Mens vi håber på at kommende oplukningsplaner involverer vores lokale ølbarer og restauranter i et eller andet omfang, ruller interviewserien med de mange udfordrede bryggerier, ølbarer og ølbutikkere videre.
I dag er vi nået til Old Hat Brewing Co., et lille, forholdsvis nyåbnet “gipsy brewery”, som jeg første gang mødte i “upcoming”-zonen på Danske Ølentusiasters Ølfestival sidste år. De markante tegneseriefigurer, som udgør bryggeriets visuelle brand, trak opmærksom og bryggeriet fremstod endog overordentligt stilsikkert. Ligeså deres øl, som alle er gedigne bud på hver deres øltype.
Jeg er glad for at kunne give ordet til brygger og ejer, Thomas Kastrup:
-
Hvordan har den praktiske hverdag på bryggeriet ændret sig den seneste måned?
Da Old Hat er et fantombryggeri har hverdagen ændret sig på den måde, at vi bruger mere tid på at tænke i alternative afsætningskanaler, end på at udvikle nye øl.
-
Hvilke nye tiltag og tanker har den nuværende situation medfødt hos jer?
Old Hat er stadig ved at finde sin plads på markedet, og er stadig i en fase hvor vi forsøger at få en masse nye kunder i hus. Af hensyn til den vanskelige økonomi som restaurationsbranchen står i, har vi valgt at sætte dette på hold, og forsøger i stedet at række ud direkte til forbrugeren. Indtil videre har man kunnet bestille vores øl på et facebook opslag, og vi har netop introduceret muligheden for bestilling på vores hjemmeside. Desværre har vi ingen fancy webshop eller gode logistik-løsninger – indtil videre kører vi det ad hoc og en dag ad gangen. Endvidere er vi kun ved at opbygge en trofast følgerskare på de sociale medier, så vores outreach er begrænset. Vi har været mere vant til at møde de private kunder i godt selskab på markeder og festivaler, men vi øver os i online kommunikation. Til dagligt er det kun mig (Thomas Kastrup red.) der er fuldtid på det her, og jeg er nok lidt en old hat når det kommer til tech og SoMe.
Ud over dette, ser vi ind i en fremtid, hvor vi også skæver til hvordan det går med branchen, særligt alle de små. Som fantombryggeri er vi dybt afhængige af, at der stadig er små bryggerier med produktionsudstyr til at brygge vores øl når samfundet åbner igen.
-
Hvad ser I om noget den nuværende situation bibringe af positivt til branchen eller jer selv på sigt?
Om det er positivt, må fremtiden afgøre, men situationen har tvunget store som små bryggerier, inklusiv os selv, til at fokusere mere på den direkte markedsføring og levering til døren, hvilket måske kan rokke ved hele markedet for ølsalg fremadrettet. Derudover oplever bryggerierne en stor kærlighed fra øl-elskere der gerne vil gøre deres for at fremme salget i disse tider, herunder jeres fine initiativ.
-
Hvad ser I allermest frem til på den anden side af corona-krisen?
Vi ser mest frem til at kunne koncentrere os om at udvikle og brygge fantastiske øl og fortælle flere historier. Og så er vi noget nervøse for at se hvor restaurationsbranchen står; om det kulinariske Danmark stadig tør satse på et lille bryggeri som Old Hat.
-
Har I noget spændende på bedding, som vi må tease for?
Vi er ved at lancere websalg via COOP fundrasings side for små virksomheder. Hvor de som led i at passe på de kulinariske iværksættere i corona-tiderne, har givet plads til websalg til private. Apropos vores manglende webshop.
- Hvilken ølstil/øl synes I er den mest undervurderede og hvorfor?
Da Old Hat brygger øl der skal gå til mad, synes jeg ikke, at man kan komme uden om en god Red Ale. Jeg synes, at det er en øl der ikke får nok opmærksomhed, særligt nu hvor den går så fantastisk godt sammen med mad. Det er også derfor at Red Ale er en del af vores lille udvalg.
- Hvis Old Hat vælge en tegnefilmskarakter som maskot, hvilken skulle det så være og hvorfor?
Nu har vi jo faktisk allerede en lille tegnet maskot, som jo er vores fortæller, men hvis jeg skulle vælge en anden tegneseriefigur uden at tænke så meget over det… uhhh den er svær… jeg er nok nødt til at gå med to; Asterix og Obelix, da de er et fantastisk umage par der ligesom bryggeriet altid er klar på nye eventyr og har en forkærlighed for mad og trylledrik aka øl.
Ligesom jeg selv har Old Hat en forkærlighed for en god Red Ale og jeg ønsker dem i den grad alt mulig held med at få sparket dørene ind til restaurationsbranchen på den anden side af krisen. Forhåbentligt står der også en række bryggerier klar til at hjælpe “gipsy brewers” som Thomas med at udleve sin kreativitet og opskrifter. Det er uden tvivl et indbyrdes forhold, som skal være medvirkende til at få bryggerierne hurtigt på fode igen. Så til jer alle: Ud og kontraktbryg din drøm!
Mange tak til Old Hat Brewing og Thomas for svar til vores interviewserie #OrdetErJeres – en del af #CraftBeerAid2020.
Læs med i morgen når Brew42 får ordet!
(Billedemateriale venligst udlånt af Old Hat Brewing Co.)
Dagens tekst er skrevet af Copenhagen Beer Traveler
Find Old Hat Brewing på Instagram og Facebook