Opskriften til den officielle CPHBW Festivalbryg 2021

Ølopskriften til CPHBW Festivalbryg 2021

Ølopskriften til CPHBW Festivalbryg 2021

Efter aftale med Christian Thomsen, Festivalchef på Copenhagen Beer Week, offentliggører vi her opskriften til dette års officielle festivaløl, Skulder ved Skulder.

Alle er velkomne til at give opskriften et skud. Arbejder du kommercielt med brygning af øl, skal bryggeriet donerere 3 kr per liter. Håndbryggere kan – selvfølgelig – brygge helt frit.

Opskriften er udviklet i et samarbejde mellem 5 bryggere:
– Michael Rahbek (Nørrebro Bryghus)​
– Mikkel Borg Bjergsø (Mikkeller HQ)​
– Philip Hulgaard (ÅBEN)​
– Jan Paul (Svaneke Bryghus)​
– Daniel Carlfeld Bjørk (Anarkist / Royal Unibrew​)

Netop Skulder ved Skulder og hele Copenhagen Beer Week, som løber fra 3. til 11. september 2021, kan du blive klogere på i podcast udsendelse hos Der er et øldigt land.

CPHBW Festivalbryg 2021

Specifikationer for færdigvaren:
ABV: 5,2 vol%
OE/OG: 12,5 %P / 1.050
TE/FG: 2,8%P / 1.011
Farve: ca. 20 EBC
Bitterhed: ca. 22 BU
CO2: 5,0 g/L
Uklarhed: Så klar som mulig

Maltsammensætning:
Pilsnermalt (ca. 3-5 EBC): 33% af total malt
Viennamalt (ca. 6-9 EBC): 33% af total malt
Münchnermalt (ca. 14-18 EBC): 33% af total malt
Carafa Type II (ca. 1100-1200 EBC): 1% af total malt (OBS! Afskallet byg()

Mæskeprofil:
Mæskeprofil afgøres af den enkelte brygger for at ramme de ønskede parametre ud fra udnyttelse og processpecifikationer.

Humletilsætninger:
1) 60 min kog: Hallertauer Mittelfrüh (ca. 3,5% α-syre)
Tilsættes ud fra egne processpecifikke beregninger tilsamlet 20-25 IBU. Det antages, at der ikke er noget IBU-bidrag fra tørhumlingen.

2) Whirlpool: Hallertauer Mittelfrüh (ca. 3,5% α-syre) 2 g/L-
Køling af WP inden tilsætning afgøres af det enkelte bryggeri ud fra procesmæssige muligheder.

3) Tørhumling: NZ Nelson Sauvin (ca. 11% α-syre), 2 g/L 12°C, tørhumling efter endt fermentering. Der vælges selv metode for tørhumling ud fra procesmæssige muligheder.

Gær/Fermentering/Lagring:
Gær: WLP 802 Czech Budejovice Lager Yeast eller tilsvarende.
Ferm.Temp.: 12 °C
Lagringtid: Op til det enkelte bryggeri ift. planlægning.

Beer Processing:
Centrifugering, filtrering og pasteurisering er op til det enkelte bryggeri ift. processmuligheder og udstyr, samt ønsker.

Ølbeskrivelse:
Bryggergruppen ønsker at fremstillen en klassisk ølstil med et moderne twist. Dog uden at øllet bliver for ekstremt. Opskriften er fastlåst så meget som muligt for, at det er de forskellige produktionssteders unikke processer, der skaber forskellene i øllet og kan være med til Storytellingen over for forbrugeren.

Valget af en ’Classic’ kommer oven på den nuværende tendens i Craft-branchen, hvor moderne lagere er ved at få sin renæssance. Indtil videre har primært Pilsnere og Dortmundere været under kærlig behandling af de forskellige bryggerier, men vi har i fællesskab valgt at tage fat på den danske forbrugerdarling – Classic.

En rimelig klassisk maltsammensætning af de forskellige basismalte – Pilsner, Vienna og Münchner – danner grobund og krop til øllet. En subtil dosering af den traditionelle Hallertau Mittelfrüh humle vil give en krydret undertone, mens tørhumling af den moderne og unikke Nelson Sauvin humle fra New Zealand trækker øllet ind i den moderne tidsalder og vil bidrage med en fotryllende aroma af bl.a.stikkelsbær og hvidvinsdruer.

Det forventes. at øllene trods samme udgangspunkt vil være ende i forskellige retninger, da bryghuse, processudstyr, vand og andre parametre vil have en indflydelse på øllet – måske mere end man regner med.

Vi glæder os i hvert fald til at smage de forskellige resultater over for hinanden!

Indlægget er skrevet af Anders Seistrup fra Beercause.

Find Beercause på Instagram og Facebook

Instagram: https://www.instagram.com/beercause/
Facebook: https://www.facebook.com/beercause

IIIPA fra To Øl Kvaszilla

Mysteriet bag To Øl Kvaszilla

Mysteriet bag To Øl Kvaszilla

Kvaszilla is coming – watch out!

I lørdags besøgte jeg To Øl City. De er stadig lidt fra opnå betegnelsen City. Men det er en drøm, de nærmer sig. Udviklingen – eller nærmere forbedringen – fra jeg besøgte dem sidste sommer til i år er i hvert fald stor: Fra to bordbænkesæt foran et lagersalg fyldt med datovarer fra De Proef tiden til en spritny Beergarden og en ølshop med helt friske forsyninger.

I ølshoppen fandt jeg to øl – altså antallet, ikke navnet – som kun var et par dage gamle. De var faktisk så frisktappet, at de ikke kunne findes på Untappd. Og. Så. Bliver. Man. Jo. Først. Rigtig. Nysgerrig!

Jeg købte selvfølgelig begge to, men særligt den ene af de to øl, bliver nok snart talk of the town. Ikke så meget pga. selve smagen eller kvaliteten på godt og ondt, men fordi den er et decideret mysterium! Den er nemlig en helt ny øltype. Eller hvad?

Øllen hedder Kvaszilla. På dåsen står den beskrevet som værende en IIIPA. Altså 3 x i. Det er jeg personlig aldrig stødt på før, hvorfor jeg lagde den op som story på min ølblog, Beercause, og spurgte, hvem der vidste, hvad en IIIPA er. Ud af de små 17.000 følgere, er der ikke én, som har kunne komme med et konkret svar. To Øl har altså umiddelbart skabt en helt ny øltype.

IIIPA fra To Øl Kvaszilla

Fra følgerne kom der en masse bud på, at det står for Triple India Pale Ale, hvilket selvfølgelig kommer af, at IIPA står for Imperial India Pale Ale, og Imperial IPA er en anden måde at skrive Double IPA, hvorfor det tredje i må hentyde til, at det er en Triple i stedet for en Double. 

Imperial versus Double IPA

Nu sidder der nok nogen ølnørder derude og falder ned fra stolen i det, de læser dette. De vil bestemt ikke mene, at Imperial IPA og Double IPA er den samme øltype.

Nogen vil pege på, at det har noget med fokus på malt versus fokus på humle. Man kan også møde nogen, som mener, at IIPA er defineret meget skarpt ift. alkoholprocenten, mens Double blot er “mere af alt det gode”.

Der er også dem, som peger på Imperial IPA primært er den europæiske betegnelse, mens Double IPA er den amerikanske. 

The Brewer’s Association har definitionen af Imperial IPA og Double IPA stående sammen i deres guidelines – altså at det er det samme – så lad os sætte en pind i den diskussion til en anden god gang. Tilbage til Kvaszilla!  

Enkelte af følgerne skød også på, at det stod for Imperial Imperial IPA – altså Double Double IPA – hvilket således skal forstås som 2×2. Det vil jo så gøre det til en 4x IPA, bedre kendt som Quad IPA, hvilket er en relativ ny stilart – i hvert fald hos de danske bryggerier – med RIGTIGT MEGET af alt det gode.

Hvad siger To Øl selv?

Første duft og tår giver dog en fuldstændig anden oplevelse end en TIPA eller QIPA bør give. Øllen er nemlig sur og frugtig! Jamen, så er det vel en Sour IPA?

På siden af øllen står der faktisk skrevet: “Monsterous IIIPA sour mashed with our House Sour Dough Culture and packed with Taulus & Simcoe hops to provide one fruity yet Zesty Beast”.

Så noget tyder altså på, at det er en Sour IPA. Men smagsmæssigt vil jeg dog mene, at der er en del ubalance i forholdet mellem Sour og IPA. Den er i bedste fald meget lidt IPA og rigtigt meget Sour. Og det giver i øvrigt slet ingen mening ift. IIIPA betegnelsen. 

Af sideveje har jeg fået tilsendt følgende interne beskrivelse fra To Øl:

Kvaszilla – 10% kettle-sour brygget med 80kg surdejsbrød fra Svinninge bageri. Tør-humlet med Talus, Simcoe og Idaho 7. (Den er ikke brygget med gæren fra sur-dejen, da det var færdigt brød, vi tilføjede). IBU: 30. EBC: 14.

Det føjer blot til mysteriet, når To Øl selv nævner, at det er en Kettle Sour internt, og kun tilskriver den 30 IBU, hvilket virker ret lavt for både en IIPA/DIPA og QIPA. Desuden står Idaho 7 ikke nævnt på dåsen, hvilket jo ellers bestemt ikke er en humle, der skal “skjules”.

Jeg har helt ærligt ikke svaret på, hvilken øltype det reelt set er. Ikke desto mindre smager øllen faktisk ganske fint. Smagen indeholder som skrevet friske frugtige noter med et mix af fersken, ananas, abrikos, clementin og citron. Syren er behagelig, men formår alligevel at stikke godt på tungen og rive lidt i kinderne. Humlebiddet kan smages, men det er ikke noget, man umiddelbart lægger mærke til i første omgang, hvis man ikke aktivt søger efter det.

Jeg kan kun opfordre til, at I opsøger Kvasvilla og selv kommer med et bud på, hvilken øltype, I mener, at det er. Er du subscriber på månedskassen hos To Øl, kan du jo nok bare læne dig tilbage og afvente på, at den kommer indad døren. Så kan du – ligesom jeg – glæde dig til at se, hvad det medfølgende blad beskriver den som. 

Vil du i øvrigt læse mere om besøget hos To Øl City, har jeg faktisk skrevet et længere indlæg om mit besøg med rundvisning og langbordsmiddag andetsteds på disse sider. Det indlæg kan du finde her.

Og bare lige for en god ordens skyld: Absolut intet på disse sider er betalt af To Øl.

Indlægget er skrevet af Anders Seistrup fra Beercause.

Anders har bl.a. også skrevet en rejseberetningen fra Oktoberfest i München og ølferie i Bamberg.

Find Beercause på Instagram og Facebook

Instagram: https://www.instagram.com/beercause/
Facebook: https://www.facebook.com/beercause

To Øl City: Rundvisning & langbordsmiddag

En dag i To Øl City: Rundvisning og langbordsmiddag

To Øl City blev skabt i slutningen af 2019, da To Øl købte den gamle Beauvais fabrik i Svinninge, som havde stået tom i et par år. Det er dog først i 2021, at området begynder at summe af ølbryggeri og så småt kan leve op til City betegnelsen.

For da jeg besøgte fabriksområdet en fredag eftermiddag i sensommeren 2020 var det lidt en fesen omgang – i hvert fald ift. mine forventninger om en kombineret bar-bottleshop a la BRUS, hvor de lokale hang ud og nød godt øl. I stedet blev jeg mødt af et lagersalg i en af de slidte fabrikslokaler med en hulens masse datovarer fra De Proef-tiden, og to sølle bordbænkesæt ude foran. Det var dét.

Og da jeg gik indenfor og bestilte en kold øl, kiggede medarbejderen underligt på mig og sagde, at man altså ikke behøves købe noget med det samme. Man kunne gå lidt rundt på lageret og få smagsprøver, så man vidste øl, hvad man gerne ville købe med hjem. Det var i sig selv en fin gestus, men jeg havde sat forventningerne op efter en fredagsbar med al dets pompt og pragt en ølby havde at byde på. 

Heldigvis kan meget ske på ét år – og meget er sket! Og fair nok, 2020 var i høj grad præget af coronaens nedlukninger. I sommeren 2021 er der heldigvis virkelig noget at komme efter!

De har nemlig både servering af øl og mad, lagersalg, minigolf, events som langbordsmiddag og rundvisninger. Med tiden er planen, at der skal være livemusik i en fabrikshal med op til 550 tilskuere – og måske endda en kombineret øl- & musikfestival, hvor de besøgende kan smage øl fra alverdens bryggerier om dagen, høre koncerter om aftenen og gå kold i festivaltelte om natten. 

Åbningstiderne i sommeren 2021 lyder:
Onsdag-torsdag kl. 12:00-20:00.
Fredag-lørdag kl. 12:00-21:00.
Søndag kl. 12:00-17:00.

Rundvisningen koster i øvrigt 100 kr per person, hvilket er mindst 75 kr for dyrt. Langbordsmiddagen kostede 325 kr per person og var særdeles fremragende. Alt det kommer jeg tilbage til længere nede.

Turen starter nemlig et helt andet sted.

Beergarden

Når man ankommer til To Øl City og drejer indad indkørslen, er deres nye Beergarden det første, man støder ind i til venstre for indkørslen godt 50 meter fremme. Til højre ligger der stor græsplæne, hvor de har bygget en minigolfbane.

Det er her mellem Beergarden og minigolfbanerne, at man parkerer bilen eller cyklen. Minigolfbanen ligger et godt stykke væk, så du skal ikke frygte vildfarne golfkugler fra spritstive polterabend-deltagere. 

Beergarden er et forholdsvis stort område med små 100 udendørs siddepladser fordelt over adskillelige bordbænkesæt og træpallesofaer, der udgør en slags lounge område. Området er pyntet op med tønder, guirlande flag og lidt beplantning, ligesom der er opstillet et par containere i bedste street food stil.

Da jeg ankommer sidder der en gruppe og ser Tour De France på en storskærm i en af containerne. Under halvtaget til fabriksvæggen står også en trailer med en kæmpe storskærm. Den får jeg fortalt, at de har vist Danmarks kampe under EURO2020 med et pænt antal besøgende. Storskærmstraileren var givetvis lejet, men den giver et godt indtryk i, hvilke muligheder området byder på, når det rigtigt kommer op at køre.  

Ved siden af traileren og for enden af Beergarden er en stor åben port. Porten fører ind til lagersalget. Også her er der sket store forandringer. Ja, store forbedringer faktisk! Datovarerne er væk og erstattet af flere helt friske produkter, der produceres i To Øl City – både øl, sodavand, drinks og cider. Det er nemlig ikke kun To Øl, der har til huse i To Øl City, men det kommer jeg også tilbage til senere.

Rundvisning i To Øl City

Indimellem er det muligt at booke rundvisning i To Øl City. Som nævnt længere oppe, koster rundvisningen 100 kr per person. For at være helt ærlig: Det er den slet ikke værd. 

Det er nemlig “bare” en rundvisning på lidt over en times tid, hvor deltagerne får lov at se To Øl indefra, mens de bliver serveret en sludder for en sladder. Bevares, en meget interessant sludder og sladder, hvis man er ølinteresseret – som jeg er, og som du jo nok er, hvis du læser med her.

Alligevel forstår jeg egentlig ikke, hvorfor det koster (så mange) penge at få en rundvisning. Rundvisningerne er jo en gylden mulighed for at give de besøgende lidt ekstra. Give et indblik i bryggeriet. Give en god oplevelse. Skabe word of mouth og ambassadører, der vil anbefale en tur til To Øl City. Det gør man ikke ved at flå dem for 100 kr!

Af de 30 personer, som deltog i langbordsmiddagen senere på aftenen, var der kun 5 personer som havde tilmeldt sig rundvisningen. Mine to følgesvende, to familiefædre, der vist var stukket af fra familierne på en nærliggende campingplads og jeg selv. Det tegner et billede af, at prisen for rundvisningen ikke var så attraktiv.

Eneste grund plausible grund til ikke at gøre det helt gratis – men tage (måske) 25 kr for en rundvisning – er for at undgå no-shows, når det er begrænset, hvor mange deltagere, der kan komme med på turen. Har folk booket og betalt, er de helt sikkert mere tilbøjelige til at rent faktisk at møde op: “Nu har jeg jo betalt, så jeg skal have noget for mine penge”.

På tur ind i hjertet

Når men lad os gå (hvis du fanger sådan en lille én) videre til selve turen:

Det starter med en hurtig forfriskning i form af deres alkoholfrie Implosion. Den meget veltalende Tobias (ikke co-founderen), som stod for rundvisningen – og som også er ansvarlig for aktiviteterne i To Øl City – fortalte, at de har en politik om, at besøgende ikke må nyde alkohol indenfor indhegningen, så der ikke sker ulykker eller opstår produktionsstop pga. fulde gæster. Produktionen af øl er trods alt vigtigst på en bryggeri.

Det forstår man jo egentlig godt, men da den lige havde været oppe at vende på øverste etage (det gik heldigvis hurtigt, da hjernen jo ikke var sløvet af alkohol), gik det også hurtigt op for mig, at jeg næppe skulle sætte næsen op efter at drikke øl direkte fra tanken. Det er jo ellers dér, hvor det kan være rigtigt sjovt, når man er på bryggeri rundvisning – altså at drikke noget helt frisk øl før alle andre.

Turen gik først til maltlageret, hvor der stod adskillige tons malt fra hele verden stablet højt op – lidt ligesom når man besøger en XL Byg. Får man væltet sådan et ton malt ned over sig fra 10 meters højde, er der dømt krisehjælp til resten af turgruppen. Så det er vist ikke en helt dum politik om ‘ingen indtagelse af alkohol på området’.

I lokalet bliver malten kværnet og sendt videre ind i hjertet – selve bryggeriet – i det tilstødende lokale. Som besøgende skal man op igennem en vindeltrappe for at komme over i bryggeriet. Når man træder ind, hvor magien sker, står man således oppe og kigger ned på hele maskineriet. Et utroligt liderligt syn, hvis man tænder på blank stål.

Nok se, ikke røre!

Ølbrygningen var desværre ikke i gang denne lørdag eftermiddag. Alligevel fik vi ikke lov at gå rundt nede blandt gærtanke, whirlpool, kogekar og hvad alt det udstyr nu engang hedder, da der gik et par medarbejdere og klargjorde et eller andet til den kommende uges brygning.

Faktisk ønsker brygmesteren – hvilken vi blev fortalt i øvrigt er en amerikansk kvinde, som tidligere har brygget hos BrewDog – slet ikke at risikere fremmede baktier i det miljø. Igen var produktion over oplevelsesværdig. Og igen er det fair nok med tanke på, , at det trods alt er mange penge sådan nogen beskidte fingre kan koste, når man brygger øl i de mængder, som To Øl gør.

Udover den amerikanske brygmester, udgøres bryggerteamet af folk fra hele verden, heriblandt Italien, Columbia, Mexico, Australien, Bermuda. Det hylder de ved at hænge flag op i bryggeriet fra hver nation, som teamet består af. 

Tobias fortalte desuden, at de fornylig havde udvidet produktionskapaciteten gevaldigt, da de oplever en kæmpe efterspørgsel fra hele verden. Faktisk udgør eksport op til 90-95% af deres salg. Vildt imponerende for en virksomhed, der startede i et fysiklokale på Det Frie Gymnasium i København (hvor læreren i øvrigt hed Mikkel Borg Bjergsø). 

Hvis jeg må indsætte lidt ananas-i-egen-juice, fortalt Morten Lundsbak, ejer og direktør i Amager Bryghus, i min podcast Der er et øldigt land, at det faktisk også var sådan, at Amager Bryghus startede i sin tid – med ølbrygning i et klasselokale på skolens regning. 

Når der åbenbart kommer så meget god øl ud af at have ølbrygning på skoleskemaet, kan det ikke gå hurtigt nok med at få gjort det til obligatorisk undervisning i hele Danmark. Sæt i gang, Pernille Rosenkrantz-Theil!

Kongerækken

Herefter gik turen videre til deres ‘Reference Room’, hvor flere hundrede øl stod opmagasineret, hvilket straks gav associationer til Carlsbergs Museum. Associationerne blev ikke mindre, da Tobias fortalt, at hylder bl.a. indeholdte ét eksemplar af hver To Øl nogensinde brygget.

Vi måtte endelig ikke røre noget, da alle deres øl med tiden skulle udstille, så besøgende kunne gå hele ‘kongerækken’ igennem. Derfor ville det være katastrofalt, hvis besøgende fik væltet en af de unikke øl. Og da To Øl i 2020 skabte hele 98 nye øl, så bliver det noget af en udstilling om 10 års tid, hvis de holder dampen oppe.

Èn af de øl bliver mysteriet Kvaszilla, som jeg fandt ude i lagersalget. På dåsen står der, at det er en IIIPA – altså med 3x i. Det er umiddelbart ikke en ølbetegnelse, jeg er stødt på tidligere, hvorfor jeg hidkaldte Untappd til min assistance. Øllen var dog helt frisktappet, hvorfor den ikke fandtes på Untappd endnu – hvilket den stadig ikke gør i skrivende stund. 

Et hurtigt bud var selvfølgelig, at det var en leg med bogstaver, hvorfor det dækkede over en Triple IPA, men da jeg tog en tår…. så var den syrlig og frugtig! En mærkelig – velsmagende, men mærkelig – smagsoplevelse. Faktisk var hele oplevelse så mærkelig, at jeg har dedikeret et helt indlæg til To Øl Kvaszilla, da jeg regner med, at den bliver talk of the town i næste måned, når To Øl igen sender øl ud til deres ølabonnementer.

Indlægget om Kvaszilla, kan du finde ved at trykke her (når du er færdig med at læse dette indlæg selvfølgelig).

Mere end et bryggeri

Sidste stop på selve bryggeriet var tapperummet. Her fik vi den efterhånden obligatoriske besked om ikke at røre noget. Dette dog af den bitre erfaring, at det sidste hold på rundvisning havde lykkedes med at stå bag – ikke bare ét men – hele to produktionsstop.  

To Øl har et meget stort tappesystem, som både kan klare 25 cl, 33 cl og 44 cl dåser samt små og store flasker. De har endda investeret i en maskine, der kan pakke pallerne millimeter tæt, så øllet står allermest stabilt, når det fragtens rundt i verden på diverse containerskibe. Et meget imponerende og (stort set) fuldautomatisk setup.

Tobias ledte os herefter over i Destilleriet i en anden fabrikshal. Faktisk hvor det gamle lagersalg foregik. Her er planen, at To Øl skal destillere øl – eksempelvis fejlbryg eller øl som ikke fik den ønskede smag/kvalitet – om til stærk alkohol, således de ikke bare skal hælde flere tusinde liter øl ud i kloarken.

Vi blev også fortalt, at der i de andre fabrikshaller finder både soda-, drink- og ciderproduktion sted fra hhv. Læsk, Mikropolis og Æblerov. Der er faktisk plads til endnu flere virksomheder i fabrikshallerne. Forhåbningen er, at den gamle Beauvais fabrik i Svinninge bliver en summende city af (alkohol)produktion og vidensdeling. 

De hellige haller

Sidste stop før langbordsmiddagen var i et lokale gemt væk inde bag lagersalget. I de hellige fabrikshaller stod alle deres tønder og hyggede sig med dejlig øl i. Tønder som tidligere har været fyldt med whisky, rom, cognac og diverse vinetyper.

Særligt stolte er de af deres Natur serie, som hviler her i lokalet. En helt særlig serie, hvor de fadmodner og syrener øl med en hulens masse frugt. Natur serien er To Øls prestige projekt, og kan på sin vis sammenlignes med Mikkeller Baghaven, hvorom øllene dog produceres på vidt forskellige måder og ikke tåler en direkte sammenligning på dét punkt.

Langbordsmiddag

Det hele blev afsluttet med en skøn langbordsmiddag i det samme rustikke lokal, som huser lagersalget i den anden ende. Kokken var (vist nok) hentet ind direkte fra BRUS køkkenet. Han serverede noget japansk inspireret mad med syltet grønsager, kartoffelmos og en ordentlig luns kød, der havde ligget længe på barbecue smoker grillen. Lidt en underlig blanding med det japanske, men det smagte nu meget lækkert!

For de personer med bedre samvittighed end jeg, kan jeg i øvrigt nævne, at det er muligt at få en vegetarret. Det fremgik ikke i beskrivelsen på deres Facebook begivenhed. Så frygt ej, hvis du heller ikke kan læse det ved fremtidige lejligheder. Som der blev sagt af personalet: “Vi er trods alt oprindeligt fra København, så vegetarretter er selvfølgelig tænkt ind”.

Du finder i øvrigt info om de kommende langbordsmiddage her, som foregår 23/7, 31/7 og 7/8.

Desserten bestod af en citronfromage med friske jordbær i bunden og crumble på toppen bestående af finskåret nødder og ristet mask fra ølbrygningen. Dessereten blev serveret sammen med To Øl Piña Gose. Suuuuper lækkert!

Vigtigst af alt, når man er på et bryggeri: Øllet flød i stride strømme! Der var all you can drink i de 2,5 time middagen var sat til. Vi kunne vælge mellem 6 forskellige øl – nogen af deres helt nye varianter, f.eks. Cloud 9 Witt og Brokilde Blonde, og et par fra deres Salling-sortiment i form af den alkoholfrie Implosion og City Session IPA.

Som nævnt tidligere kostede langbordsmiddagen 325 kr per person. Det er bestemt en god pris, hvis du er god til at hælde i hovedet! Det gør jeg gerne igen. 

Da middagen var slut kl. 20:00, kunne vi vralte ud i Beergarden og fortsætte festen i et par timer yderligere med (købte) øl fra lagersalget. Selvom de officielt havde lukketid kl. 21:00, så var den næsten 22:00 før, vi tog hjemad – og vi var ikke de sidste, der forlod Beergarden.

Alt i alt en dejlig aften i To Øl City, som dog burde have kostet mig 75 kr mindre.

I bør bestemt unde jer selv et besøg hos To Øl City denne sommer, selvom det ligger ude i the middle of nowhere med forfærdelig offentlige transport muligheder. Men hvem ved – måske bliver det så fedt et område, at To Øl kan arrangere shufflebusser mellem BRUS i København og To Øl City i Svinninge engang i den nærmeste fremtid, så selv københavnerne også tør komme lidt ud fra kommunegrænserne.

Indlægget er skrevet af Anders Seistrup fra Beercause.

Anders har bl.a. også skrevet en rejseberetningen fra Oktoberfest i München og ølferie i Bamberg.

Find Beercause på Instagram og Facebook

Instagram: https://www.instagram.com/beercause/
Facebook: https://www.facebook.com/beercause

Schlenkerla Bamberg har kun røgøl bla. Rauchbier Märzen

Bamberg: Reinheitsgebot og Rauchbier

Bamberg: Reinheitsgebot og Rauchbier

Jeg kom vist til at love i rejseberetningen fra Oktoberfest i München, at I skal have historien, om mit besøg af Uuuuuulrich på vejen mod Bamberg. Men jeg vil lige holde jer lidt hen endnu, fordi først skal I lige have en lille advarsel. 

Vi vågner nemlig op midt på formiddagen. Godt møre i bolden fra vores ihærdige forsøge på at tørlægge Hofbräuhaus am Platzl (og åbenbart baren på hotellet, hvilket er fuldstændig forsvundet i et black out for mit vedkommende) aftenen forinden.

Vi skulle checke ud kl. 11.00. Ingen ko på isen der. Og vi trak den selvfølgelig til sidste sekund, så vi havde så lidt af gårsdagens ølbajere tilbage i blodet, som muligt. Men koen trådte så ud på isen og gik igennem med et brag, da vi satte os ind i bilen og slog GPS’en til i retning mod Bamberg.

Vi havde åbenbart ikke fået sat os helt ind i tingene. Vi havde en forestilling om, at Bamberg lå små 50 km fra München. Men GPS’en sagde 230 km og en køretur på godt 3 timer og 15 minutter. Det svarer til en tur fra København til Vejle – og så med tømmermænd. Scheiße!

Så nu er du advaret, hvis du en dag selv tænker at tage samme tur: Der er en smuuule længere!

Ulrich, den skiderik

Men hvad værre var: Vi havde bestilt bord på Schlenkerla i Bamberg kl. 14.00-16.00…..    

Det indhenter vi på motorvejen” fik jeg fremstammet, da jeg satte gearet i første og begyndte at trille de første meter. Men vi nåede knap ud af München, før vi ramte ind i en sneglende kø på motorvejen. 

Så da GPS’en foreslog en hurtigere rute, slog vi til. Det betød, at vi tog første afkørsel og drønede rundt i det flotte men også meget bakkede landskab. Dernede i dalene snorede vi os rundt mellem alle de afplukkede humlemarker, som stod på hver side af vejbanen. 

Men ligeså flot det var at køre hernede i dalene – og meget passende for vores øltur, det var at se denne del af ølproduktionen – ligeså lidt havde min mave brug for det! Stille og roligt kunne jeg mærke Ulrich, den skiderik, begynde at melde sin ankomst. Jeg lod derfor en af de andre overtage rattet. 

Det viste sig at være en rigtig god ide. To gange måtte jeg nemlig lægge vores skæbner i hånden på de medbragte Netto poser og deres tæthed, da Uuuuulrich kiggede forbi. Heldigvis var der ingen huller i bunden – kun i min stolthed.   

Schlenkerla, die historische Rauchbierbrauerei

Vi ankom til hotellet kl. 15 stykker og havde aftalt, at vi ville forsøge at få bord på Schlenkerla kl. 16.00 ved næste indryk af gæster. Et hurtigt bad og så afsted mod Bambergs mest ikoniske wirtshaus (et sted, hvor man både kan få mad og stedets eget øl).

Ved ankomsten stod der en masse mennesker ude på gaden og drak øl foran Schlenkerla, så vi blev selvfølgelig nervøse for vores mulighed for at få et bord. Faktisk tror jeg ikke, at vi havde opdaget stedet, hvis det ikke var pga. folkemængden. Det er ærlig talt ikke, fordi de har travlt med alverdens skilte. Udefra ligner det en ganske normal, gammel og farverig bygning i Bamberg.

Planen lykkedes heldigvis, og vi fik et bord – sikkert grundet nogen tåber aldrig var mødt op, fordi de troede Bamberg lå en lille køretur fra München.

Så godt en time efter, at jeg havde siddet med hovedet i en plastikpose og tømt mavesækken, havde vi fået bord på Schlenkerla, og jeg var i gang med at tage de første tåre af en Aecht Schlenkerla Rauchbier Märzen – røgøllen over alle røgøl. Sikke en rutsjebanetur min krop var ude på.

Men en vanvittig lækker omgang Schweinshaxe (og endnu en efterladt plastikkartoffelmoskugle) og yderligere en Rauchbier senere, var min krop i tiptop-topform, og aftenen var stadig ung. Prima!

Vi blev hængende på Schlenkerla et par timer og smagte os igennem deres tre forskellige varianter mindst to gange, mens vi spillede casino (kortspil) og hyggede os. Udover deres Rauchbier Märzen havde de også en Rauchbier Weizen og en Sommerbier, som selvfølgelig også var fyldt med røg. Fordi på Schlenkerla kan man kun få røgøl. Så er du advaret!

Generelt er der mange positiv ting at sige om Schlenkerla (forudsat man kan lide røgøl): God mad, gode øl samt hyggelig og autentisk indretning. Men deres personale virkede stresset og havde meget lidt overskud. Det trækker simpelthen ned på oplevelsen, når man som føler sig til besvær, fordi man gerne vil have en omgang øl. 

★★★★★☆

Brauerei-Gaststätte Klosterbräu

Vi var blevet anbefalet af Kenneth Ditmar – som de fleste af jer, der læser med her, som minimum kan genkende navnet på – at tage en tur forbi et sted, som hedder Klosterbräu. Endnu et sted som udefra ikke syner af meget, når man går forbi om aftenen og kigger ned af den sidegade, hvor Klosterbräu ligger. Og da vi skulle finde det ved 20-tiden, var vi lige ved at gå forbi. Alle parasoller var slået ned og ingen belysning udendørs afslørede det store.

Vi ankom lige til sidste servering, og i mens køkkenet var ved at blive lukket ned. Det duftede fantastisk, så vi besluttede os hurtigt for, at vi skulle bestille bord til næste dag.

Vi hev fat i tjeneren – en utrolig venlig mand, der hedder Reiner (som snakkede flydende engelsk – bare lige en FYI for dem af jer, som heller ikke har holdt folkeskole-tysken ved lige). Han fortalte os, at de desværre var fuldt booket næste dag, men vi kunne være heldige kl. 17, hvor de typisk havde flest no-shows, da mange af pladserne er reserveret af lokale guides og deres kunder.
(Bonusinfo: Køkkenet har lukket hverdag fra kl. 14-17)

Et par øl, flere mindre samtaler med Reiner (som var virkelig servicemindet og social anlagt) og en god sjat drikkepenge senere, forlod vi stedet med vished om, at Reiner også skulle på job dagen efter. Og han ville forsøge at spærre et potentielt ledigt bord til os, så vi kom foran andre lykkefugle.

Næste dag dukkede vi op kl. 16.30 og fik en øl, mens vi ventede. Jeg tog en Klosterbräu Rauchbier. Der havde vi allerede drukket og snakket om aftenen forinden – altså hvorvidt den egentlig er bedre end Aecht Schlenkerla Rauchbier Märzen. Kontroversitelt, I know.

Faktisk så kontroversielt, at jeg er blevet inviteret med i Hopdaddys og førnævnte Kenneth Ditmars nye YouTube projekt Craft på Dansk, hvor vi simpelthen åbner en flaske Rauchbier fra både Klosterbräu og Schlenkerla og smager dem ansigt til ansigt. Vi optager på onsdag, så hold øjne og øre åbne, hvis I er interesseret i den episke battle – og måske smider vi endda et dansk islæt med ind i slagsmålet.

Når men tilbage til Klosterbräu fortællingen. Reiner holdt sit ord og skaffede os et bord inde i deres store bierkeller. Endnu engang smovsede vi en kødfyldt middag i os, men noget helt utroligt skete: Vi blev sgu også tilbudt en salat. “Jaaa, bitte!” – endelig noget friskt til at køre de tunge kødretter ned med. Jeg spiste en møghamrende lækker gullasch, men også her skulle deres schweinshaxe være sehr schön, bevidbede mine rejsefæller om. 

I vidoesammendraget her kan I både se lidt af indretningen på Klosterbräu (nogen af de første videoklip) og maden (næstsidste videoklip), vi fik på stedet. 

Alt i alt kan jeg slet ikke anbefale Brauerei-Gaststätte Klosterbräu nok. Fantastisk service, fremragende øl, velsmagende mad, hyggelige lokaler og fair priser. Wunderbar!

★★★★★★

Brauhaus Zum Sternla

Et andet sted, vi nåede at slå et smut forbi, var Brauhaus Zum Sternla. Det er Bambergs ældste wirtshaus – og hvis du lige skal have genopfrisket, hvad et wirtshaus er, så er det et sted, hvor man kan spise og som brygger sit eget øl.

Stedet var et miks af usammenhængende lokaler på tre sider af en mindre gård, hvor man også kunne side ude. Det virkede til, at de har ekspanderet til de omkringliggende lokaler gennem tiden. Det var nu stadig forholdsvis hyggeligt, selvom vi fik et bord lige ved indgangsporten, som var blevet indrettet som en form for udstue.

De havde tre lyse øl på menuen – vi nåede at smage to af dem. Pilsneren og deres stærkeste øl, Export øllen. De smagte fint, men de har ikke ligefrem brændt sig fast i hjernen til evig minde. Jeg bestilte også en halv grilkylling – og den glemmer jeg ikke lige foreløbig. Jeg fik vitterligt bare en halv chilikrydret grilkylling med en slatten jalapeño og to kedelige skiver pumpernickel brød. Ikke engang lidt plastikkartoffel. Så var maden alligevel mere spændende på Schlenkerla og Bräuhaus.

Klik jer lidt igennem højdepunkterne her, så kommer I til grilkyllingen på Brauhaus Zum Sternla.

★★★★☆☆

Bierhaus Bamberg

Undervejs opsøgte vi også lidt mere almindelige ølbarer, da vi måske var ved at være lidt trætte af reinheitsgebot og røgøl. Vi savnede noget power, noget tropisk humle eller noget syre. I vores søgen besøgte vi Bierhaus Bamberg med en attraktiv placering i byen tæt på Altes Rathaus.

Altes Rathaus i den tyske by Bamberg

Henover floden i Bamberg, som fører fra midten af byen til bl.a. Schlenkerla, ligger Altes Rathaus.

Der var godt proppet, og vi var heldige at finde et lille bord den aften. Vi forsøgte at bestille en Berliner Weisse, men det er åbenbart bier non grata i Bamberg. Som vi fik fortalt af en lokal: “Så må I tage til Berlin. Det drikker vi ikke her.” 

Det forholdte sig ikke meget bedre med New England IPA. Vores unge beertender havde ikke den fjerneste ide om, hvad vi snakkede om, da vi spurgte efter en NEIPA – hverken NEIPA, New England, Juicy eller Hazy fik en klokke til at ringe. Det er selvfølgelig også for meget forlangt, at beertendere har en minimum grad af uddannelse i ølstile, når de nu arbejder på et Bierhaus i et ølmekka som Bamberg…..

Meget kan man sige om sydtyskerne og deres bryggekunst, men det bliver i hvert fald ikke dem, der revolutioner ølverdenen med en renæssance til reinheitsgebot. De lever i en tidslomme, fokuserer udelukkende på core range og brygger det, som de altid har brygget. Det har da sin charme, men kommer reinheitsgebot tilbage, så skyldes det nok nærmere ølpionerer fra andre regioner eller lande, som tager bryggestilen op og gør den hip.

Et godt bud kunne være danske Mikkeller. I hvert fald var Mikkel Bjerg Borgsø på rundtur i det sydtyske i starten af september, hvor vejen bl.a. gik forbi Bamberg. Mikkel har i mange år prædiket for Year of the Lager. Så hvem ved? Måske er han selve Messias i sin egen profeti om reinheitsgebot renæssance? Det kunne meget vel være!   

Når men for lige at runde Bierhaus Bamberg af; de havde ikke det, vi ledte efter, men de havde et par English-styled IPA’er. Den stil siger mig dog ikke det store, så jeg nuppede en porter. Den var til gengæld ganske god, og jeg blev fortalt af de andre, som tog chancen med en af IPA’erne, at den også var fin nok.

Hvis du en dag befinder dig i Bamberg og ligeså ønsker noget mere ‘kraftfuldt’ øl, så går du forgæves på Bierhaus Bamberg, men der er da lidt andre øltyper at vælge imellem.

★★★☆☆☆

Zapfhahn Bamberg

I stedet blev vi anbefalet af et par lokale gutter, at vi skulle tage et smut forbi ølbaren Zapfhahn, der ligger et par minutters gågang fra Schlenkerla. Zapfhahn betyder ‘taphane’, og ølbaren har specialiseret sig i at have øl fra de små, lokale mikrobryggerier.

Stedet var ikke så stort og delt op i to mindre lokaler. Det var hyggeligt indrettet, som en form for lounge, og vi var blevet advaret om, at det kunne være svært at få plads.

Vi fik dog de allersidste tilgængelige pladser, hvilket var på højstolene i baren (med plexiglas imellem os og beertenderne). Menukortet var ret spændende af bambergske-standarder, og vi kunne konstatere, at ikke alle bambergere sidder fast i de historiske bryggeopskrifter.   

Godt nok kunne vi heller ikke her få Berliner Weisse eller New England IPA, men de kunne fremskaffe en dejlig, tropisk West Coast IPA. Faktisk var den så god, at mine rejsefæller ikke kunne nøjes med én. 

Selv havde jeg dog stoppet mit alkoholindtag for aftenen. Det var den sidste aften før hjemturen. Og jeg havde hilst rigeligt på Ulrich! 

★★★★★☆

Indlægget er skrevet af Anders Seistrup fra Beercause.

Du kan læse rejseberetningen fra Oktoberfest i München her.

Find Beercause på Instagram og Facebook

Instagram: https://www.instagram.com/beercause/
Facebook: https://www.facebook.com/beercause

München: Oktoberfest i en coronatid

Oktoberfest i en coronatid

I søndags kom jeg hjem fra tur en fantastisk tur til München og Bamberg. Jeg har aldrig før været til Oktoberfest. Faktisk har jeg aldrig været i hverken München eller Bamberg, og med coronaen in mente, så kan jeg vel næppe påstå, at jeg nu har været til Oktoberfest i München.

I bedste fald var det en stærkt reduceret udgave. Og det er netop én af de ting, du kan læse om her i min rejseberetning. Alligevel vil jeg vove at påstå, at du vil kunne genkende mange ting, hvis du før har været der – eller kan få et par gode fif, hvis du overveje samme tur en anden gang.

Men, men, men! Lad os lige spole lidt tilbage. Fordi da vi sidste onsdag er små 3 timers kørsel fra München (og altså har været på farten i godt 10 timer), modtager vi pludselig et væld af beskeder om, at tyskerne vil have alle danskere, som krydser grænsen i 14 dages corona-karantæne. Tak for lort, Covid-19!

Vi panikkede selvfølgelig “en smule”, men blev også enige om, at det måtte gælde danskere, som kom ind i landet efter udmeldingen. Vi havde krydset grænsen 8-9 timer før og havde fandeme ikke kørt så langt for så at rådne på et hotelværelse. Og ellers måtte myndighederne jo selv finde os og bede os gå i karantæne.

Lokal øl fra Augustiner Brauerei - en skøn Helles

Ved 23.30-tiden ankom vi til hotellet i centrum af München, som heldigvis havde en bar, der blev flittigt testet for øl i 2 timers tid. De havde bl.a. Augustiner Helles, så helt skidt var det da ikke, hvis vi røg i karantæne alligevel. Så kunne vi da tømme baren på hotellet og slå tiden ihjel.

(Jeg tog i øvrigt en corona test i tirsdags, godt 48 timer efter hjemkomsten, som viste sig negativ)

“Se det på YouTube, så vi ka’ komme på druk” 

Vi havde kun én enkelt dag til at pubcrawle os igennem Münchens mange lokale ølhuse, førend turen gik videre til Bamberg. Heldigvis var vejret skønt – helt op til 18-19 grader. Først skulle vi dog lige have lagt bunden med en solid morgenmad og op forbi Marienplatz, hvor vi skulle se det legendariske Rathaus-Glockenspiel – klokkespillet i rådhustårnet.

Klokketårnet består af 43 klokker og 32 life-sized figurer. Hver dag kl. 11 og kl. 12 spilles der forskellige melodier, mens figurerne “danser” mekanisk rundt. Men som min kammerat allerede konstaterede efter godt 60 sekunder: “Det vil jeg hellere bare have set på YouTube, så vi kunne være kommet på druk noget før“. 

På mange måder ligeså dødsygt kedeligt, som Det Astronomiske Ur på Old Square i Prag. Men hey. Det er de dumme turist ting, man bare skal se, når man er et sted henne. Ligesom Manneken Pis i Bruxelles og – ja, det må vi jo nok indrømme – Den Lille Havfrue i København.

Efter 2-3 minutter mere på Marienplatz var vi på vej ud videre og – endnu vigtigere – på vej mod vores første øl! 

Biergarten am Chinesischen Turm

Vi var blevet anbefalet at tage en tur ned i Englischen Garten, hvor de lokale står på surfboard i åen/floden. Ja, fandeme så. Surfboard midt i en tysk storby! Det lyder skørt, så det tog vi selvfølgelig lige et hurtigt smut forbi. Det lå alligevel på vejen mod vores første mål: Biergarten am Chinesischen Turm. 

Du kan se Rathaus-Glockenspiel og surferne i  videoerne her.

Vi ankom kl. 12.01. Perfekt timet: Klokken var forbi middagstid, og så er det jo ingen skam at kaste sig over sin første øl. Og når man er til Oktoberfest, så drikker man selvfølgelig 1 liters øl! JAWOHL! Så det bestilte vi! Jeg kastede mig straks over en Weissbier fra Hofbräuhaus.

Biergarten am Chinesischen Turm er et lidt underligt sted. Øludskænkningen foregår på bedste kantine maner: Vælg mellem 2 øl og en Radler her og betal derovre ved kassen. Meget effektivt, men man havde nok følt sig som slagtekvæg i kø på vej mod pistolen… hvis der altså havde været fyldt med mennesker.  

Det er helt sikkert et hyggeligt sted midt om sommeren, og der er nok også fuld gang i den til Oktoberfest i normale tider, men stemningen var lidt … spøgelsesagtig. Kun ca. 25% af kapaciteten i Biergarten var fyldt op. Så det var en ret flad fornemmelse.

Men alt taget i betragtning, så tror jeg alligevel, at det er et lidt ligegyldigt sted at besøge i normale tider, hvis du da ikke har behov for en gåtur i byparken (der er større end Central Park i New York), eller se folk, der surfer midt i en storby.

★★★☆☆☆

Löwenbräukeller – Das Original 

Næste stop var Löwenbräukeller, som de selv højtidligt kalder Das Original. Det sted var jeg blevet anbefalet i Facebook-gruppen Alverdens ØL Bar’er. Ja, faktisk var størstedelen af turen planlagt ud fra gode råd fra andre i den Facebook-gruppe.

Jeg har aldrig været den store fan af øl fra Löwenbräu, men stedet lå lige på vejen mod vores tredje stop, Augustiner Keller. Og så kunne vi jo ligeså godt tage et pitstop på Löwenbraukeller, give dem en ny chance og samtidigt få en kødfyldt frokost. 

Biergarten i Löwenbräukeller - Das Original besøgte vi

Deres udendørs område var rigtigt hyggeligt, pænt fyldt op med mennesker og maden var ganske fin. Men deres bryggekunst blev jeg bestemt ikke mere overbevist om. Vi havde bestilt 3x Dunkel Weizen. Den var jeg mildes talt ikke begejstret for – og så er der altså langt ned i bunden af en 1 liters fadøl. Faktisk endte jeg efter en heroisk kamp – hvis jeg selv skal sige det – med at efterlade de sidste ca. 0,25 l. Som Hopdaddy havde sagt: “Det er en lorteøl”!

Det kan være at karakteren havde været højere, hvis jeg havde valgt en anden øl, men jeg må jo anmelde ud fra det, som jeg har oplevet. Og der er Löwenbräu Dunkel Weizen altså bare en rigtig dårlig øl. Det gør også, at jeg ikke kan anbefale et besøg på Löwenbräukeller – Das Original, hvis øllet er dit primære fokus i München. 

★★★☆☆☆

Augustiner Keller 

Da, jeg spurgte i førnævnte Facebook-gruppe, var der rigtigt mange (!) som anbefalede et sted, som hedder Augustiner Keller. Det virkede som stedet, man bare skulle opleve. 

Vi ankom til Augustiner Keller ved 16-tiden. Der burde være fuld knald på og proppet med mennesker i den enorme biergarten. Stedet emmer af Oktoberfest-storhed, og man er ikke i tvivl om, at der kører mange 100.000 Euros igennem hver dag, når det går hedt for sig. 

Desværre var Augustiner Keller langt fra fyldt op. Jo, jo, der var da rigeligt med mennesker, men ikke nærheden af, hvad de kan klare til en normal Oktoberfest. I bedste fald virkede det til, at Thanos (if you know, you know) havde knipset med fingrene og fået 50% af gæsterne til at forsvinde. I bedste fald….

Men så skulle vi i det mindste ikke slås for at få et ledigt bord eller bekymre os om at blive smittet med corona af lederhosen-bærende turister. Fordi ærlig talt virker det til, at Oktoberfest i høj grad er båret af turisme fremfor de lokale. Men okay… det var en torsdag kl. 16. Og de er jo et arbejdsomt folk, de tyskere.

Øllet var heldigvis super lækkert, selvom udvalget ikke var alt for stort. Og stemningen var høj blandt de gæster, som havde turde vove sig ud i den corona-hærgede verden denne torsdag. 

Kommer du til München i løbet af en normal sommer eller til en fremtidig Oktoberfest, så er det her sted helt sikkert et Must-Visit!

★★★★★☆

Schneider Bräuhaus München

Efter en halv times gåtur gennem München og mod centrum, ramte vi omkring kl. 18.00 Schneider Bräuhaus i centrum af München på adressen Tal 7 (altså ikke Schneider Bräuhaus Berg am Laim, som ligger et godt stykke væk fra centrum).

Stedet summede ingenlunde af Oktoberfest, men for første gang på hele turen måtte vi rent faktisk vente på at få en plads. Godt nok kun et par minutter. Og primært fordi vi gerne ville sidde udenfor, hvor antallet af siddepladser var yderst begrænset her helt inde i centrum kun 200 meter fra Marienplatz. Indenfor var der dækket op til Oktoberfest, men næsten helt mennesketomt.

Schneider Weisse Tap 5 er en af de personlig favoritter, når snakken falder på hvedeøl. Faktisk er det nok den hvedeøl, som jeg har drukket oftest. Den er nemlig fast på hanerne på mit nu tidligere nærlokale ølhul, Frederiksberg Ølbar. Mange tak for at have den i øvrigt, Carsten!

Men faktisk er Scheider Weisse Tap 5 jo ikke en klassisk Weissbier. Nej, det en Weizendoppelbock! Smag lige på det…. Weizendoppelbock – lyder lækkert, ikk’? Og det er netop dét, der gør Scheider Weisse øl så interessant!

De tør nemlig udfordre de klassiske ølstile og den tyske reinheitsgebot. På den led minder de meget om vore kære Indslev Bryggeri. Faktisk blev jeg i januar “spurgt” af en brygger fra de fynske hvedekonger om, hvilket tysk hvedebryggeri, jeg ville anbefale, hvis jeg skulle pege på et spændende collab for dem. Jeg pegede på Schneider Weisse. Selvfølgelig! Nickolai, jeg venter stadig i spænding!

Og selvfølgelig var det ikke den eneste øl, vi fik på Schneider Bräuhaus. Det gælder jo om at udnytte det, når man får chancen. Den anden vi fik var Aventinus 2.0 – mere præcist Schneider Weisse Aventinus Eisbock Tap 9. En fuldfed, karamel bombe på hele 12%.   

I det bayerske bundesland, som jo er fastgroet i sine konservative reinhetsgebot principper, er det altså meget rart at indtage noget andet end klassiske Weissbier eller tyske pilsnere efter 6 timers pubcrawl. Og det er netop derfor, at Schneider Bräuhaus er et Must-Visit… ja, faktisk hele året! 

Det trækker dog en karakter ned, at der ikke var meget Oktoberfest over besøget.

★★★★★☆

Hofbräuhaus am Platzl

Sidste stop på turen var Hofbräuhaus am Platzl. Turistfælden og alle turistfælder i München. En legendariske Bierhalle – verdens største værtshus midt i München. En enorm bygning med den ene række borde efter den anden i det som føltes som det uendelige, og med en stor gårdplads i midten. En kæmpe pengemaskine bygget af daværende Hertug Wilhelm von Bayern, som havde eneret på at brygge hvedeøl i hele Bayern tilbage i 1600-tallet.

Vi træder ind kl. 20 stykker og er faktisk ret overvældet over den lange bygning, der møder os. Heldigvis – fristes jeg næsten til at sige – var der ikke fyldt op. Maks 50% af kapaciteten var i brug – for nøøøj, hvor må der være tryk (!) på en aften, hvor stedet er i fuld vigør! Helt sikkert en både sanseligt berusende og intimiderende oplevelse.

Vi blev vist hen til vores bord – lige foran scenen, hvor to spillefugle spillede noget lokal folkemusik. Vi bestilte en omgang 1 liters bajere og Schweinshaxe: En stor, tung, mør og velsmagende svineskank badet i brun sovs og med en eller anden dum kartoffelmos gummikugle. Almindelige rodfrugter eller grøntsager er åbenbart ikke en del af det tyske køkken. 

Øllet var der – som jeg husker (de 12% fra Eisbocken var begyndt at ramme) – kun 2 muligheder at vælge i mellem, hvis vi skulle have 1 liters krus; Dunkel og Helles… Og Dunkel skulle jeg ikke have mere af efter besøget på Löwenbräukeller! Det trækker altså ned, at der ikke var andre øl at vælge blandt, hvis man rigtigt skal oktoberfeste! Heldigvis smagte deres Helles godt, og mange af dem fløj ned gennem ædespalten i et hidsigt tempo resten af aftenen.

Faktisk i et så hidsigt tempo, at jeg måtte hilse på en long lost friend Ulrik – eller retter Ulrich i dette tilfælde – næste dag på vej mod Bamberg. Den historie må I læse i næste blogindlæg her.

★★★★★☆

Indlægget er skrevet af Anders Seistrup fra Beercause.

Find Beercause på Instagram og Facebook

Instagram: https://www.instagram.com/beercause/
Facebook: https://www.facebook.com/beercause