Double Black Mash Fellowship & 2021 Release

Double Black Mash Fellowship & 2021 Release

GÆSTEINDLÆG: Dette er et gæsteindlæg af The Danish Beer Blogger om et fællesskab på Facebook for den kendte Amager Bryghus Double Black Mash og den kommende frigivelse.

De fleste, som læser med på denne blog, kender Double Black Mash (DBM) fra Amager Bryghus. Øllen der bliver brygget én gang om året og frigivet omkring april på en dag, som mange af bryghusets fans ser frem til med savl dryppende fra mundvigen!

Øllen blev første gang præsenteret i 2013 på Copenhagen Beer Celebration (nu kendt som Mikkeller Beer Celebration Copenhagen), hvor de fremmødte straks blev forelsket i de kulsorte dråber. Den sorte ulv havde hylet for første gang – og heldigvis ikke sidste gang! 

En tradition var begyndt

Året efter var Amager Bryghus klar med endnu et batch. Det var stadig et forholdsvis lille batch, som blev solgt på flaske. I alt blev det kun til 20 kasser. Men vigtigst af alt: En tradition var begyndt – en årlig frigivelse, også kendt som “Sorte Lørdag”. 

Selv lærte jeg (desværre først) øllen at kende tilbage i 2018, hvor jeg blev væltet helt bagover af den voldsomme, mørke og intense smag. Jeg var bjergtaget og blev straks fan. Siden har jeg hvert år sat et stort fedt kryds i kalenderen ved Double Black Mash Day, som frigivelsesbegivenheden sidenhen er blevet kendt som.

Mange af læserne her ved nok også, at 2020 versioner (inkl. de 3 øvrige varianter) vandt “Årets Øludgivelse” i Danish Beer Blogger Awards 2020. Meget fortjent i min verden.

Double Black Mash Fellowship

Kort efter Double Black Mash Day 2020 besluttede jeg mig for at oprette en gruppe på Facebook for fans af øllen. Gruppen har til formål at opbygge et fællesskab for og omkring netop den øl. Facebook-gruppen hedder Double Black Mash Fellowship

Gruppen har over 200 medlemmer og alle over 18 år er mere end velkomne. Her kan der bl.a. deles opslag om, hvordan øllet smager, om øllet har udviklet sig over tid, dele madopskrifter, hvor øllen indgår som ingrediens, nyheder om kommende udgivelser/versioner eller måske endda aftale at mødes i den virkelige verden (selvfølgelig efter Corona) for at hyl(d)e og nyde det sorte øl sammen.

Ideen til gruppen kommer bl.a. fra ”Limfjordsporter Lauget”, som er en gruppe på Facebook til hyldest for Øllets Gentleman. Sådan et fællesskab for den skønne Limfjordsporter er beundringsværdig, og mit håb er at få folk samlet til et lignende fællesskab – en ulveflok omkring Øllets Alfahan.

Double Black Mash Day 2021

I starten af marts annoncerede Amager Bryghus endelig, hvad vi kunne forvente for frigivelsen i 2021. Og vi blev ikke skuffet!

Ligesom sidste år, udgives den originale sammen med 3 øvrige versioner, hvor grundøllet stammer fra originalen:

  • Originalen – 12% all grain dobbelt mæsket imperial stout.
  • Coconut Milk Infused – 12% all grain dobbelt mæsket imperial stout infunderet med kokosmælk.
  • Rye Whiskey Barrel Aged – 14% all grain dobbelt mæsket imperial stout fadlagret på rug whiskey fade.
  • American Whiskey Blend Barrel Aged – 14% all grain dobbelt mæsket imperial stout blend.

Har du allerede en særlig favorit, du vil drikke først? Personligt kan jeg næste ikke vente længere på at få fingrene i de to whisky versioner, hvor især American Whiskey Blend versionen lyder ekstra spændende. Her har 2/3 været skiftevis fadlagret på bourbon og rug whiskey, og derefter blandet med 1/3 af originalen igen.  

Øllene bliver frigivet d. 24.04.21 på bryggeriet, og jeg håber, at vi ses derude. Og hvis du ikke har tid til en køretur til Amager på dagen, så kan det jo være, at du kan finde nogen i Double Black Mash Fellowship Facebook-gruppen, som kan købe et par flasker med til dig

Craft på Dansk – American Outlaws

I mellemtiden kan du se mere, om Amager Bryghus American Outlaws serien hos Craft på Dansk-YouTube kanalen. Her har værterne Kenneth Ditmar Hansen og Simon Kirkegaard (HopDaddy) haft Anders Seistrup (Beercause og Craft Makers Collective) på besøg til en snak om de tre seneste banditter:

Posted in Gæsteindlæg, Historier om bryggerier, Nyheder and tagged , , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *