10 øl du skal smage til Ølfestivalen 2022
Ølfestivalen 2022 løber af stablen i weekenden. Hvor en billet tidligere gav adgang til festlighederne en hel dag, så indførte Danske Ølentusiaster sidste år et tidssystem bestående af 4 sessions fordelt på 5½ timers adgang.
Det betyder, at du skal planlægge din tid en lille smule bedre – selvom det burde være muligt at nå godt rundt på den tid. Vi har derfor samlet en liste med 10 øl, du skal smage på Ølfestivalen 2022!
Thyras Bryg: Blend 2022
Blend 2022 består af 50/50 Imperial Stout og Barley Wine. Tilsammen udgør de to grundøl en hamrendeskøn sammenblanding. Og når du alligevel står og snakker med Michael Lind Olsen (der står bag Thyras Bryg), så kan du jo lige smage de to originaler også.
Anbefalet af Simon Kirkegaard – personen bag HopDaddy, den ene halvdel af Craft på Dansk og medlem af BeerbloggersDK.
Viborg Bryghus: Vintage 2018
Det er ikke så ofte, at man støder på noget vintage fra Viborg Bryghus i det københavnske ølmiljø – og slet ikke en Wheat Wine – så det skal man klart et smut forbi og prøve kræfter med. Forventer en frugtig, delikat og blød Wheat Wine. Og hvem er ikke til det?
Anbefalet af Niklas Scharnowsky Dietz – også kendt som Copenhagen Beer Traveler, indehaver af Hoppy Hour Event & Tastings og medlem af BeerbloggersDK.
Amager Bryghus: Sorcerer’s Lab Buccaneer
Amager Bryghus’ (forholdsvis) nye serie Sorcerer’s Lab har budt på en masse spændende øl. Buccaneer – der blev tappet 16. maj – er højest sandsynligt en mere i den boldgade. Det er en NEIPA-ish på 7%, som de selv beskriver som værende en “Experimental Hop IPA”.
Anbefalet af Niels Kristian Skjærbæk – DØE’er med ølbloggen A Word On Beers, den ene part i podcasten Ord om Øl og webshoppen Drinkabeer.dk samt medlem af BeerbloggersDK.
Ørbæk Bryggeri: Bygvin
Ørbæk Bryggeri har normalt en stand, som mange går udenom på Ølfestivalen med tanken: “Ja, ja. Jeg har smagt Fynsk Forår. Jeg går videre.“. Men efter Andreas Falkenberg er kommet ind som brygmester, er dee begyndt at fokusere mere på eksklusive udgivelser til nørderne. Her er deres hvide Barley Wine – Bygvin på 12% – en oplevelse, man skal unde sig selv.
Anbefalet af Anders Seistrup Sørensen – den ene part i Beercause, personen bag podcasten Der er et øldigt land, ansat hos Craft Makers Collective og medlem af BeerbloggersDK.
Ghost Brewing: Jack The Reaper Barrel-Aged Rye Whisky
Ghost Brewing har alle dage været hyldet for deres sorte øl. Dét blev der bestemt ikke ændret ved, da Jack The Reaper udkom på dåse sidste år. Nu vender de stærkt tilbage med BA udgaven, der har hygget sig på Rye Whisky tønder. Det kan kun blive tæskelækkert!
Anbefalet af Sonny Palle – ølblogger på BeerdedBastard og medlem af BeerbloggersDK.