Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning

Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning

I fredags, den 10. april, deltog jeg i det, som 12 danske bryggerier sammen med Royal Unibrew og Craft Makers Collective på forhånd havde døbt Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning.

“Danmarks Største”…. Personligt har jeg det altid lidt svært med pompøse navne, når de gives på forkant af en begivenhed. Altså før vi overhovedet ved, om det vitterligt er ‘Danmarks Største’. Måske er det blot janteloven, som styrer mig. Måske er det den græske lærdom om Ikaros, som fløj for tæt på solen….

Omvendt så arbejder jeg til dagligt med digital markedsføring, hvorfor jeg ligeså havde taget udgangspunkt i noget voluminøst. Noget som får øjnene til at blive spærret op. Noget som fanger opmærksomheden. Noget som giver lovning på det ekstraordinære. Og det gør navnet da!

Men var det så overhovedet ekstraordinært? Ja … og nej. Men det kommer jeg til.

Selve produktionen 

Arrangementet startede ud med tekniske vanskeligheder og blev godt 15 minutter forsinket. Selvfølgelig fristes man til at sige. Og jeg nåede da også lige at tænke, at holdet bag arrangementet rent faktisk var fløjet for tæt på solen.

Jeg havde på forhånd snakket med nogle fra holdet bag arrangementet, som havde nævnt, at der var solgt 2.000 smagskasser med hver 12 øl. Ja, faktisk gik der kun 6 dage fra ideen opstod til, at Craft Makers Collective måtte melde alt udsolgt.

Og medmindre man satsede på at møde ‘Uuuuulrik’ fredag eftermiddag, så var man næppe alene om de 12 øl. Altså sad der potentielt set +4.000 personer klar kl. 13.00 med kolde øl og snacks på bord.

Koldsveden må derfor da også have løbet ned af ryggen på AV-folkene og værterne, men de fik heldigvis hul igennem og arrangementet kunne begynde.

Det hele startede ud med en klassisk ‘propaganda’-reklamevideo – om hvem Craft Makers Collective er. Meget flot produceret og faktisk en fantastisk måde at få sit budskab ud til så mange mennesker, som alle sidder helt klar og sluger al informationen råt. Jeg gjorde i hvert fald. Med de “professionelle” briller fra erhvervslivet, må jeg bare erkende, at jeg blev jaloux!

Værten var Anders Mundelin, som på sin egen hjemmeside beskriver sig selv som: “erhvervslivets professionelle konferencier, og udråbt som Danmarks bedst toastmaster“. Ikke meget jantelov dér, og måske var det endda selveste Ikaros, som nu tonede frem i min stue.

Dagens medvært var Anders Kissmeyer. De to værter erklærede da også straks, at det kunne være forvirrende med Anders og Anders, hvorfor de bare ville bruge deres efternavne. Så det gør jeg også.

Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning

Værterne på Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning var Anders Kissmeyer og Anders Mundelin.

Hvis du læser dette blogindlæg, så ved du godt, hvem Kissmeyer er. Så ingen grund til at gennemgå hans meritter. Ellers kan du blot gense starten på udsendelsen, fordi her valgte Mundelin at opremse Kissmeyers flotte ‘track record’. Den 5-timer lange udsendelse kan i øvrigt ses her.

Om det var de mange rosende ord, som Mundelin sendte Kissmeyers vej fra start, der gjorde, at kemien mellem de to Anders’er fra begyndelsen var rigtig god og let til grin. Tja, det ved jeg ikke. Men god og smittende var den i hvert fald.

Mundelin sluttede endda kækt præsentationen af Kissmeyer af med at spørge: “I dag har du så solgt din sjæl til de store og er blevet en del af Royal Unibrew“.

Noget, man kan forestille sig, måske kunne være et mindre tabu for Kissmeyer. Ikke desto mindre svarede Kissmeyer friskt tilbage: “Ja, dét har jeg. Lige så god en brygger, som jeg selv – og heldigvis ret mange andre – synes jeg er. Ligeså ussel og dårlig en forretningsmand er jeg“. 

Så var stemningen ligesom lagt – intet for helligt til at blive nævnt. Der blev givet og taget de to værter i mellem igennem hele udsendelsen. Og generelt må jeg bare rose værterne – og deres medsammensvorne i studiet: SoMe-Jonas, som havde øje på kommentarer og beskeder, og Anders Haaber, en spillemand af Guds nåde, som selv Stewart Stardust ville have delt sin øl med – for hele tiden at holde højt humør og være skarpe i spyttet. 

Ølklokke og hjemmebesøg

Med sig i studiet havde de også medbragt en ‘ølklokke’. Den fungerede ligesom i Natholdets Julekalender, når Carsten Berthelsen synes Søren Rasted og Anders Breinholt snakker for meget – samtidigt skulle den give signal til, at det var tid til en ny øl.

Og efter en øltørst, der havde vokset i halv times tid (inkl. forsinkelsen), blev der endeligt ringet med klokken for første gang, da SoMe-Jonas blev nød til at skære igennem og erklære, at folk tørstede hjemme i stuerne – og derefter blev der ringet hyppigt med klokken!   

Det var dog ikke kun værternes skyld, at det ofte blev nødvendigt at ringe med ølklokken for at komme videre til næste øl. Ved åbningen af hver øl blev der tændt for signalet hos den respektive brygger, så denne kunne præsentere deres øl. Nogle var mere snaksagelige end andre, men generelt var det hele tiden en god blanding af nørdet ølsnak og spændende fortælling om bryggeriet.  

Ligeså blev der ofte stillet om til en masse kendte, som også bidrog til underholdningen.

Eksempelvis besøgte vi Anders Breinholt i hans sommerhus, som hurtigt erklærede sig lykkelig for at være med i arrangementet, så han havde en god undskyldning for sidde i solen og hælde øl i hovedet i et par timer timer.

Senere kom vi også på hjemmebesøg hos Umut Sakarya, der – selvpromoverende og morsom som han jo (trods alt) er – selvfølgelig valgte at bunde 3 store glas øl i de 10 minutter, han var med igennem live. Ja, hvorfor egentlig ikke!?

Umut Sakarya var live med igennem til Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning

Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning havde virtuelt besøg af Umut.

Der var også et par musikanter igennem, hvor nogle spillede live – og andre havde produceret live-sessions på forhånd. Desværre gik lyden dårligt igennem på Andres Odbjergs live-performance, hvor den høje/lyse stemmeføring i sangen ‘føler mig selv 100’ forsvandt ud i de mørkere dele af cyberspace. De kom i hvert fald ikke ud igennem mine højtalere.

Det hele sluttede af med en Kahoot-agtig quiz, hvor alle, som stadig kunne betjene en mobiltelefon efter de mange øl, kunne deltage og vinde lidt præmier.

Et utrolig flot setup, meget velproduceret og en masse underholdende timer. Ja, faktisk decideret ekstraordinært!

Stor applaus til AV-Center, som stod for produktionen. Og stor applaus til holdet, som havde planlagt hele udsendelsen, så der aldrig opstod kedelige øjeblikke.

De 12 øl

Og så til det ikke så ekstraordinære…

Lad mig starte med en ros: I denne svære tid for mange bryggerier, er det meget prisværdigt, at Royal Unibrew valgte at invitere 11 andre bryggerier med – og ikke valgte at holde Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning bestående af øl kun fra deres mange subbrands.

I Beerbloggers.dk har vi siden starten af corona-krisen også slået på tromme for, at forbrugerne og ølbranchen skal stå sammen og hjælpe hverandre igennem disse svære måneder. Vi har gjort det under #CraftBeerAid2020 og #DrikDansk, når vi drikker og skriver om dansk øl. 

Blandt de inviterede bryggerier var der en stor overvægt af fynske bryggerier (6 bryggerier, hvis Svendborgsund Bryghus fra Tåsinge regnes med), hvilket jo nok skyldes, at ideen opstod hos de driftige folk ved Theodor Schiøtz i Odense.

Bryggerierne og deres øl var (opstillet i rækkefølgen, de blev “serveret”):

  • Svendborgsund Bryghus – Sundbajeren (pilsner)
  • Svaneke Bryghus – Magic Dragon (hamp pilsner)
  • Fanø Bryghus – Fanø Forår (helles bock)
  • Ugly Duck – La Frontera (grisette)
  • Theodor Schiøtz – Anarkist New England IPA (NEIPA)
  • Ørbæk Bryggeri – Fynsk Påske (NEIPA)
  • Aarhus Bryghus – Klosterbryg (IPA)
  • Herslev Bryghus – Påskebryg (IPA)
  • Amager Bryghus – Todd (DDH IPA)
  • The Man Behind – Madrid (Brown Ale)
  • Thisted Bryghus – Easter Bock (Doppelbock)
  • Midtfyns Bryghus – Imperial Stout

På et personligt plan var jeg hverken imponeret over udvalget af bryggerier, øltyperne eller smagsoplevelserne. For mange konservative bryggerier, for meget mainstream øl og generelt ikke den helt store smagsoplevelse. 

For mig handler en ølsmagning at om præsentere noget øl og nogle øltyper, som både smager godt og udfordrer opfattelsen af netop den øltype. Ølsmagninger skal rykke grænser. Dér kan jeg bare konstatere, at jeg ikke fik, hvad jeg kom efter.

Der var da behagelig øl i mellem, som sagtens kan nydes. Bevares. Og måske er jeg ekstra svær at imponere, da jeg til “dagligt leger ølanmelder” på min ølblog, Beercause – men der var ingen af øllene, som sparkede benene væk under mig. Det må jeg bare ærligt indrømme. 

Theodor Schiøtz gutterne har endda næsten lige sendt to nye øl på gaden. Både deres Bloody Weizen (weissbier med blodappelsin) og European Haze (kraftigt humlet session IPA) kunne have været sjovere at få med end den, som de selv erklærede som værende deres ‘flagskibs-øl’. Det er jo netop flagskibet, fordi mange allerede har smagt den – og sikkert flere gange. Gi’ mig noget nyt og spændende. 

Ja, selv Amager Bryghus er jeg faktisk skuffet over. Todd The Axeman er en fantastisk, lækker øl. Faktisk den bedste af de 12 øl – lad mig lige slå dét fast! Men det er også et meget sikkert valg. Hvorfor ikke udfordre os med en syrlig Babelsberger Babyboom eksempelvis? Amager Bryghus er jo netop et bryggeri, som tør – og er lykkedes med – at udfordre smagsløgene og omvende dele af det konservative Tuborg-segment til ølentusiaster. Så jeg ved, at I tør, Morten og Jacob! 

Jeg er med på, at logistikken og bryggeriernes mulighed for at leverer 2.000 øl selvfølgelig er en begrænsning – måske endda en decideret stopklods. Men I forstår pointen – jeg savnede noget øl som både uddanner og udfordrer personerne hjemme i sofaen. 

De gode smagsoplevelser

Men som nævnt, så var det ikke “all bad”. Bestemt ikke. Der var bestemt noget øl, som er værd at nævne!

Som det blev nævnt undervejs – vist nok af Kissmeyer (indrømmet, alkoholen slører hukommelsen en smule) – så kan man kende den dygtige brygger på hans/hendes pilsner.

Og derfor vil jeg meget gerne starte med at udbringe en virtuel skål for Bo Abelgren Ehlers fra Svendborgsund Bryghus. Sundbajeren er en skøn pilsner! Det er ikke sidste gang, jeg nyder den.

Dernæst skal der lyde en ros til Ugly Duck for være det eneste bryggeri, der rent faktisk turde udfordre publikum med deres helt nye grisette, La Frontera. Jeg kunne se undervejs – når SoMe-Jonas fandt billeder og kommenterer frem hjemme fra stuen – at den ikke nødvendigvis faldt i god jord alle steder. Men hey – I turde! Og det ros skal I dælme have. Så et skål til jer også.

Ugly Duck brygmester Torben Steenholdt præsenterer øl

Brygmester fra Ugly Duck, Torben Steenholdt, præsenterer deres grisette, La Frontera.

Den sidste øl, jeg gerne vil fremhæve, er Madrid – en dejlig Brown Ale. Den er brygget af en mand, som muligvis er en dårligere forretningsmand end Kissmeyer, nemlig Anders Coisbo. Han mistede desværre sit oprindelige brand til en investor, men er “nu” vendt stærkt tilbage med hans nye bryggeri, The Man Behind. Skål til dit nye bryggeri, Anders! 

(Jeg forstod i øvrigt ikke helt din forklaring på mit spørgsmål om, hvorfor din Brown Ale hedder Madrid? Umiddelbart tænker jeg, at  London havde været mere oplagt….)

Danmarks Største Virtuelle Smagning #2

Nu kan dette indlæg selvfølgelig opfattes negativt – men det er faktisk mest af alt ment som en opfordring til bryggerierne i part 2. En opfordring til at turde! Fordi jeg ved I kan!

Derfor glæder det os også, at vi i Beerbloggers.dk er blevet kontakt og spurgt om, vi vil deltage og være live med igennem til Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning part 2. Det foregår lørdag den 25. april. Læs mere om næste virtuelle ølsmagning her.

Så kan vi jo passende selv prikke lidt til bryggerierne, hvis de spiller med for sikre kort igen.
… hvis invitationen da ikke trækkes tilbage nu, hvor jeg har turde have en holdning.

11 bryggerier er allerede blevet annonceret – og det er en voldsom fornem gruppe, der er blevet samlet: 

Faktisk kan jeg ikke forestille mig andet end, at flere af disse bryggerier rent faktisk tør udfordrer publikum. Og måske også Theodor Schiøtz teamet finder en af de to tidligere nævnte øl frem.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning part 2 både bliver ekstraordinær ift. produktionen og øllene, vi skal igennem! 

Så har du ikke købt din kasse endnu, så kan jeg kun på det kraftigste opfordrer til det! 
Jeg har bestilt – og betalt – for min kasse i hvert fald.

Indlægget er skrevet af Anders Seistrup fra Beercause.

Find Beercause på Instagram og Facebook

Instagram: https://www.instagram.com/beercause/
Facebook: https://www.facebook.com/beercause

 
Posted in BeerBloggersDK, Ølsmagning and tagged , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *