Øljulekalenderen fra Natholdet har slået alle rekorder

Natholdets Julekalender 2021 – 5 årsager til, at du bør smage med!

Natholdets Julekalender 2021 – 5 årsager til, at du bør smage med!

Denne tekst er tidligere bragt i Danske Ølentusiasters medlemsblad ØlentusiasteN
———————————

Natholdets Julekalender er siden første udgave i 2017 vokset år efter år. Årets udgave af julekalenderen bliver dog muligvis den sidste, da Anders Breinholt har meddelt, at han stopper som vært. Hvad der fremover kommer til at ske med programmet, vides ikke, så der er ekstra grund til at se og smage med netop i år. Faktisk er der flere gode grunde.

Inden jeg kommer for langt med dette indlæg, vil jeg for en god ordens skyld nævne, at jeg i juni måned blev ansat hos Royal Unibrew med ansvaret for digital markedsføring af Craft Makers Collective. I min fritid har jeg længe været ølnørd, vært på podcasten Der Er Et Øldigt Land og anmelder øl under aliaset Beercause.

Dette skriv er egentlig forfattet med udgangspunktet i ølnørden i mig, ikke som RU-ansat. Ikke desto mindre lægger jeg svesken på disken, så ingen råber om skjult markedsføring. Jeg håber, at du vil fortsætte din læsning.

I artiklen vil jeg nemlig nævne de 5 gode grunde, der er til at følge med i Natholdets Julekalender netop i år. Og for at få dig til at læse hele artiklen, har jeg selvfølgelig gemt det bedste til sidst.

1. årsag – sidste tur med kliken

Skulle du lige være vågnet efter flere års koma eller af andre årsager ikke vide, hvad Natholdets Julekalender er, så er det et TV-show, hvor Carsten Berthelsen tager Anders Breinholt og Søren Rasted med på en rejse i Øllets Verden. Her smager de sig igennem 24 øl på én dag.

I september meldte Anders Breinholt ud, at han stopper som vært på Natholdet efter dette år udgave af Natholdets Julekalender. Pineapple Entertainment, som står bag Natholdet, har sagt, at de ikke for nuværende ved, hvad der skal ske med Natholdets Julekalender, hvorfor dette års udgave måske er den sidste gang nogensinde.

Derfor er årsag nr. 1: Det er måske sidste gang, du kan deltage i et show, der for altid vil stå som en særlig reference i den danske øl- og TV-historie.

2. årsag – støt de danske bryghuse

Første show var i 2017, og efter 1 års pause vendte de tre ølglade venner tilbage på skærmen i 2019. Mange af seerne efterspurgte muligheden for at købe øllet, så de kunne smage med. Sidste år indgik Natholdet og Craft Makers Collective derfor et samarbejde, hvor sidstnævnte stod for at samle, sælge og sende øllet ud til de mange danske hjem.

Hvor de to første udgaver havde øl fra både ind- og udland, bestod kassen sidste år for første gang kun af danske øl, som en økonomisk håndsrækning til de hårdtprøvede, nedlukningsramte bryggerier. Efterspørgslen var heldigvis enorm, og kasserne var udsolgt allerede i november.

2021 har været endnu i år i coronaens skygge. Det var derfor ikke en svær beslutning, da muligheden for endnu en udgave af Natholdets Julekalender blev drøftet. Selvfølgelig skulle der være en 2021-udgave, og selvfølgelig skulle den igen i år kun indeholde danske øl.

Ydermere blev der indgået et samarbejde med Dagrofa, hvorfor kasserne til Natholdets Julekalender 2021 også har kunne købes i butikkerne hos Meny, Min Købmand og Spar.

Det unikke ved netop Natholdets Julekalender er, at du kan støtte op om et bredt udsnit af de danske bryghuse – ikke blot ét bryggeri. Jeg ved ikke med dig, men det varmer i hvert fald mit ølhjerte at vide, at jeg har hjulpet mange danske bryggerier i en svær tid.

Derfor er årsag nr. 2: Hjælp mange danske bryghuse på én gang.

3. årsag – mange starter deres ølrejse

Gennem underholdning lykkes det Natholdets Julekalender at nå ud til et stort og bredt publikum, som normalvis ikke interesserer sig for øl. Personer som aldrig har deltaget i en ølsmagning, som aldrig har været på en ølfestival, som aldrig har udfordret deres smagsløg med de mange nye og spændende øl, som vi heldigvis har i vores skønne land i disse år.

Herigennem vil ølbranchen uden tvivl opleve, at der pludselig finder nye forbrugere ind i Øllets Verden. Natholdets Julekalender har nemlig et langt større potentiale til at skubbe på til ølinteressen hos mange flere mennesker end noget bryggeri nogensinde ville kunne gøre af egen kraft ved at snakke om friske humler, fadlagret stouts og syrlige frugter.

Vi – de nuværende ølentuasister – har også et ansvar for at skubbe på den interesse. Jo flere mennesker, vi kan hjælpe ud på rejsen i Øllets Verden, jo flere penge kan bryggerierne – store som små – tjene i fremtiden. Jo flere penge bryggerierne har, jo bedre mulighed har de for at investere i deres udstyr og bryg, så vi alle kan få endnu flere og endnu bedre øl i fremtiden. What’s not to like?

Natholdets Julekalender bliver decembers helt store samtaleemne på arbejdspladserne, og det er trods alt lettere at snakke med om showet i kantinen, hvis man har set og – ikke mindst – smagt med undervejs.

Derfor er årsag nr. 3: Smag med, så du kan starte din egen ølrejse eller hjælpe nye ølentusiaster ud på deres ølrejse.

4. årsag – podcast til ølnørderne

Når alt det ovenstående er sagt, savner jeg personligt også mere nørdet fokus på øllene. Indrømmet! Selvfølgelig gør jeg det. Jeg elsker at læse, skrive, tale om og ikke mindst smage øl. Der er trods alt en årsag til, at jeg arbejder på et bryggeri, har en ølblog og en podcast, hvor jeg tager på rundtur hos de danske bryggerier.

Da vi i sommer havde et planlægningsmøde omkring Natholdets Julekalender foreslog jeg, at vi skulle finde en måde at øge værdien for ølnørderne. Jeg havde endda en meget konkret ide, som vi hurtigt blev enige om at gå videre med.

Det er derfor med stor glæde, at Carsten Berthelsen og jeg har lavet en dedikeret podcast til Natholdets Julekalender 2021. For hvert afsnit trænger podcasten længere og længere ind i Øllets Verden.

Derfor er årsag nr. 4: Deltag i Danmarks første kombinerede TV og podcast julekalender omhandlende øl, hvor du kan lytte og smage med.

5. årsag – Eksklusive øl og nye opskrifter

Sidste skud i bøssen henvender sig til dine smagsløg. Jeg kender jo listen over øl, som er med i Natholdets Julekalender 2021 – og I kan jo vælge at stole på mig eller ej, når jeg siger: Det er simpelthen en kasse smækfyldt med spændende øl!

Flere af øllene – bl.a. fra Amager Bryghus og Herslev Bryghus – er 100% eksklusivt lavet til Natholdets Julekalender 2021. Med andre ord, så er det ikke muligt at skaffe sig de øl andre steder.

I afsnittet med ÅBEN i podcasten Der Er Et Øldigt Land fortæller Philip Hulgaard, om deres bidrag til årets julekalender. Jeg tror, at de fleste, som har hørt Philip snakke om den øl, har måtte skifte trøje efterfølgende grundet savlen som dryppede ned imens.

Sour Feet/Syndikatet og Viborg Bryghus har brygget en øl til Natholdets Julekalender 2021, hvor de i fællesskab med Carsten Berthelsen har fundet øltypen. Bryggeriet Skands kommer med en helt ny øl, der skiller sig markant ud fra deres normale sortiment. Faktisk har flere af bryggerierne budt ind med helt nye opskrifter, heriblandt Årets Bryggeri 2020 fra Det Lille Bryggeri.

Sandsynligheden for, at dine smagsløg skal genbesøge flere øl, du har smagt før, er derfor meget lille. Blandt dem, jeg selv har smagt før, er en øl fra Gamma Brewing. Det er en af mine absolutte yndlings øl – og så gør det jo ikke noget som helst, at jeg kan slå den ind på Untappd igen-igen-igen-igen-igen.

Øltyperne spænder meget bredt. Vi kommer endda så vidt, at vi skal smage på en Wee Heavy. Hvor mange der læse netop disse ord kan egentlig på stående fod hurtigt nævne 3 forskellige Wee Heavy?
…. Hjælper det hvis jeg siger, at den øltype også kaldes Scotch Ale? Nej vel? Jeg kan i hvert fald ikke selv.

Derfor er årsag nr. 5: Du får mulighed for at smage øl, som du aldrig før har – og måske aldrig igen får – smagt.

Jeg håber, at du vil smage med, da vi alle med Natholdets Julekalender ikke blot har et unikt produkt, der går på tværs af danske bryghuse, men også har et produkt, der går på tværs af newbies og beer geeks. 

Med bade TV-showet – og nu podcasten – har vi alle muligheden for at give de dygtige danske bryghuse – både dem som deltager i julekalenderen og dem som ikke gør – medvind på cykelstien… og medvind har der ikke været meget af de sidste to år!

Indlægget er skrevet af Anders Seistrup fra Beercause, podcasten Der er et Øldigt Land og Craft Makers Collective.

Find Beercause på Instagram og Facebook

Instagram: https://www.instagram.com/beercause/
Facebook: https://www.facebook.com/beercause

Posted in BeerBloggersDK and tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *