De anderledes øloplevelser i 2022

De anderledes øloplevelser i 2022

2022 bliver året, hvor danskerne endelig kan komme ud og få de helt store øloplevelser uden skyggen af corona. Eventmagerne er tilbage med fornyet kræfter – og med større opfindsomhed nogensinde.

Som ølentusiast kan man endelig se frem til restriktionsfrie ølfestivaler hele sommeren (syv-ni-tretten). Det gælder både de helt store arrangementer som Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet, Mikkeller Beer Celebration Copenhagen i Øksnehallen, samt de mindre lokale festivaler som f.eks. Beers Behind Bars i det gamle Horsens Statsfængsel, RØV i Ringsted, Køge Øldag, Esrum Ølfestival og (forhåbentlig) Rowdy Hops i Aarhus.

Dette indlæg handler dog ikke om de klassiske ølfestivaler med ølboder og poletter, men i stedet er spotlyset drejet over på de eventmagere, der giver de ølhungrende danskere en anderledes øloplevelse.

11. – 21. maj 2022: Copenhagen Beer Week

Copenhagen Beer Week har til formål at samle københavnere og turister om øllets verden over flere dage med fede events på gaden, på torve, på byens ølbarer og restauranter – nærmest som øllets svar på gadefestivalen Distortion.

Den første udgave af Copenhagen Beer Week var planlagt til at løbe af stablen i foråret 2020, men blev udskudt til oktober 2020, da coronaen gjorde sit indtog. Da Copenhagen Beer Week 2020 endelig blev afholdt var det i en light udgave. I 2021 blev der bygget på konceptet med et officelt øltorv med ølsmagning og paneldebatter, men det var stadig med en vis form for hensynstagen til restriktionerne.

I 2022 er de endelig tilbage til udgangspunktet, hvor øl-ugen for alvor sparkes i gang med Mikkeller Beer Celebration Copenhagen og sluttes af med Ølfestivalen. I den mellemliggende tid skal turister og københavnere fristes af fede øltiltag rundt omkring i København med Øltorvet, tap takeovers, ølsmagninger, rundvisning på bryggerier, ølyoga, ølmenuer, Brewmaster’s Dinner, ølkor og eksklusive releases.

Programmet bliver løbende opdateret med nye events, og det bliver uden tvivl det mest ambitiøse hidtil.

14. maj 2022: Verdens Største Virtuelle Ølsmagning

Den kæmpe store virtuelle ølsmagning er tilbage i finpudset udgave. I 2022 udgaven forsøger arrangørerne at kombinere det virtuelle med fysiske. Selve smagningen sendes på TV2 Play og TV2 Fri. Deltagerne kan både følge med hjemmefra, som publikum i Tivoli og på storskærm fordelt på flere ølbarer rundt om i landet – fra Frederikshavn i nord, til Sønderborg i syd, Esbjerg i vest og København i øst.

Verdens Største Virtuelle Ølsmagning går derfor i år efter hele 2x Guinness World Records: Største virtuelle ølsmagning samt største ølsmagning på ‘mulitple venues’. Showet er fyldt op med live musik, beer battles, konkurrencer og et ekspertpanel med bl.a. Carsten Berthelsen.

Derudover er der indgået et samarbejde med Danske Ølentusiaster om at inddrage deres nye projekt Opdag Øllet i showet. Deltagerne bliver præsenteret for 3 øl, der alle er brygget efter samme opskrift – dog med hver sin gær for at vise, hvor vigtig gær er i øl. De 3 øl kommer fra 3 forskellige bryghuse, der blev udvalgt via en blindsmagningskonkurrence.

Og så byder Verdens Største Virtuelle Ølsmagning selvføglelig på specialøl fra 12 forskellige danske bryghuse.
Du kan se alle bryggerierne her.

Ølsmagning i Tivoli med Craft Makers Collective

17. – 18. juni 2022: Herslev Under Åben Himmel

Herslev Bryghus og Gimle (spillested og ungdomskulturhus i Roskilde) inviterer til festival på markerne omkring bryggeriet. De ønsker at præsenterer gæsterne for en fredsfyldt stemning i den idyliske landsby, Herslev lidt nordvest for Roskilde.

Begge dage kommer der til at være live musik med upcoming kunstnere, interessante talks fra folk med noget på hjertet og ikke mindst deres terroir koncept med øl og mad, der stammer fra de omkringliggende marker.

Det bliver to dage med et tætpakket program, men alligevel vil gæsterne opleve maksimal hygge og en stemning, der får pulsen heeeeeelt i bund.

Læs mere om begivenheden på Facebook her.

18. juni 2022: Musicon Vibes

Med det nye tiltag Musicon Vibes i Roskildes kreative bydel fortæller arrangørerne selv, at de har taget “ånden fra de brune værtshuse, smagen af de danske mikrobryggerier og lyden af gode dage”.

Gode dage omfatter i denne henseendende til øloplevelser med 2 scener, 8 bands, 15 bryggerier, food trucks og gratis entré. Det eneste du skal tænke på er, hvordan du kommer frem og tilbage.

Øludvalget består af både lokale mikrobryggerier, et par de mest anerkendte mikrobryggerier og et par af de meget eksperimenterende nanobryggerier.

Find begivenheden for Musicon Vibes på Facebook her.

5. – 6. august 2022: Copenhagen Beer Cruise

Hop ombord på en turistbåd i Nyhavn og nyd de næste 4 timer med øl ad libitum fra flere af de mest spændende danske og udenlandske bryggerier. Det er konceptet bag Copenhagen Beer Cruise.

2021 var det første år med Copenhagen Beer Cruise, og det har givet dem blod på tanden. De har derfor udvidet konceptet i år fra 1 afgang til 3 ekstra afgange. Der er 6 nye bryggerier på hver afgang, så er du en rigtig søulk, kan du med fordel købe billet til alle 3 afgange.

Undervejs serveres der grillede sandwich ombord og fortælles (sø)røverhistorier. Efterfølgende er der afterpaty på en af byens bedste ølbarer, nemlig Peders – Pisserendens Ølbar i centrum af København med saftige burgers og endnu mere øl.

Se de forskellige sessions og bryggerier her.

5. – 6. august 2022: To Øl City Festival AFLYST

To Øl rykkede i 2019 hjem til Danmark, hvor de købte den gamle Beauvais fabrik i Svinninge. Sidenhen har de brugt tiden på – udover at brygge øl og vækste helt vanvittigt – at gøre den gamle fabriksgrund til et sted, hvor ølglade mennesker kan få en øloplevelse med rundvisning, langbordssmidag, minigolf, bottelshop, storskærm og andre fede event.

Dét kulminerer i 2022, hvor de lancerer To Øl City Festival. En festival over 2 dage, hvor du skal forestille dig Roskilde Festival – bare med gode øl. To Øl har nemlig valgt at kombinere den klassiske ølfestival med et utal af ølboder og bryggerier fra hele verden med en musikfestival, spændende artister og teltlejr, hvor du uden tvivl kan få spillet en omgang ølbowling eller to.

Ideen er, at gæsterne det ene øjeblik kan smage på øl fra Estland, lige hurtigt drible forbi et bryggeri fra USA, snuppe en øl med ud og så ellers skråle med til en koncert. Efter koncerten kan gæsterne tanke op med øl fra Irland eller Danmark, få sig en bid brød og så ellers gøre sig klar til næste koncert.

Flere bryggerier, ciderier, destillerier og musikere er allerede offentliggjort.
Dem kan du finde her.

11. – 13. august 2022: O / Day Fest

Refshaleøens nye musikfestival hedder O (udtalt på engelsk) og er en af de nye, spændende, anderledes øloplevelser, der er dukket op i 2022. Arrangøren bag er kolding-bryggeriet ÅBEN, og i en udsendelse i podcasten Der er et Øldigt Land løfter ejer Philip Hulgaard sløret for det abstrakte navn: O er bollen over å’et i ÅBEN. Snak om full circle (hvis du forstår sådan én).

De offentliggjorte musikere henvender sig uden tvivl mest til et ungt og hipt Vesterbro-publikum med indiebands og dj-sets, men i Øldigt Land-udsendelsen fortæller Philip Hulgaard også, at O ikke bare er en klassisk musikfestival.

O forsøger at gøre tingene anderledes. Derfor har de fokus på at sætte gæsten i centrum istedet for kunstneren. Gæsterne vil desuden finde et ekstraordinært godt øludvalg med mulighed for at vælge mellem mange forskellige bryggerier, ølsmagninger og langbordsspisning.

O har endnu ikke offentliggjort nogen bryggerier, men de har offentliggjort flere spændende musikere og disc jockeys.
Find hele programmet for O her.

3. september 2022: Øllets Dag

Øllets Dag bliver altid afholdt første lørdag i september. Det var oprindeligt Danske Ølentusiaster, der i 2003 stod bag ideen om at fejrer det gode øl. Øllets Dag er sidenhen blevet en traditionsrig dag, der har bredt sig ud i hele landet, og er blevet en af de øloplevelser, man ikke skal gå glip af.

Derfor kan man 3. september i år finde ølarrangementer over hele landet. Flere steder står den lokale DØE-forening for øloplevelsen bl.a. med Øllets Dag i Frederica og i Horsens. Derudover holder flere bryggerier ekstraordinært åbent hus, eksempelvis på Thisted Bryghus, hvor de i samarbejde med den lokale DØE-afdeling byder på spændende smagsprøver fra bryggerier landet over.

Flerer ølbarer i hele Danmark kører med Øllets Dag-events på dagen, og særligt Café Langebro på Islands Brygge har i mange år været bannerfører for at arrangere et øltorv med ølboder fra en masse bryggerier.

Hold øje med Facebook-siderne for de lokale DØE-afdelinger eller din lokale ølbar, når Øllets Dag nærmer sig i september.

Double India Pale Ale

28. – 29. oktober 2022: Nordic Brew Festival

Nordic Brew Festival er i sig selv en helt almindelig ølfestival beliggende i Arena Nord, Frederikshavn. På festivalen finder du de klassiske ølboder, poletsystemet, en scene med spændende talks, ølsmagning og lidt hyggeligt live musik.

Det der gør, at Nordic Brew Festival alligevel bliver fremhævet her som en anderledes øloplevelse, er, at der simultant i nabohallen afholdes Danmarks ældeste tattoo messe, Nordic Ink Festival, hvor landets dygtigste tattoo artists deltager og konkurrerer indenfor flere stilarter.

Med billet til Nordic Brew Festival, har du således også adgang til Nordic Ink Festival og vice versa. Har du lige brug for en pause fra øllet, kan du gå ind i den anden hal og se andre mennesker blive frivilligt tortureret af blækfyldte nåle. Ja, faktisk kan du jo drikke dig lidt mod til din første/næste tattoo.

Du kan læse mere om Nordic Brew Festival her.

Hele 2022: BeerWalks

BeerWalks startede i 2021 med et par guidede gåture i København og på Bornholm, hvor bagmanden Christoffer Hundahl kombinerede byfortælling og ølsmagning. De coronavenlige, udendørs ølgåture blev hurtigt meget populære – endda så populære, at BeerWalks blev nomineret til Årets Klemme 2021 (æresprisen ved Danish Beer Bloggers Awards).

I 2022 bliver der skruet op for antallet af guidede ølgåturer. Bornholm BeerWalks har åben for tilmeldinger i juni-august, hvor turen går forbi Small Batch Bornholm, Svaneke Bryghus, Beer Here og Penyllan.

I København kan du komme på ølgåtur hele året rundt. Her har BeerWalks et samarbejde med Mikkeller, hvor du bl.a. kommer forbi Mikkeller Bar Viktoriagade og Warpigs i Kødbyen. Ja, selv på Færøerne kan man komme på en guidede ølgåtur nu i samarbejde med OY Brewing.

Du kan læse mere om de guidede ølturer og evt. booke en tid her.

Posted in BeerBloggersDK, Danske Ølentusiaster, Ølrejser, Ølsmagning and tagged , , , .

One Comment

  1. Ej at forglemme Beer Mile på Christiania Bryghus her I maj og de guidede ture med ølsmagning og fortællinger fra lokal Christianit.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *