Juleøl anbefalinger

Juleøl og ikke-juleøl til julemåneden

Juleøl og ikke-juleøl til julemåneden
Julen står for døren, og vi kan vel lige så godt byde den velkommen indenfor.
Julen er jo traditionernes, madens, konfektens og hyggens højtid.
Men det er bestemt også en tid til gode øl. Både juleøl og ikke-juleøl.

Øl til maden, øl til hyggen, eller bare en øl til den stille og mørke aften. Der er masser at bruge den til.
Men hvad pokker skal du vælge?
Og til hvad?

December er traditionelt fyldt med tunge juleøl – masser af sødme, krydderi og alkohol. Det kræver ofte heftigt øl at tage kampen op med den danske julemad. Som modvægt har vi i de senere år fået flere og flere Jule-IPA’er med et snert af jul (eller bevidst det modsatte).

Her kommer en række bud fra en række ølnydere.
De giver et bud på en god øl til den søde juletid.
Ikke nødvendigvis deciderede juleøl, men øl der gør sig godt i juletiden.

Juleøl er nemlig alt muligt andet end belgisk inspireret med julekrydderier – og Gud. Ske. Lov. for det! For det handler vel i virkeligheden om at parre øl til så mange af julens traditioner som muligt? Og der, når den sammenstukket lakridslager fra Tuborg bare ikke særligt langt.

Vi har derfor samlet lidt af det gode øl til en stille aften i sofaen eller til måltiderne i julemåneden.

Rigtig glædelig jul, og skål!

Til de stille, mørke aftener:

Beercause (Anders Seistrup) og Bare God Smag anbefaler:
Fanø Bryghus – Imperial Barrel-Aged Jule Porter

Juleøl fra Fanø Bryghus

Anders siger:
Klart den bedste juleøl sidste år, og uden tvivl en øl, man bør opstøve i år, hvor den bliver udgivet igen. Det er en kulsort porter der formår at indkapsle alt det bedste ved mørke malte, whisky tøndemodning med et snert af vanilje og julens mange krydderier, der altsammen doseres i en perfekt balance.

Bare God Smag siger:
Sort, klistret øl med et forsvindende lille hasselnøddefarvet skum. Aromaen er ligeledes tung og klistret, med karamelliserede og ristede maltnoter, krydret og tørt fadpræg og en snert af vaniljekrans og ikke mindst whisky. Rimelig kraftig karbonering, når man ser den ellers rolige, fede krop i glasset. Kulsyren bryder sødmen og de ristede noter, der leder tankerne hen på de store skibsreb, nede fra havnen, og giver et uventet, men velkomment spil i øllet. Denne juleøl har virkelig meget at byde på, fra sødmefuld, og dog skarp whisky, til vanilje, egetræ og anis. Markant bitterhed, men det skal der være, for at tøjle dette bæst af en porter. Fremragende, intet mindre.


BeerdedBastard anbefaler:
Brouwerij De Dolle Brouwers – Stille Nacht

Julen er traditionernes tid. Og det er det også i mit hjem.
En af vores traditioner at at vi ser og genser en masse julefilm. En af dem er Polar Ekspressen. Den har vi i over 10 år, altid set den 23 december. Den er i min optik det perfekte billede på det der gør julen til noget særlig. De sidste 3 år er traditionen blevet udvidet, og Polar Ekspressen får nu følgeskab af Stille Nacht fra De Dolle.

Denne belgiske stærke golden ale er en fantastisk følgesvend, til en stille aften, før det hele går løs.

De Dolle byder på en dejlig frisk duft, krydret med belgiske gær noter.
Smagen er sød og let syrlig. Krydret men også med noter af grønne æbler, belgisk gær og en lille smule bitterhed.

Det her er i min optik juleøllen man skal have. Det er en smuk og kompleks øl, der netop klæder en stille aften, i den mørke tid.
Jeg køber altid, mindst 2. En til den 23. december og en til at gemme, så jeg om nogle år kan lave en sammenligning, mellem årgangene. Det skulle vist udvikle sig ganske fint.

De Dyre Dåser anbefaler:
Track Brewing Company and Salikatt Bryggeri – Another Lifetime



Øllen er én stor kærlighedserklæring til det søde liv.
IPA er ikke særlig julet i sig selv, men denne Double IPA er cremet, blød og smager af en sød (jule)tid. Med laktose og masser af smag fra den voldsomt populære Galaxy-humle er det bare en øl, der rammer lige i øjet, når det skal være lidt specielt. Den smager af fersken og mandarin og har kun en mild bitterhed til sidst.
Drik den med de bedste venner tidligt på aftenen, eller måske som en flot nytårs(guld)bajer!

SuperPolle anbefaler:
Herslev Bryghus – Porter

Hvad gør du, når det bare bliver sent, og du er mæt af tung alkohol, julekrydderier og heller ikke magter en omgang tropisk humlejuice?

Må jeg slå et slag for den klassiske Porter. Den enkle, kulsorte, gerne lidt småtørre Porter helt uden mærkelige tilsætninger.

Det kan fx være Herslev, som brygger en, i mine øjne, fremragende og ukompliceret (i ordets allerbedste forstand) Porter, som bærer det uprætentiøse navn Porter. Og så er den oven i købet et eksempel på, at økologisk sagtens kan være lig med god øl.

Ellers vil jeg også foreslå en af Danmarks bedste baltiske portere, som du altid kan finde i nærheden. Jeg bliver ikke ubetinget populær blandt ølsnobber, men læg lige fordommene til side og stik først snuden og siden tungen i en Gl. Carlsberg Porter. Den er lidt alkoholtung, men føj hvor er det dog en dejlig, ærlig og ligeudaflandevejen Baltisk Porter. Ja, det er industribryg, men det er også ren kvalitet og dejlig velsmag. Og hvis du ikke kan finde Gl. Carlsberg Porter, er indholdet i Wibroe Porter nøjagtig det samme. Så ved du det.

CopenhagenBeerTraveler anbefaler:
To Øl – Jule Malt

Min juleølsanbefaling er denne “soon to be” juleklassiker.

JuleMalt fra To Øl er en Imperial Stout på 15% abv. Tætflydende, kulsort stout med et fint læderfarvet skum. Den skal nærmest rystes ud af flasken. Proppet med laktose, chokolademalt og en tydelig fornemmelse af noget kandislignende. Dertil et fint anslag af røg, som gør denne øl til noget mere end bare en sukkerbombe og giver den en fin dybde.

På alle måder en ekstrem øl og til ca. 35kr får du både procenter og smag for alle pengene.

Brian Lindberg (Wika Meny) anbefaler:
Hoppe Beer – Sol Invictus

Jeg synes, at det er spændende at smage forskellige årgange af juleøl op mod hinanden og sammenligne, hvordan smagen udvikler sig. En juleøl, der egner sig særligt godt som vintage øl, er Sol Invictus fra Hoppe.beer i Solrød.

Sol Invictus er en Saison, der er krydret med koriander, nelliker og vanilje. Det er en virkelig forfriskende juleøl, som gemmer de 7,5 % ret godt.

Som frisk udgave er den utrolig velsmagende, men som vintage øl fungerer den den næsten endnu bedre. Især årgang 2017 har udviklet sig til at være en af mine ynglings vintage øl de senere år. Krydderierne er selvfølgelig blevet lidt mere afdæmpet med tiden, men den er knastør, vinøs og utrolig kompleks i smagen.

Til maden:

HopskullBeerGuide anbefaler:
St. Bernardus – ABT 12

For mig er den perfekte ”jule” øl til at akkompagnere julemåltidet, bestående af flæskesteg, and og hele molevitten, ikke en øl der går under betegnelsen ”Juleøl”.

Jeg er meget glad for St. Bernardus ABT 12 – en kloster øl, der stilartsmæssigt går under betegnelsen ”Quadrupel”. Den er perfekt til den fede julemad, der byder på massere af Maillard-reaktionen, fedt, salt, sødme og syre – du har brug for en sød øl med karamelliserede noter, samt noter af krydderi, karbonering og alkohol til at stå op imod det bombanement julemåltidet byder på!

St. Bernardus ABT 12 er nært beslægtet med verdenskendte ” Westvleteren 12” – du ved, den der med guldkapslen, der har en astronomisk prissætning. Det er den, fordi Westvleteren 12 engang blev kontraktbrygget på St. Bernardus klostret, og da denne kontrakt blev annulleret opstod St. Bernardus ABT 12 med den oprindelig Westvleteren 12 gær og samme opskrift – den må bare ikke hedde det.

Så vil du prøve en øl, der for mig står som den oprindelige  ”Westvleteren 12” bare til en væsentligt mindre pris og tilgængelighed, så skal du kaste dig over ABT 12!

ThorsBeer anbefaler:
Abbaye Notre-Dame De Saint-Rémy – Trappistes Rochefort 10

Jeg vil anbefale Rochefort 10 til julemaden. Det er en fyldig og let krydret øl med høj sødme til at give modspil til det kraftigt smagende og fede julemad. Med den høje karbonering hjælper den til at rense svælget for fedt og mad.

Rochefort 10 har det særdeles godt med and, fed sovs og kraftige oste, og derfor står der altid rigeligt med Rochefort 10 på mit julebord. Det skal ingen mangle.


Ousen_om_øl anbefaler:
Schlenkerla – Aecht Schlenkerla Eiche



Eiche er noget så usædvanligt for en juleøl, som en røgøl med egerøget malt. Det giver lidt mindre spegepølse og bål, end Schlenkerla ofte har i deres bøgerøgede øl.

Eiche er lavet på en base af en Dobbelbock, der byder sig til med malt, karamel, sødme, og så har den en god alkohol med sine 8%. Røgen er flot i balance, og selvom den naturligvis er markant, så er det på en eller anden måde ikke voldsomt.

Den ville være et spændende valg til de lune retter på julefrokostbordet, men ville også kunne bære en flæskesteg, og måske endda være et meget spændende match til anden eller gåsen.


Ugens Øl Anbefaler:

Herslev Bryghus – Stjernebryg



Min anbefaling til en øl, der går godt til alle retterne på julebordet er Herslev Bryghus Stjernebryg.

Stjernebryg er en belgisk inspireret mørk ale på 9,5%. Den er humlet med cascade og tilsat stjerneanis og koriander. Den er mørkt maltet, har en fantastisk flot duft og smag. De mørke maltdufte smage og spiller godt sammen med de stegte smage i mange af de lune retter.

Den lille skarphed fra humlen gør sig godt til silden og det salte. Slutteligt skærer den høje alkohol sig lige igennem fedmen.

For mig er det en øl, der klarer sig rigtig godt til hele måltidet og som har kvalitet til, at den sagtens kan nydes alene efterfølgende!

Ølformation anbefaler:
Hancock Bryggerierne – Julebryg

Jeg vil anbefale JuleBryg fra Hancock, som e en ekstra, ekstra stærk pilsner på hele 10,5% alkohol.

Hancock brygger udelukkende øllen på Saaz-humle og dansk malt, hvorfor det det julede ved øllen ikke er tonsvis af eksperimenterende krydderier.

Der er “bare” brugt endnu flere råvarer for at gøre den ekstra kraftig – og med hele 10,5%, finder man ikke ligeså mange andre stærke pilsnere! Med al den styrke fås en klæbende og varmende pilsner, med alkohol, men uden sprit. Der er også lidt mandel i smagen.

Det er en øl, der kan stå distancen med julefrokosten, og har cojones nok til at sparke den overflødige snaps af bordet.

Craftbeervalkyrie anbefaler:
Herslev Bryghus – Mark Kirsebær

Jeg blev forelsket i Mark Kirsebær fra Herslev Bryghus allerede første gang jeg smagte den i den første DSVØ, jeg var med i. Man kan vel godt kalde det kærlighed ved første tår.

Det er jo lækker kirsebær sauce i øl form men med en passende syrlighed, så sødmen ikke bliver for meget.

Hvis du spørger mig, er den jo total oplagt at nyde sammen med risalamande, men….
Jeg synes også sagtens, at den kan nydes mellem måltiderne i julemiddagen, til at bryde den ret så fede julemad.

Jeg skal i hvert fald have et par flasker stående juleaften.

A Word On Beers anbefaler:
Bryggeriet Vestfyn – Willemoes jul 2021

Min anbefaling går på en øl der efterhånden har udviklet sig til et af julens faste holdepunkter – vel faktisk en dansk juleklassiker – også selvom den skifter øltype fra år til år.
Willemoes Jul 2021 er en Russian Imperial Stout med en god fylde og en behagelig bitterhed, som kan spille op mod julens mange fede og søde gastronomiske indtryk. Chokoladenoter, kaffetoner, let lakrids, karamel, lidt tørret frugt og hints af eg giver en øl som både kan gå sammen med mange af julefrokostbordets retter og sikkert også anden eller flæskestegen juleaften.
Bonus tip: Køb gerne en ekstra, så du har en til kælderen, da det er en øl med et fornuftigt gemmepotentiale. Lige nu kan du kan f.eks. finde den i SuperBrugsen til 30-35 kr for hele 66 cl.

Der har du dem, forslagene til julemåneden.

Skål! Og rigtig god jul.

Posted in Ikke-kategoriseret and tagged , , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *