Øl-nørdernes dom: De 30 Bedste Specialøl fra 2021


2021 er gået. Det er slut. Det er ovre.

Men derfor kan man jo godt kigge lidt tilbage på året der gik.
I det her tilfælde er det ølåret vi kigger tilbage på.

Vi har spurgt vidt og bred, og bedt om et bud på, hvilken øl der var den bedste i 2021.
Og buddene er lige så forskellige som de er mange.

Der er bud fra alle mulige, der på den ene eller anden måde er en del af ølscenen, og har været en del af det i 2021. Vi har bryggere, butikker, bloggere osv. med.

Det er blevet til hele 30 forskellige anbefalinger fra øl-nørderne og er en meget varieret liste.
En liste med en masse øl, der kan følges op på og stadig jagtes i 2022.
En liste man kan sammenligne med.
Eller blot lidt hyggelig læsning i de kolde måneder.

IPA

Track BrewingMuscle Memory
Borkandthebeers

Track Brewing formår, med Muscle Memory, at lave en virkelig balanceret TIPA med mange smagsnoter, et forfriskende udtryk, tilpas mængde varmende alkohol og en passende sødme der bidrager i stedet for at overdøve smagen.

Salikatt Bryggeri –  Talus
Væskebalancen i Valby

Mange har med succes brugt humlen Talus, siden HBC 692 fik sit navn i 2020. Men ‘Talus’ fra Stavanger-baserede Salikatt blev IPA’en der virkelig fremviste humlens fulde potentiale.
En Single-Hop IPA sprængfyldt med frisk Talus-humle direkte fra Yakima-dalen. En nærmest helt orange fremtoning og en rig citrus aroma på næsen giver store forhåbning. Den silkebløde mundfylde og de stærke grapefrugts-noter fuldender oplevelsen så englene synger.

Overtone – Heavy Pop
Daniel Helligsø – Dinøl.dk

Denne TIPA satte for mit vedkommende standarden for hvordan en TIPA skal være.
Oplever sjældent en så fin balance indenfor denne genrer.
Derfor må den blive årets udenlandske øl for i år.

MonkishCompute plus
Kim Jørgensen – Hops and Haze Brewing

For mig er valget en øl fra Monkish med navnet “compute plus”
En TIPA brygget med Galaxy, Simcoe og Nelson sauvin, samt det helt nye phantasm pulver udvundet af new zealandsk sauvignon blanc drueskaller.
Det er den bedste øl jeg har fået i år pga dens ekstremt høje kompleksitet, og fuldstændig vanvittige saturated smags og aromaprofil.
Den perfekte TIPA!

Dry & BitterAmpersand: Nelson
SchwesterBrau

De skaber en maltkrop, der virkelig giver plads til humlen, og der er ikke sparet på Nelson. Vi drak den pivfrisk, og der var ikke et øje tørt.

Mad ScientistQDH Liquid Cocaine
Beer.ladies

Liquid Cocaine er synonym med starten af Beer.Ladies, og da vi smagte Mad Scientists QDH version af Liquid Cocaine blev vi begejstrede for deres succes’s med at tage denne kending og give den endnu mere smæk på smagen og humlen. Så vi modtog denne viderebyggelse med kyshånd.

To Øl#DIPA
Beercause (Anders)Der er et Øldigt Land

To Øl #DIPA er hverken fra 2021 eller den allerbedste øl, jeg fik i 2021 (det er Vault City Double Crust Raspberry Pie). Alligevel er det gulddåsen fra To Øl, jeg vil nævne.
To Øl #DIPA blev en del af  deres core range i november 2020 og blev i 2021 for alvor rullet ud i handlen, hvorfor den blev symbolet på den game changer To Øl startede i 2020, da de lavede aftalen med detailhandlen i Danmark.
#DIPA er fuldt ud ligeså god som Big Doink (Gamma), Double Dippy Doo (Dry&Bitter) og Afterglow (Alefarm) – men kan købes i 3 stks for 100,-
#DIPA kommer til at ændre specialøls markedet og – jeg forudser – det er kun er et spørgsmål om tid, før vi kan nyde konkollegaernes flagskibs-DIPAs til samme pris.

Dry & Bitter – Versus Series (Hew/Hue/Westward/Eastward)
Anders Grølsted – Det Daglige Øl, Hoppy Ki Yay

En af de ting der gør craft-øl universet så spændende, er de grænser der bliver rykket hvert eneste år inde for diverse stilarter. Noget der ikke kunne lade sig gøre uden en eksperimenterende nysgerrighed for ølbrygning. Med versus serien får vi et unikt indblik i hvor stor en rolle gæren spiller i øllet, i dette tilfælde IPA stilen.

Dry & Bitter har skabt 4 spændende og velsmagende øl ved at bibeholde opskriften på alle 4 øl, på nær gæren. Det giver ikke kun gode øl men en større forståelse inden for brygning og hvordan brugen af råvarer i øllet spiller en kæmpe rolle. Så ikke kun en god øl-oplevelse, men også en lærerig en af slagsen.

Amager BryghusBatch 2000
ThorbeersAbildgaard øl, Beers Behind Bars

Årets øl for mig er Amager Bryghus Batch 2000, som jeg gav 4.75 den markerede at jeg havde nået 1000 følgere.
Desuden er den en særdeles glimrende og kraftig West Coast Tydelig grape, bittersød appelsin, ananas. Lækker bitterhed.
En super øl, som jeg havde set frem til at smage.


Sour/Wild Ale/Saison/Pilsner

Ugly DuckVinyl Snob (Passionfruit Edition)
Klaus RehkopffDØE landsformand

Min bedste oplevelse kommer fra Ugly Duck, nemlig med Vinyl Snob. Ifølge deres hjemmeside en “Flavored Gose”.
Lækker duft og smag: syrlig, passionsfrugt og en smule salt. Tør og sød/syrlig eftersmag. En fantastisk indgang til den syrlige verden, og en oplevelse der kalder på en gentagelse.

ObservatorietPollux
Claus Wordenskjold

Det var den første øl jeg smagte fra Observatoriet. Det er lykkedes dem at lave en let syrlig øl med meget høj drinkability. Tørhumlingen med Citra fornægter sig ikke. Helt klart en af årets største positive overraskelser fra mig.

PenyllanAnica
Craftbeervalkyrie

Hold kæft en smagsrutsjebane man kommer ud på.
Smagsoplevelsen starter med smag af sure bær, så bevæger den sig over i en sødme af svesker og en svag smag af rugbrød, hele oplevelsen slutter af med en mild smag af balsamico og en tør bitterhed.
Den mest komplekse øl jeg har smagt i år, og den smagte helt fantastisk.

Brasserie de la SenneSaison de la Senne (2021)
SchwesterBrau

Fordi den rammer Saison-stilen helt rent og samtidig skruer op for fadlagringen – det fungerer bare! Og så skal vi have noget mere saison på ølkortene derude!

Chien BleuOtto
Beerautiful

Det her er en øl som kræver eftertanke og tid til at drikke. Den forbinder det funky/sure med det søde og så endda også en vinøsitet med det en fadlagret tyngde. Det er en perfekt balanceret syrlig øl med balance.

Evil Twin NYCPaul Grenier’s Legendary Sangria
Beerdedbastard

Det her er en smoothie sour der blæste mig bagover. En fuldstændig vanvittig lækker smag, hvor man, på trods af de massive tilsætninger, fornemmer alle smagene.
Lækker og sød, men dejlig syrlig.
En voldsomt frugtet sour, der bare smager af sommer, sol og mange flere glas.

Brouwerij BoonOude Schaarbeekse Kriek Boon
Christian Andersen – Forfatter, beerbychristian

Ikke bare en Kriek men en Schaarbeekse Kriek
Bitterhed fra kernerne. Smag fra æblekerner og skrællen. Rig Gueze fornemmesle, der bakker op om en himmelsk smag af sure kirsebær.
WELTKLASSE

Vault CityRhubarb Maple Pecan
Copenhagenbeertraveler

Det kunne i og for sig have været mange af Vaults udgivelser i år. De formår på fornemmeste vis at kombinere en reel frugtig syrlighed med de mange sjove tilsætninger – og altid i balance. Den her er rabarber for fineste vis. Den bibeholder letheden og syren og lægger et frækt lag af nød og sødme på toppen.

Mikkeller & Mahrs Brau Bamberg –  Mikkeller/Mahrs MBCC 21
Mikkel BjergsøMikkeller

Sorry jeg vælger en øl jeg selv har været involveret i 🤣
Men da jeg gik sammen med Mahrs for at lave årets MBCC øl var det med min store kærlighed til tyske lagers i tankerne. Mahrs er et, efter Bamberg standard, moderne lager bryggeri, som samtidig har en lang tradition og derfor mestrer denne stil til perfektion.

Brewski Omnipollo   – BFF Blueberry Fluff Forever
Ousen om Øl

2021 bød på mange gode øloplevelser, og flere af dem er allerede nævnt af andre på denne liste, så hvorfor ikke tage en flydende dessert, som i forbindelse med en julekalenderoptagelse blev en kæmpe oplevelse.
Brewski og Omnipollo er gået sammen om BFF Blueberry Fluff Forever, som er en ret heftig gose, der er brygget med 50% blåbær, og som derefter har fået et skud vanilje, marhmallows og et nip salt. Lyder det voldsomt? Det er det egentlig også, men det er samtidig super lækkert. Der er fuld skrald på blåbærrene, som virkelig skinner igennem, men der er også maser af vanilje og sødme, men også en fornemmelse af laktosen, så man skal være til den slags stads. Hvis man til gengæld er det, så er det her et mesterværk

Evil Twin Brewing NYC & Mortails Brewing Co. – Even More Even More Hydra
Rookiebeers

2021 er året, hvor jeg for alvor får øjnene op for øltypen Smoothie Sour Ale. Og Even More Even More Hydra er virkelige en øl, der sparker benene væk under mig. Øl når det er allerbedst og mest mærkeligt.


Stout/Porter/Barley wine/Belgisk Mørkt Øl

Amager BryghusDouble Black Mash 2021 Rye Whisky
Baregodsmag

Double Black Mash-series fra Amager Bryghus er verdensklasse og når de kulsorte og klistrede dråber så får lov til at boltre sig på et rye-fad fra Buffalo Trace i ti måneder, så springer vi simpelthen skalaen for storladen dobbeltmæsket lykke.

Fanø Bryghus & BeerhereØkuller
Brian LindbergØlansvarlig i Wika Meny

Jeg synes 2021 bød på rigtig mange virkelig gode øl, og jeg var særligt imponeret over alle de nye mørke øl der kom på markedet.
Økuller er en utrolig lækker imperial stout fra 2 af Danmarks allerbedste craftbryggerier,
fadlagret på Stauning fade og med en helt fantastisk balance i smagen.

Amager BryghusRye King.
Superpolle

“Afsindig meget smag og fylde” skrev jeg om Rye King, da jeg smagte årets udgave første gang (den oprindelig version var et cobrew med Goose Island). Rug er en herlig kornsort, som her giver en fedme og viskositet, der matcher de brændte, ristede, kaffe noter perfekt. Hvis du kan lide sort øl, er Rye King 2021 ikke til at komme uden om. Punktum.

Evil Twin NYCThe Great Northern Barrel Aged Series 3
Beerfitter_dk

En øl som omvendte min skeptiske tilgang til sort øl og Evil Twin som bryggeri. Dybde, fylde, fad, ultra let drikkelig til trods for alkoholprocent og mundfylde. En øl som pirre med flere og flere smagsnoter og lag, i takt med at øllet bliver varmere og iltet! Årets bedste oplevelse fra min side

Fanø Bryghus & BeerhereØkuller
TheDanishBeerBlogger

Ingen tvivl om, at årets øl 2021 er Økuller fra Fanø Bryghus og Beer Here. Med øllen har bryggerierne bevist et helt nyt niveau inden for fadlagring. Et niveau, som nemt kan sammenlignes med fadlagret øl fra Amager Bryghus.
Forhåbentlig har Fanø Bryghus flere fadlagret øl klar i 2022, og jeg glæder mig rigtigt meget til at smage dem!

Moersleutel Craft Brewery8719992492923 (Barcode Black & Green)
A_word_on_beers, Drinkabeer.dk

Barcodeserien fra hollandske Moersleutel Craft Brewery er altid garant for store øloplevelser og i år har 8719992492923 eller bare Barcode Black & Green løftet sig over resten af serien. Moersleutel formår at lave markante og ret kraftige imperial stouts, men de fadlagrede eksemplarer i Barcodeserien er super smooth og forbavsende letdrikkelige. Jeg er stor fan!

Side Project BrewingBeer : Barrel : Time (2019)
Master of Hoppets

Beer : Barrel : Time fra Side Project (kendt som BBT) er i min optik det tætteste, du kommer på perfektion i verdenen af fadlagrede Imperial Stouts. Øllen er et blend af forskellige grund opskrifter, som har lagt på forskellige typer af amerikanske Bourbon fade i 20-28 måneder. Den har alt, hvad stilen skal have, og meget få bryggerier kommer tæt på det niveau Beer : Barrel : Time ligger for dagen. En øl jeg drømmer om at få lov at smage igen en gang, og som klart er jagten på den værd!

Det Lille BryggeriRudolfs Juledoping
Daniel Holmberg – HosHolmberg Juleeksperten fra Natholdets Julekalender med Carsten Berthelsen podcasten

Det Lille Bryggeri er et af de bedste bryggerier i Danmark, og denne lille flaske doping er et lækkert lille belgisk julemirakel. Rudolfs Juledoping kan bl.a. fås hos Craft Makers Collective, der havde den med i Natholdets Julekalender 2021. Den fungerer perfekt som EPO til en julefrokost, som er ved at gå død. Det var næppe heller tilfældigt, at Rudolfs Juledoping var med som den allersidste øl i Natholdets Julekalender 2021.

Fanø BryghusRed Wedding 2020
Ølformation

Økuller tabte kun med et mulehår, så det har været et godt år for Fanøs fadlagrede imperial stout, hvor Red Wedding for mig var 2021’s ølhøjdepunkt. Rødvinen i spil med stouten passede perfekt som en øl, der tager hele aftenen at drikke. Jeg nød den i maj på min 2-års bryllupsdag, men den kan nydes alle aftener, hvor du har tid til at rånyde en øl, der bare gerne vil massere dine smagsløg.

BrygBrygBrygBeerbloggers Barleywember 2021
Hopdaddy.dk

BrygBrygBryg har leveret den øl, der gjorde den største forskel for mig i 2021. Nemlig deres hyldest til #BarleyWember. Udover at øllen smager helt urimeligt godt. Så er det også bare beundringsværdigt, når små bryggerier sætter fokus på noget større. Og så er det bare en elegant, letdrikkelig, smagfuld og absurd flot balanceret Barley Wine.

 

Juleøl anbefalinger

Juleøl og ikke-juleøl til julemåneden

Juleøl og ikke-juleøl til julemåneden
Julen står for døren, og vi kan vel lige så godt byde den velkommen indenfor.
Julen er jo traditionernes, madens, konfektens og hyggens højtid.
Men det er bestemt også en tid til gode øl. Både juleøl og ikke-juleøl.

Øl til maden, øl til hyggen, eller bare en øl til den stille og mørke aften. Der er masser at bruge den til.
Men hvad pokker skal du vælge?
Og til hvad?

December er traditionelt fyldt med tunge juleøl – masser af sødme, krydderi og alkohol. Det kræver ofte heftigt øl at tage kampen op med den danske julemad. Som modvægt har vi i de senere år fået flere og flere Jule-IPA’er med et snert af jul (eller bevidst det modsatte).

Her kommer en række bud fra en række ølnydere.
De giver et bud på en god øl til den søde juletid.
Ikke nødvendigvis deciderede juleøl, men øl der gør sig godt i juletiden.

Juleøl er nemlig alt muligt andet end belgisk inspireret med julekrydderier – og Gud. Ske. Lov. for det! For det handler vel i virkeligheden om at parre øl til så mange af julens traditioner som muligt? Og der, når den sammenstukket lakridslager fra Tuborg bare ikke særligt langt.

Vi har derfor samlet lidt af det gode øl til en stille aften i sofaen eller til måltiderne i julemåneden.

Rigtig glædelig jul, og skål!

Til de stille, mørke aftener:

Beercause (Anders Seistrup) og Bare God Smag anbefaler:
Fanø Bryghus – Imperial Barrel-Aged Jule Porter

Juleøl fra Fanø Bryghus

Anders siger:
Fanø Bryghus leverede klart den bedste juleøl sidste år, og uden tvivl en øl, man bør opstøve i år, hvor den bliver udgivet igen. Det er en kulsort porter der formår at indkapsle alt det bedste ved mørke malte, whisky tøndemodning med et snert af vanilje og julens mange krydderier, der altsammen doseres i en perfekt balance.

Bare God Smag siger:
Sort, klistret øl med et forsvindende lille hasselnøddefarvet skum. Aromaen er ligeledes tung og klistret, med karamelliserede og ristede maltnoter, krydret og tørt fadpræg og en snert af vaniljekrans og ikke mindst whisky. Rimelig kraftig karbonering, når man ser den ellers rolige, fede krop i glasset. Kulsyren bryder sødmen og de ristede noter, der leder tankerne hen på de store skibsreb, nede fra havnen, og giver et uventet, men velkomment spil i øllet. Denne juleøl har virkelig meget at byde på, fra sødmefuld, og dog skarp whisky, til vanilje, egetræ og anis. Markant bitterhed, men det skal der være, for at tøjle dette bæst af en porter. Fremragende, intet mindre.


BeerdedBastard anbefaler:
Brouwerij De Dolle Brouwers – Stille Nacht

Julen er traditionernes tid. Og det er det også i mit hjem.
En af vores traditioner at at vi ser og genser en masse julefilm. En af dem er Polar Ekspressen. Den har vi i over 10 år, altid set den 23 december. Den er i min optik det perfekte billede på det der gør julen til noget særlig. De sidste 3 år er traditionen blevet udvidet, og Polar Ekspressen får nu følgeskab af Stille Nacht fra De Dolle.

Denne belgiske stærke golden ale er en fantastisk følgesvend, til en stille aften, før det hele går løs.

De Dolle byder på en dejlig frisk duft, krydret med belgiske gær noter.
Smagen er sød og let syrlig. Krydret men også med noter af grønne æbler, belgisk gær og en lille smule bitterhed.

Det her er i min optik juleøllen man skal have. Det er en smuk og kompleks øl, der netop klæder en stille aften, i den mørke tid.
Jeg køber altid, mindst 2. En til den 23. december og en til at gemme, så jeg om nogle år kan lave en sammenligning, mellem årgangene. Det skulle vist udvikle sig ganske fint.

De Dyre Dåser anbefaler:
Track Brewing Company and Salikatt Bryggeri – Another Lifetime



Øllen er én stor kærlighedserklæring til det søde liv.
IPA er ikke særlig julet i sig selv, men denne Double IPA er cremet, blød og smager af en sød (jule)tid. Med laktose og masser af smag fra den voldsomt populære Galaxy-humle er det bare en øl, der rammer lige i øjet, når det skal være lidt specielt. Den smager af fersken og mandarin og har kun en mild bitterhed til sidst.
Drik den med de bedste venner tidligt på aftenen, eller måske som en flot nytårs(guld)bajer!

SuperPolle anbefaler:
Herslev Bryghus – Porter

Hvad gør du, når det bare bliver sent, og du er mæt af tung alkohol, julekrydderier og heller ikke magter en omgang tropisk humlejuice?

Må jeg slå et slag for den klassiske Porter. Den enkle, kulsorte, gerne lidt småtørre Porter helt uden mærkelige tilsætninger.

Det kan fx være Herslev, som brygger en, i mine øjne, fremragende og ukompliceret (i ordets allerbedste forstand) Porter, som bærer det uprætentiøse navn Porter. Og så er den oven i købet et eksempel på, at økologisk sagtens kan være lig med god øl.

Ellers vil jeg også foreslå en af Danmarks bedste baltiske portere, som du altid kan finde i nærheden. Jeg bliver ikke ubetinget populær blandt ølsnobber, men læg lige fordommene til side og stik først snuden og siden tungen i en Gl. Carlsberg Porter. Den er lidt alkoholtung, men føj hvor er det dog en dejlig, ærlig og ligeudaflandevejen Baltisk Porter. Ja, det er industribryg, men det er også ren kvalitet og dejlig velsmag. Og hvis du ikke kan finde Gl. Carlsberg Porter, er indholdet i Wibroe Porter nøjagtig det samme. Så ved du det.

CopenhagenBeerTraveler anbefaler:
To Øl – Jule Malt

Min juleølsanbefaling er denne “soon to be” juleklassiker.

JuleMalt fra To Øl er en Imperial Stout på 15% abv. Tætflydende, kulsort stout med et fint læderfarvet skum. Den skal nærmest rystes ud af flasken. Proppet med laktose, chokolademalt og en tydelig fornemmelse af noget kandislignende. Dertil et fint anslag af røg, som gør denne øl til noget mere end bare en sukkerbombe og giver den en fin dybde.

På alle måder en ekstrem øl og til ca. 35kr får du både procenter og smag for alle pengene.

Brian Lindberg (Wika Meny) anbefaler:
Hoppe Beer – Sol Invictus

Jeg synes, at det er spændende at smage forskellige årgange af juleøl op mod hinanden og sammenligne, hvordan smagen udvikler sig. En juleøl, der egner sig særligt godt som vintage øl, er Sol Invictus fra Hoppe.beer i Solrød.

Sol Invictus er en Saison, der er krydret med koriander, nelliker og vanilje. Det er en virkelig forfriskende juleøl, som gemmer de 7,5 % ret godt.

Som frisk udgave er den utrolig velsmagende, men som vintage øl fungerer den den næsten endnu bedre. Især årgang 2017 har udviklet sig til at være en af mine ynglings vintage øl de senere år. Krydderierne er selvfølgelig blevet lidt mere afdæmpet med tiden, men den er knastør, vinøs og utrolig kompleks i smagen.

Til maden:

HopskullBeerGuide anbefaler:
St. Bernardus – ABT 12

For mig er den perfekte ”jule” øl til at akkompagnere julemåltidet, bestående af flæskesteg, and og hele molevitten, ikke en øl der går under betegnelsen ”Juleøl”.

Jeg er meget glad for St. Bernardus ABT 12 – en kloster øl, der stilartsmæssigt går under betegnelsen ”Quadrupel”. Den er perfekt til den fede julemad, der byder på massere af Maillard-reaktionen, fedt, salt, sødme og syre – du har brug for en sød øl med karamelliserede noter, samt noter af krydderi, karbonering og alkohol til at stå op imod det bombanement julemåltidet byder på!

St. Bernardus ABT 12 er nært beslægtet med verdenskendte ” Westvleteren 12” – du ved, den der med guldkapslen, der har en astronomisk prissætning. Det er den, fordi Westvleteren 12 engang blev kontraktbrygget på St. Bernardus klostret, og da denne kontrakt blev annulleret opstod St. Bernardus ABT 12 med den oprindelig Westvleteren 12 gær og samme opskrift – den må bare ikke hedde det.

Så vil du prøve en øl, der for mig står som den oprindelige  ”Westvleteren 12” bare til en væsentligt mindre pris og tilgængelighed, så skal du kaste dig over ABT 12!

ThorsBeer anbefaler:
Abbaye Notre-Dame De Saint-Rémy – Trappistes Rochefort 10

Jeg vil anbefale Rochefort 10 til julemaden. Det er en fyldig og let krydret øl med høj sødme til at give modspil til det kraftigt smagende og fede julemad. Med den høje karbonering hjælper den til at rense svælget for fedt og mad.

Rochefort 10 har det særdeles godt med and, fed sovs og kraftige oste, og derfor står der altid rigeligt med Rochefort 10 på mit julebord. Det skal ingen mangle.


Ousen_om_øl anbefaler:
Schlenkerla – Aecht Schlenkerla Eiche



Eiche er noget så usædvanligt for en juleøl, som en røgøl med egerøget malt. Det giver lidt mindre spegepølse og bål, end Schlenkerla ofte har i deres bøgerøgede øl.

Eiche er lavet på en base af en Dobbelbock, der byder sig til med malt, karamel, sødme, og så har den en god alkohol med sine 8%. Røgen er flot i balance, og selvom den naturligvis er markant, så er det på en eller anden måde ikke voldsomt.

Den ville være et spændende valg til de lune retter på julefrokostbordet, men ville også kunne bære en flæskesteg, og måske endda være et meget spændende match til anden eller gåsen.


Ugens Øl Anbefaler:

Herslev Bryghus – Stjernebryg



Min anbefaling til en øl, der går godt til alle retterne på julebordet er Herslev Bryghus Stjernebryg.

Stjernebryg er en belgisk inspireret mørk ale på 9,5%. Den er humlet med cascade og tilsat stjerneanis og koriander. Den er mørkt maltet, har en fantastisk flot duft og smag. De mørke maltdufte smage og spiller godt sammen med de stegte smage i mange af de lune retter.

Den lille skarphed fra humlen gør sig godt til silden og det salte. Slutteligt skærer den høje alkohol sig lige igennem fedmen.

For mig er det en øl, der klarer sig rigtig godt til hele måltidet og som har kvalitet til, at den sagtens kan nydes alene efterfølgende!

Ølformation anbefaler:
Hancock Bryggerierne – Julebryg

Jeg vil anbefale JuleBryg fra Hancock, som e en ekstra, ekstra stærk pilsner på hele 10,5% alkohol.

Hancock brygger udelukkende øllen på Saaz-humle og dansk malt, hvorfor det det julede ved øllen ikke er tonsvis af eksperimenterende krydderier.

Der er “bare” brugt endnu flere råvarer for at gøre den ekstra kraftig – og med hele 10,5%, finder man ikke ligeså mange andre stærke pilsnere! Med al den styrke fås en klæbende og varmende pilsner, med alkohol, men uden sprit. Der er også lidt mandel i smagen.

Det er en øl, der kan stå distancen med julefrokosten, og har cojones nok til at sparke den overflødige snaps af bordet.

Craftbeervalkyrie anbefaler:
Herslev Bryghus – Mark Kirsebær

Jeg blev forelsket i Mark Kirsebær fra Herslev Bryghus allerede første gang jeg smagte den i den første DSVØ, jeg var med i. Man kan vel godt kalde det kærlighed ved første tår.

Det er jo lækker kirsebær sauce i øl form men med en passende syrlighed, så sødmen ikke bliver for meget.

Hvis du spørger mig, er den jo total oplagt at nyde sammen med risalamande, men….
Jeg synes også sagtens, at den kan nydes mellem måltiderne i julemiddagen, til at bryde den ret så fede julemad.

Jeg skal i hvert fald have et par flasker stående juleaften.

A Word On Beers anbefaler:
Bryggeriet Vestfyn – Willemoes jul 2021

Min anbefaling går på en øl der efterhånden har udviklet sig til et af julens faste holdepunkter – vel faktisk en dansk juleklassiker – også selvom den skifter øltype fra år til år.
Willemoes Jul 2021 er en Russian Imperial Stout med en god fylde og en behagelig bitterhed, som kan spille op mod julens mange fede og søde gastronomiske indtryk. Chokoladenoter, kaffetoner, let lakrids, karamel, lidt tørret frugt og hints af eg giver en øl som både kan gå sammen med mange af julefrokostbordets retter og sikkert også anden eller flæskestegen juleaften.
Bonus tip: Køb gerne en ekstra, så du har en til kælderen, da det er en øl med et fornuftigt gemmepotentiale. Lige nu kan du kan f.eks. finde den i SuperBrugsen til 30-35 kr for hele 66 cl.

Der har du dem, forslagene til julemåneden.

Skål! Og rigtig god jul.

Craft Beer i Korsør: Carl Peter Brasserie

Craft Beer i Korsør: Carl Peter Brasserie

I en tid præget af corona, lockdowns, folk der kæmper for at holde liv i deres virksomheder, tests, coronapas, er der alligevel også lidt nyt der blomstrer op.

I min lille hjemby, Korsør, er der dukket et nyt spisested op: Carl Peter Brasserie.

Jeg har via de sociale medier fulgt med i tilblivelsen, og det har været rigtig spændende. Tilgangen til både maden, drinks, og øl har virket meget professionelt, og det har været ret tydeligt, at de havde en plan for, hvad de ville, og hvad de ville tilbyde deres gæster.

Det er ikke nemt at komme i gang i disse tider, og at åbne en restaurant, du ikke må åbne, er sgu en ret vild bedrift at kaste sig ud i. Ikke desto mindre var det det, de gjorde.

De startede med lave takeaway; 4 forskellige retter der skiftede fra uge til uge. Det så rigtig lækkert ud, men vi fik aldrig taget os sammen til at få det prøvet. Da de endelig måtte åbne, var vi derfor hurtige til at få bestilt et bord. Nu skulle vi prøve deres mad.

Jeg har været heldig at besøge stedet to gange; en gang som “helt almindeligt menneske” sammen med min kone. Og en gang i forbindelse med min ølblog, som findes på Instagram som Beerbastard.dk og Facebook under samme navn.

Hoppe.Beer på hanerne

Carl Peter Brasserie har nemlig valgt en lidt anden tilgang til deres øl og har ikke de vanlige på kortet. Nej, de har nemlig lavet et samarbejde med Hoppe.Beer.

Hoppe.Beer er mest kendt for belgisk inspirerede øl og for at lege lidt med det hele. Det giver nogle spændende, men ikke altid lige tilgængelige øl. Samarbejdet her er dog af en lidt anden karakter. Det er nemlig nogle mere traditionelle øl, der bliver brygget.

De 5 øl der er på hanerne består af en hvedeøl, en pilsner, en lager, en ipa og en stout. Der kommer på sigt en sjette, som er en sæsoninspireret øl. Øllene kommer jeg tilbage til.

Lad os i stedet kigge på stedet og maden, for det var faktisk derfor, jeg kom første gang.

Stegt svinekotelet med smørstegte kartofler

Vi blev mødt af smilende og venligt personale, der hurtigt viste os til vores pladser, hvor vi i ro og mag kunne studere menuen og lokalet.
Stedet er holdt i mørke, sorte farver, og alt er nyt og lækkert. Bordene er lidt forskellige, og der er lidt blandet belysning. Det hele bidrager til en hyggelig stemning. Man kunne godt frygte,  at det blev lidt huleagtigt med de mørke farver, men den store glasfacade ud mod havnekajen giver et fantastisk lysindfald og en lækker udsigt. Det er flot, veludført og gennemført.

Menukortet er bygget op i forret, hovedret, hvor du vælger dit protein først. Der er omkring 6 forskellige at vælge imellem, okse, svin, kylling og fisk og så er der sideorders, hvor du vælger tilbehør og så sauce som det sidste. Dessert, kaffe, kolde drikke er også på kortet. Der er separate kort til drinks og vin/bobler.

Jeg kastede mig over stegt svinekotelet med smørstegte kartofler med urter og en pebersauce. Mens vi ventede på maden, fik vi serveret hjemmebagt brød med hjemmelavet smør drysset med urtepulver. Smørret var godt saltet, men det smagte fantastisk på det friske brød. 

Jeg fik serveret to koteletter, som sad lige i skabet; møre og saftige, lækker stegeskorpe, og fint krydret. Kartoflerne var tilberedt perfekt, gennemstegte, men faste og med lidt sprødt skræl på. Pebersaucen var der godt med spark i, den smagte virkelig af noget, men det spillede godt med det andet. Det hele blev skyllet ned med en pilsner. Jeg var fyldt godt op, da jeg kom igennem maden, og det smagte virkeligt godt.
Vi var enige om, at vi gerne kom igen.

BeerBastard i aktion 

Et par dage efter var jeg der igen, men denne gang i kraft af min hobby som “ølblogger”, for at prøvesmage øllet.

Lørdag kl 13, mødte jeg ind og blev igen modtaget på bedste vis. Jeg blev vist til mit bord. Og inden længe kom Michael, restaurantchefen, og vi snakkede kort om rækkefølgen, som de fem øl skulle smages i.

Rækkefølgen blev:

  • Pilsner
  • Hvede øl
  • Vienna Lager (classic)
  • Ipa
  • Stout

Lad os tage et kig på øllene.

Jeg skal med det samme sige, at øllene er brygget til at matche maden, og er brygget til den mere gængse øldrikker. Så det er ikke vanvidshumlede ipa’er eller stouts pumpet med alt godt fra slikbutikken.

Pilsneren

Pilsneren er ufiltreret og ligner derfor ikke den klassiske Tuborg. Den har et grumset look.
Duften er frisk, humlen er fint til stede og giver nogle florale noter på en fin bund af brød fra malten. Det første jeg lægger mærke til, når jeg drikker den er, at den har en lidt fed og tung fylde. Den har en fin humlet friskhed med florale noter, men også en sødme over sig. Der er igen en god bund fra malten, som giver en fin brødfornemmelse. Der er en smule diacetyl at spore, det giver sådan en lidt smøragtig smag, ikke voldsomt, men den er der. Den er bevidst brygget sådan, da den er brygget efter tjekkisk forbillede. Det her er en rigtig fin pilsner, som jeg tænker kan gå godt til de fleste af deres retter. Det er en anderledes pilsner, men ikke en øl der skræmmer nogen.

Hvedeøl

Hvedeøllen overraskede mig. Det er ikke en type jeg er specielt begejstret for normalt, men den her kunne noget. I duften er den sødlig, man finder noter af gær, banan og abrikos. Smagen har en tydelig sødme. Banan og abrikos fylder godt i smags billedet. Gæren er ret tydelig her også. Den har en blød cremet fylde som forventet, men der er noget kant i smagen, der kom bag på mig.  Umiddelbart synes jeg, at den er rigtig spændende, men jeg synes ikke, at den er klassisk hvedeøl, og jeg kan godt forestille mig, at den kan dele vandene lidt.

Jeg tænker, at den vil være rigtig fin til fisken og kyllingen, eller iskold ii solen ude på havnekanten.

Vienna lager

Vienna lager som nok bedre er kendt som classic er egentlig ret klassisk i duften. Den er mere maltet og giver en dejlig brød aroma, en let sødme som bakkes op af en fine humle note. Smagen er et super lækker mix af den maltede brødsmag og humle. Du får fine florale noter fra humlen, en lækker ristet smag og en let sødme,
Den virker på en og samme tid frisk og lidt tung i det. Det kan jeg ret godt lide.Det er lækkert at den ristede malt får spillerum i øllen. Det giver lidt mere karakter.

Øllen ville jeg nok vælge til kødretterne, det røde eller svinekødet.

India Pale Ale

Ipa’en starter med en let floral duft, som bliver kombineret med en let frugtig aroma. Det giver mig noter af blomster, honning melon, mango og en smule brød. Det er godt, det her.
Smagen følger duften. Den starter ud med de florale noter, som blandes op af en frugtig smag. Igen fanger jeg honningmelon, mango, men også en smule ananas. Der er en tydelig bitterhed, der skærer fint igennem uden at blive voldsom. Det her er en skøn bastard af en ipa. Der er lidt west coast ipa over den med de florale noter og den tydelige bitterhed fra humlen, men den frugtige og let søde smag giver masser af new england ipa vibes.

Ipa’en vil være fin at rense med til den stærke og fyldige pebersauce til grisen, kyllingen eller det røde kød. Men den vil bestemt også være god i solen, dejlig kold og i store slurke.

Stout

Vi sluttede af med deres stout. Den har tydelige noter af friskkværnet kaffe og ristet malt i duften og en smule chokolade. Smagen har som duften en tydelig kaffesmag og ristede noter. Der er igen et hint af chokolade, men det er kaffen, der spiller hovedrollen her. Den har en fin tør bitterhed. En blød og rar mundfylde. Der er ret godt bid i den her.

Stouten kan fint udfordre koteletterne eller de røde bøffer og pebersaucen. Men den vil også være lækker til en dessert med tung mørk chokolade. Eller drop kaffen og tag stouten i stedet evt med en rom på siden. Det vil også fungere perfekt.

Brasserie Carl Peter er et dejlig nyt bekendtskab, og jeg er meget begejstret. Maden vi har fået, har været rigtig lækkert. Det er gode råvarer, og det er veltilberedt. Øllene er brygget så de rammer maden rigtig godt. Det er klassiske stilarter, der alligevel kan rykke lidt ved Tuborg-segmentet, og som mere garvede også kan se en kvalitet i.

Så alt i al er det bare med at komme afsted. Ned og prøv maden og øllet. De har sgu styr på det.

Jeg vil gerne sige tak til både Michael fra Carl Peter og Frederik fra Hoppe.Beer for denne mulighed. Tak til Carl Peter Brasserie for god betjening og værtskab. Jeg glæder mig til at komme igen.

Jeg skal gøre opmærksom på, at ølanmeldelserne er mine egne holdninger, og at der er reklame i skrivet her.

Jeg gør opmærksom på, at denne reportage indeholder reklame, da mad og øl er finansieret af Peter Carl Brasserie. Udarbejdelsen af denne reportage var dog ingenlunde et krav i invitationen, ej heller har jeg modtaget betaling.

– Sonny PALLE

Indlægget er skrevet af Sonny Pale fra BeerBastard.dk.