De nominerede til Danish Beer Bloggers Awards 2020

De nominerede til Danish Beer Bloggers Awards 2020

Mandag den 21. december kl. 20.00 afholdes det allerførste Danish Beer Bloggers Awards. Grundet corona situationen foregår Award-showet virtuelt via ZOOM. Vi takker SKAAL for lån af lokaler til optagelserne.

Award-showet optages og lægges ud på sociale medier bagefter.

Værterne er Philip Hulgaard fra ÅBEN og Simon Kirkegaard aka HopDaddy, så der er garanti for fuld smæk på energien og underholdningen. Showet vil både indeholde musik, quizzer og omstilling til vinderne i de forskellige kategorier.

Kategorierne i Danish Beer Bloggers Awards 2020 er:

  • Årets Ølbar
  • Årets Butik
  • Årets Øludgivelse
  • Årets Bryggeri
  • Årets Udenlandske Bryggeri 
  • Årets Webshop
  • Årets Blogger
  • Årets Special Award (gives til et initiativ eller indsats som op den ene eller anden måde har vakt særlig positiv opsigt).

Der har været i omegnen af 200 indstillinger og begrundelser. En jury har gennemgået de forskellige begrundelser for indstillingerne og er til slut fremkommet med et mindre felt af endelig nominerede i hver kategori. Den fremgangsmåde er valgt for at undgå, at nogen blev nomineret alene på baggrund af antallet af indstillinger, da det potentielt ville favorisere dem med flest medarbejdere og samarbejdspartnere.

Årets Ølbar

De 5 nominerede til Årets Ølbar er:

  1. Peders – Pisserendens ølkælder – i Indre København finder man den lille intime ølbar, hvor de kombinerer lounge, vinyl og en forkærlighed for det amerikanske øl på smukkeste vis. Ølkvaliteten er tårnhøj og stemningen er afslappet. Peders arrangerer i øvrigt velgørenhedsbanko og ugentlig (i normale tider) Tung Tirsdag, hvor der drikkes sort øl og høres høj musik.
  2. SKAAL – på Kultorvet tæt på Nørreport station ligger ølbaren SKAAL. Stemningen er uhøjtideligt og usnobbet, hvor de med deres 48 varierende haner kan servicere både nybegyndere og ølnørder, der leder efter unikt øl fra andre dele af verden, samt turister der er på udkig efter dansk øl. SKAAL har desuden et velfungerende køkken, som giver mulighed for særlige arrangementer som Brewmaster’s Dinner, hvor der er fokus på smagsoplevelsen mellem gastronomi og øl.
  3. Carlsens Kvarter – Odenses foretrukne ølbar. Stemningen er lokal, øllet er globalt. I et år, hvor vi ikke har kunne rejse ud i verden, så er verden kommet til Odense igennem Carlsens Kvarter! Der er altid noget spændende på hanerne med høj kvalitet og gode priser. Og så forstår de virkelig at skabe en hyggelig ramme for deres gæster, hvor barpersonalet altid er dybt engageret i deres gæster. Læs Bajerbestyrelsens indstilling. Den siger alt!
  4. ÅBEN Kødbyen – de kom, de så, de sejrede. Så præcist kan det i virkeligheden siges om pop-up-baren med de kæmpe ambitioner. ÅBEN indtog Københavns Ølmekka, Kødbyen med prompt og pragt. Selvom baren er lukket igen allerede, så er det næppe det sidste københavnerne ser til Philip Hulgaards lange løkker. ÅBEN arbejder nemlig på at flytte bryggeriet til selv samme lokaler, som udgjorde en af sommerens bedste ølbarer i Danmark.
  5. Himmeriget – baren som har så gode øl og spændende et flaskekort, at ølelskere fra mange forskellige lande ligger i kø ude foran. Særligt når det gælder den årlige udgivelsen af Blåbær Lambik på Blåbær Day valfarter folk fra nær og fjern til Åboulevard 27. Det er stedet, hvor de elsker at nørde “lidt” ekstra om din øloplevelse. Er du til high end og det allermest hypede øl, så er stedet netop Himmerige på Jorden.

Årets Ølbutik

De 5 nominerede til Årets Ølbutik i Danmark er:

  1. Wika Meny i Køge har med Brian Lindberg Hansen i spidsen fået skabt sig et slarrafenland ulig, hvad et normalt supermarked kan byde på af øl. Butikken er indrettet med kæmpestore kølesektioner, så de humlede øltyper er sikret længst mulig levetid, ligesom de øvrige udvalg er enormt. Brian var desuden under nedlukningen i foråret særdeles aktiv ift. at støtte og købe en masse øl fra de danske bryggerier.
  2. BeerShoppen er flyttet til større lokaler i Kolding, hvor man nu kan finde Henrik Feldthaus i deres flotte gårdhave, mens man nyder søl under kyndig vejledning. Beershoppen – er med sit massive udbud af øl – blevet et yndet rejsemål for mange ølelskere fra både Jylland og Fyn, mens de lokale til dagligt nyder godt af deres lokale vandhul.
  3. ØL2GO er en lille, hyggelig bottleshop og bestyret af Lars Henrik Jensen. Lars har et stort lokalt engagement i Horsens og den lokale DØE-afdeling, som nyder godt af et usædvanligt højt service- og vidensniveau. Lars er desuden fast deltager i utrolig mange initiativer på de sociale medier og virtuelle ølsmagninger.
  4. KIHOSKH har i mange år været en institution i det lokale byliv på Vesterbro. Københavnerne stimler hver eneste dag sammen ved den moderne kiosk for at nyde godt brød, lokale specialiteter og fremfor alt god øl. I kælderen under KIHOSKH finder man Københavns største lager af alverdens øl, og med deres webshop formår de dels at bringe kvalitetsøl ud til et nyt publikum dagligt og samtidigt have et uhørt højt niveau på nye, spændende øl. Flere kalder kælderen for deres private hule.
  5. TidensFarvers Ølafdeling er en ølperle i Århus’ Martin Heebøll Kreutzfeldt er garanti for hyggelig stemning i butikken, hvor han byder velkommen til et fantastisk udvalg. Derudover skal de skamroses for at tage ansvar for at gøre noget ved pantproblemet, som mange ølelskere landet over oplever, når de støder sammen med DRS maskiner.

Årets Øludgivelse

De 5 nominerede til Årets Øludgivelse i Danmark er:

  1. Hej 5 / Dry & Bitter Brewing Company skubbede til grænsen for, hvor meget humle, der kan hældes i øl. Bryggeriet fejrede deres fem års jubilæum med denne Triple IPA, som blevet tørhumlet hele 5 gange! Den oplevede straks massiv popularitet, hvorfor den er blevet genbrygget af flere omgange – og kan endda nu fås som 4,5 liter party keg til nytåret.
  2. Double Black Mash-serien fra Amager Bryghus beviste endnu en gang, at amagerikanerne brygger stouts i absolut verdensklasse. I mange år har udgivelsen af Double Black Mash været et tilløbsstykke på bryggeriet – og i 2020 blev udgivelsen ekstra speciel, da den sublime øl blev suppleret med 3 ekstra varianter, hvor grundøllet er suppleret med cedertræ, kirsebærmjød og bourbon.
  3. Surt2020 fra Brygbrygbryg er en sour serie, som er opkaldt efter seks stærke kvinder. Et spændende og særdeles veludført release fra et ultra small batch bryggeri. Smagene varierer fra multebær over blåbær og hindbær til rabarber.
  4. Urpilsner fra Krenkerup Bryggeri er lavet i samarbejde med Christian Andersen, hvor målet har været at byggede sig tilbage i historien til den allerførste tjekkiske pilsnerøl, som beskrevet i bogen Den Nøgne Øl. En øl som revolutionerede ølverdenen og er et historisk testamente til en evig populær stilart.
  5. Motion In Time fra Alefarm Brewing stak ud i et år med massevis af super lækre IPA’er fra danske bryghuse. Alefarm Brewing slog hovedet på sømmet i forhold til at definere, hvordan man bør sammensætte frugtighed, sødme og bitterhed i en DIPA.

Årets Bryggeri

De 5 nominerede til Årets Bryggeri i Danmark er:

  1. Amager Bryghus har igen i år rykket grænserne for, hvor mange uforglemmelige og stærke fadlagret øl, man kan smide på markedet indenfor ét kalenderår. Selvom de er de ukronede danske kongerne af sort øl, så formår de også samtidigt at brygge et bredt spektre af andre stilarter. Hver øl har et skarpt narrativ og flot design, og så insisterer bryggeriet på at samarbejde med og støtte andre bryggerier, bl.a. i deres Talents & Legends serie.
  2. Mikkeller Baghaven har et nok engang bevist, at verdensklasse, vildfermenterede sours sagtens kan sammenstikkes andre steder end i Belgien eller oversøs. Øllene leverer dekadence og dybe hver gang. Og med Wild Ale Celebration ølfestivalen tilbage i februar satte de en ny standard for sure øl i Danmark.
  3. Brygbrygbryg er et af Danmarks mindste bryggerier, men det begrænser dem ikke i at have store idéer og fremkomme med kompromisløse bryg. I 2020 havde de blandt andet et stort release af Surt2020 og totaloplevelserne af jazzmusik og bajer i et: BeerBelly.
  4. Alefarm Brewing har haft et begivenhedsrigt år med åbningen af eget taproom og børsnotering. Og så har de alligevel formået at smide nogen af de fremmeste hazy IPA’er på markedet, hvor særligt Motions In Time fremstår som et mestermærk.
  5. To Øl har for alvor løftet niveauet efter de er kommet endeligt på plads i Svinninge og deres To Øl City. Derudover har de højnet niveau ift., hvad den gængse dansker kan forvente at finde i et helt normalt supermarked, da et par af deres IPA’er og undergæret øl har fået fast hyldeplads landet over.

Årets Udenlandske Bryggeri

De 5 nominerede til Årets Udenlandske Bryggeri er:

  1. Mad Scientist fra Ungarn er magikere, når de tryller med alle tænkelig og utænkelige stilarter. De formår gang på gang at udfordre rammerne for, hvad vi forstår ved stilen og hvad man kan tilsætte – og uden at gå på kompromis med kvaliteten. Spændende udgivelser og tårnhøjt niveau.
  2. Pohjala er for alvor kommet fra Estland til Danmark, hvor især deres Cellar Series med verdensklasse fadlagrede øl har gjort sig positivt bemærket på det danske marked. Også i #BarleyWember glimter de med deres BA Odravein. Derudover kommer de løbende med nye skarpe udgivelser og har indgået et spændende samarbejde med KIHOSKH, ligesom de på det seneste har de også leveret humlede øl i særklasse bl.a. sammen med Verdant Brewing Co.
  3. Verdant Brewing Co. er med med udgivelser som Don’t Tell Gus, Allen og Putty blandt de mest elskede engelske humlebryggerier. De er pt. helt fremme i fronten i den spændende udvikling, der er i England i disse år, hvor de engelske humlebryggerier kæmper en knaldhård kamp om at være de førende på IPA-fronten.
  4. DEYA Brewing Company har for alvor taget kampen op om juice-folkets gunst i England i år, hvor de har løftet niveauet med et ekstra nøk eller tre med deres Saturated-serie og Something Good-serie. Deres ikoniske krokodille og skøre tegneserie-look er helt på højde og noget af de absolut bedste, der kan fås på vores breddegrader.
  5. NORTHERN MONK er også blandt de absolut bedste bryggerier i England. I 2019 var deres Gamma Vortex i en klasse for sig, og i 2020 er de fortsat med at pumpe både humle og det sorte øl afsted i høj kvalitet. De fortjener også hyldest for deres Patron Project, som giver liv til såvel kunstnere og dåser. Det er intet mindre en genialt. 

Årets Webshop

De 5 nominerede til Årets Webshop har alle et bredt og kvalitetsmæssigt stærkt udvalg, hvor de løbende har haft nye, interessante releases og bundles. Indstillingerne peger også på, at de med en personlig betjening, hvor der tages kontakt til kunde, hvis varen alligevel ikke er tilgængelig (i stedet for blot at tilsende er alternativt produkt) har vendt frustration til gode oplevelser. 

Andre ting, som der sættes pris på er, at de har en overskuelig brugerflade, hvor der primært annonceres med tilgængelige øl, samt de har en hurtig og stabil levering.

Derudover har flere af de nominerede haft evnen til at bruge de sociale medier til at skabe liv, virtuelle smagning og andre gimmicks, hvilket har resulteret i et mere personligt forhold til kunderne. 

De 5 nominerede til Årets Webshop i Danmark er:

  1. Køl Beer
  2. Drikbeer
  3. Ølkassen.dk
  4. DinØl.dk
  5. Mikkeller Webshop

Årets Blogger

De 5 nominerede til Årets Blogger er:

  1. The Hop Couple – et dansk-finsk kærestepar, der har fundet en fælles interesse i øllets verden – også selvom de langt fra altid er enige. Deres opslag er præcise, skarpe med lidt kant og altid suppleret med fortællende billeder.
  2. Beertalk.dk – Christian Scheffel er en efterhånden en grand old man i blogger universet, hvor han har blogget om øl i en årrække. Christian har med sin indgående indsigt i branchen, skarpe pen og store viden om øl for nyligt modtaget Odenses regionale ølpris. Derudover var han en af bagmædende til de første blogger awards, som denne udgave står på skuldrene af.
  3. Bare God Smag – Kasper Mundt Nielsen er har fingeren på pulsen og deltager i mange forskellige ølarrangementer. Den levende, alsidige og præcise skrivemetode – uanset om han anmelder 61 juleøl eller en flaske Cantillon – bruger han også i sit daglige virke som bl.a. redaktør på magasinet Foodanddrink.dk. Derudover samlede Kasper en lang række bloggere under nedlukningen, da han hver torsdag stod i spidsen for Den Store Øl-Kahoot quiz.
  4. Tøsebajere – de to herlige piger er et frisk pust, som skubber lidt til den traditionelle ølblogger-rutine. De insisterer på at gøre tingene på deres måde – en måde der ofte balancerer på et knivsæg mellem gal og genial, hvorom de altid formå at lande på den geniale side med deres stilsikker, lyserød look, hvor de har en bajer i den ene hånd og Beyoncé i den anden hånd Altid sjove og lumre på den måde, som Frank Jensen ville ønske, at han formåede.
  5. Master of Hoppets – Peter Vad Godtberg Jensen er feltets eneste YouTuber. Og det er et medie, han mestrer med stil. Netop nu er Peter i gang med en yderst fangende øljulekalender (hvor der rent faktisk snakkes om øl). Peter er desuden brygger hos Two Face Brewing, så han ved bestemt, hvad han snakker om.

Årets Special Award

De nominerede til Årets Special Award i Danmark er:

  1. #CraftBeerAid2020 buldrede frem i mange variationer, da landede lukkede ned i marts måned, hvilket ramte bryggerier og barer hårdt. #CraftBeerAid2020 dækker således over rigtig mange menneskers initiativer og idéer, herunder #drikdansk, fredagsskålen og lørdagsskålen sammen med Ulkløbben, Wika Meny og Kvickly Allerøds store opkøb af dansk øl, hjemmelevering direkte fra bryggerne, Hjem-øl-bilen fra Mikkeller HQ og Øl-Kahoot med Bare God Smag, for bare at nævne et par stykker.
  2. Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning satte for alvor gang i begrebet ‘online ølsmagning’, da de 3 gange i 2020 er kommet hjem i stuerne hos flere tusinde mennesker. Hovedmændene bag succesen er Royal Unibrew og deres Craft Makers Collective og Anarkist – Beer & Food Lab, som inviterede en række mindre bryggerier med i legen. Det gav de mindre bryggerier mulighed for at afsætte en betragtelig mængde øl i en svær tid, hvilket uden tvivl har været tiltrængt mange steder.
  3. Copenhagen Beer Week blev en oase i et ellers tørkeramt ølfestivalår. 2020 var med garanti ikke lige så fantastisk, som arrangørerne havde drømt om i planlægningsfasen, men alligevel formåede ugen på magisk vis at kaste lidt stjernestøv over ølscenen. Barer og restauranter summede af ølinitiativer; Oktoberfest, Beer Yoga, Tap Takeovers, øldebatter og temaarrangementer som Power to the Pilsner, maltprocesser og videnskabelige tilgang til ølbrygning, ølsmagning i Kulturtårnet på Knippelsbro, Beer Battles, Brewmaster’s Dinner og ølmiddage, for blot at nævne et par af arrangementerne.

Stort til lykke til alle de nominerede til Danish Beer Bloggers Awards 2020! Vi glæder os over de mange indstillinger og det stærke felt af nomineringer. Vi “ses” virtuelt på ZOOM.

 
Posted in BeerBloggersDK, Nyheder and tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *