#OrdetErJeres – Gamma Brewing Co.

I dag tager vi hul på en række interviews med bryggerier, barer og ølbutikker. Det gør vi for at sætte fokus på dansk øl og for at fortælle en positiv historie her midt i en ellers udfordrende tid, hvor kampen for overlevelse er åbenbar.

Vi har været så heldige at få Jakob Nørby Houmøller, medejer af Gamma Brewing Company til at lægge fra land og sætte sin del af dagsordenen for denne serie.
Netop, og kun lige akkurat, hjemvendt fra humleopdagelse i New Zealand, har der givetvis været travlt i kulissen for at få alle ender til at mødes.

Jakob, ordet er jeres:

1️⃣Hvordan har den praktiske hverdag på bryggeriet ændret sig den seneste måned?
➡️Det har været en kæmpe omvæltning for os, og for industrien generelt, på et splitsekund forsvandt al engrossalg af fustager til barer, restauranter og eksportkunder i Europa. Dette betød selvfølgelig, at vi grundigt måtte overveje hvordan vores produktionsplanlægning skulle tilpasses. Vi har valgt at forsætte produktionen, dog med lidt færre bryg om måneden, men i stedet for at brygge en masse humlede øl, producerer vi nu primært sours, stout og pilsner, der tager længere tid at producere, men samtidig også har en god holdbarhed efter tapning. Det er selvfølgelig risikabelt at binde likviditet i et stort varelager, men jeg tror det er til gavn på den lange bane. Det humlede øl vi stadigvæk laver, bliver næsten udelukkende tappet på dåser, som der heldigvis stadig er godt salg i, hvor vi inden COVID-19 tappede ca. 50/50 på hhv. fustager og dåser. Derudover er hele vores lager af fustager sendt til kølelager, indtil der bliver åbnet for barer osv. igen.

2️⃣Hvilke nye tiltag og tanker har den nuværende situation medfødt hos jer?
➡️Eftersom 80-90% af vores kunder i ind- og udland er blevet tvunget til at lukke, har situationen naturligvis krævet noget seriøs nytænkning af forretningsmodellen. Et nyt marked er dukket op for hjemmelevering af hele og halve kasser, derudover er vores webshop gået fra at have måske 10 bestillinger om ugen, til at have over 100 bestillinger. Så al den tid vi normalt bruger på at pakke paller til eksport og distribution i DK, bliver nu brugt på at pakke små bestillinger til private. Det bliver meget interessant at se hvor holdbart det her eksploderende online marked er, når barerne åbner igen, men jeg tror, at flere folk har fået øjnene op for at øl også kan købes direkte hos bryggerierne. Derudover har situationen også medført at man bliver nødt til at tænke lidt mere kreativt i forhold til afsætningen af sine produkter, hvilket jeg tror kommer industrien til gode på den lange bane.

3️⃣Hvad ser I om noget den nuværende situation bibringe af positivt til branchen eller jer selv på sigt?
➡️Jeg tror at situationen med COVID-19 generelt har fået samfundet til at indse hvor skrøbeligt et system vi reelt har, og hvor vigtigt det er at støtte sine lokale producenter af såvel øl, som fødevarer, service og lign., så jeg håber, at det kan medvirke til at styrke markedet for mikrobrygget øl yderligere på sigt. Som nævnt tidligere, håber jeg også at det har skabt større opmærksomhed omkring muligheden for at handle direkte hos bryggerierne, hvilket kommer både forbrugeren og bryggerierne til gode. Uden at ville lyde kynisk, tror jeg også at det er sundt for en branche, der har haft det relativt nemt de sidste 5-10 år, at blive mødt med noget modstand og nogle omstændigheder der om noget tvinger folk til at være kreative, og bruge ekstra tid på at tænke alvorligt over hvordan man driver en forretning, som alle bryggerier, uanset størrelse, jo i sidste ende er. Jeg håber og tror at mikrobryggerierne, barerne og relaterede brancher som helhed bliver styrket af en sådan situation, også selvom der måske er enkelte der desværre må lukke, hvilket heldigvis ikke er sket endnu.

4️⃣Hvad ser I allermest frem til på den anden side af corona-krisen?
➡️Det jeg personligt ser allermest frem til er, at gå ned på min lokale bar og nyde en stor fadøl i solen. Som bryggeriejer glæder jeg mig til at kunne levere førnævnte fadøl.

5️⃣Har I noget spændende på bedding, som vi må tease for?
➡️Vi har spændende idéer i støbeskeen, men desværre ikke meget jeg kan dele på nuværende tidspunkt.

Tusind tak til Jakob og Gamma for jeres input i denne interviewserie, som er en del af #craftbeeraid2020 og tiltageT, som vi kalder #ordeterjeres

Læs med i morgen når Grauballe Bryghus har ordet!

(Billedemateriale venligst udlånt af Gamma Brewing Co.)

Dette indlæg er skrevet af Copenhagen Beer Traveler

Posted in BeerBloggersDK, OrdetErJeres and tagged , , , , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *