til mad, så ville det blive saison, da det er en meget alsidig øl med en god balance mellem friskhed, krydderier og kompleksitet, så derfor vil den kunne gå til flere af retterne på et frokostbord, lige fra silden med karrysalat, varmrøget laks over stegt svinekød, men også til de skidne æg, hvis man er til den slags.

Saison kan sagtens matche en hel del fedme og også en god portion krydderier, så æg i opbagt sovs med sennep vil være et glimrende valg. Hvis man stadig har lidt Vermontoise tilbage, når man når frem til osten, så prøv den lige til en gouda, brie eller måske en camembert

Kan købes på Drinkabeer.dk

Copenhagen Beer Traveler (Niklas Dietz) anbefaler:
Thyras Bryg – Belle Saison


Påsken er oplagt til bock’er og saisoner. Der står nærmest skrevet former med store, fede kyllingegule kapitaler henover begge. Du finder desværre ikke de bedste i det traditionelle påskesortiment, men så må vi jo lige gå bagom kulisserne.

Jeg har sat mig for at gennemteste et dusin lækre saisoner i år. Og jeg er mildest talt imponeret over standarden på det danske marked. For blot at namedroppe et par stykker, så er Sunshine Salle fra Sidekick, Yeaster Bunny fra To Øl og Chief fra Hoppe.beer glimrende bud på påske-saisoner. Men den absolutte anbefaling falder i år på Belle Saison fra Thyras Bryg.

Belle Saison er noget nær Michael Lind Olsens flagskibsbajer og den har leveret varen i flere sæsoner snart. De seneste udgaver er modificeret lidt ved at sænke alkoholprocenten fra +7 til 6%. Man har bevaret den samme bløde, frugtige og let syrlige anslag og den adskiller sig lidt fra den normale Saison ved at være mere rund, men mindst lige så “belle”-venlig.

Øllen er ideel til æggemaden, den grønne asparges, påske-tartelleterne og i virkeligheden også bare på terassen eller altanen så snart forårssolen kigger frem.

Øllen kan anskaffes hos Wika Meny, Meny Taastrup og Thyras Brygs webshop

Craftbeervalkyrie (Elise Bøhmert) anbefaler:
Åben – Stolen Citrus Fruits


Hvad pokker er en påskedessert egentlig?!
Jeg aner det ikke, så jeg har valgt en dessert, der er frisk, sød og bare skriger forår og det er nok min absolutte ynglings dessert.
Nemlig… Citronfromage.

Lækker med frisk balanceret syrlighed og sødme, spækket med citron smag og selvfølgelig med masser af flødeskum.
Men hvilken øl passer så til citronfromage?
Ja hvis du spørger mig er svaret klart…

Man går da all-in på citron og drikker ‘Stolen Citrus Fruits’ fra Åben.

Øllen er en berliner weisse lavet med blod appelsin, lime, citron, appelsin skal, calamansi og mælkesyrekultur. Smagen er fuld af både søde og sure citrusfrugter, og med en afsluttende mild smag af yoghurt.

Eliska (Eliska Hansen) anbefaler:
Kamenice Nad Lipou – IPA 15
Axiom – Tacticool Dipa


Til traditionelt tjekkisk påske hører uden tvivl lammekød.

Tag dig god tid, mariner den gerne dagen før i jomfruolivenolie, citronsaft, hvidløg, salt, friskkværnet sort peber, enebær, laurbærblade og frisk rosmarin.

Skær små kartofler i halve, salt dem, dryp med olivenolie og fordel dem på en større bageplade. Læg benet på kartoflerne, tilsæt rosmarinkvistene og laurbærblade, der er tilbage fra marinaden.

180° C i 45 minutter. Hæld gerne resten af marinade over kødet under stegningen, så det ikke tørrer ud. Lad kødet tildækket hvile i yderligere ti minutter før servering.

Til denne ret passer perfekt til frisk, let bitter og afbalanceret IPA 15 fra bryggeriet Kamenice nad Lipou. Alternativt Tacticool fra Axiom en west coast dipa med noter af grape og appelsin. En tilpasset malt krop og bitterhed, men med voldsomme 100 ibu

A Word On Beers (Niels Kristian Skjærbæk) anbefaler:
Brouwerij St. Bernardus – Abt 12


Skulle du falde over noget lammekølle eller lignende i påsken, så spring gerne på denne mørke, stærke og komplekse belgiske øl. Selvom den er både kompleks, mørk og stærk er det alligevel en ualmindeligt let drikkelig øl.

Hvis ikke menuen står på lam passer Abt 12 fra Brouwerij St. Bernardus også fremragende til en god oksebøf.

Springer du maden helt over og faster passer Abt 12 altså også ret godt til en stille stund i stuens dybeste lænestol. Skål!

Ugens Øl (Jesper Lambert) anbefaler:
Ebeltoft Gaardbryggeri – Wildflower IPA


Påskefrokost er et stort lækkert rod af retter. En ret, der altid er på vores bord er laks. Hvad enten den er røget, gravad eller lavet til rillette, som er min personlige favorit, kræver laks noget mod- og medspil.
Til laksen kan jeg anbefale Ebeltofts Wildflower IPA. Den er tilpas let og frugtig med dens syrlige citrus og ananas til at give det helt rette modspil.

Hyldeblomsten og de mere florale noter ligger sig rigtig også rigtig flot op af både røgen og urterne i din laks. Den kan næsten ses som erstatning for rævesovsen. Glædelig påske!

Beercause (Anders Seistrup Sørensen) anbefaler:
Krenkerup – Doppel Bock


Krenkerup Doppel Bock er den absolut bedste madøl i Danmark. Det er en utrolig velbalanceret og ren maltdreven øl, brygget efter de tyske traditioner for Reinheitgebot.

Den passer perfekt til det kolde bord, til den varme leverpostej, de lune frikadeller, til mørbraden og hvad der nu engang bliver serveret. Selv fiskefilet kan den komplimentere.

Og så er den genial til gryderetter, hvis man skulle have noget tilovers efter påsken er overstået. Generelt er det en øl, man ikke kan købe for mange af.

Hyggefar (Mikkel Holst Høiberg) anbefaler:
Mikkeller Baghaven – Havnesæson


Havnesæson blend 3 fra Baghaven kan fås hos Mikkeller & Friends og på Køl kolber.com. Saison fungere godt til krydret mad, derfor også til Karrysild.

Her giver humlerne fine citrus noter, som spilder godt sammen med laks, rejer, fiskefilet etc.
Saison er i mine øjne en rigtig god mad øl. Alternativer kan være Hoppe.beer og Jester King.

De Dyre Dåser (Anna Marie Birkbak og Malene Nyhus Laursen) anbefaler:
Svendborgsund Bryghus – Brown Ale

Svendborgsund Bryghus Brown Ale sælges på Craftmakerscollective.com

Vi synes Brown Ales skal fremhæves mere! Derfor vil vi gerne pege på Svendborgsund Bryghus’ Brown Ale til årets påskebord. Passer fremragende til lam og det meste smørrebrød med kødpålæg, men også til de faste, fede oste med diverse tilbehør.

Det sydfynske bryghus leverer altid solide øl, og i denne udgave finder vi en flot mørk øl med masser af skum. Den er rund og cremet uden at blive for tung i glasset, og så har den en fin finish med lakrids, der lige gør den sjovere end alle de andre Brown Ales.

Man kan sagtens drikke hele flasken selv! Kan hentes ved sundet i Troense eller bestilles på hjemmesiden – evt. også i mindre specialforretninger. Dammbergs Ølmagasin på Vesterbro forhandler dem også.

Hopdaddy.dk (Simon Kirkegaard) anbefaler:
Ebeltoft Gaardbryggeri – Wit

Påske betyder forår, og forår betyder hvide asparges.

Smørdampede hvide asparges med pillede rejer, pocherede æg og hollandaisesauce. Top eventuelt med stenbiderrogn.

Til en sådan ret vil du gerne have tre ting: syre, diskret sødme og friskhed, eventuelt en krydret undertone til at give lidt modspil.

Ebeltoft Gårdbryggeri Witbier er det perfekte match med sin lette syrlighed, krydrede noter af koriander, sødmefulde noter af appelsinskal og friske karbonering.

Kan købes ved Brygshoppen.dk

Posted in BeerBloggersDK, Øl og mad and tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *