IIIPA fra To Øl Kvaszilla

Mysteriet bag To Øl Kvaszilla

Mysteriet bag To Øl Kvaszilla

Kvaszilla is coming – watch out!

I lørdags besøgte jeg To Øl City. De er stadig lidt fra opnå betegnelsen City. Men det er en drøm, de nærmer sig. Udviklingen – eller nærmere forbedringen – fra jeg besøgte dem sidste sommer til i år er i hvert fald stor: Fra to bordbænkesæt foran et lagersalg fyldt med datovarer fra De Proef tiden til en spritny Beergarden og en ølshop med helt friske forsyninger.

I ølshoppen fandt jeg to øl – altså antallet, ikke navnet – som kun var et par dage gamle. De var faktisk så frisktappet, at de ikke kunne findes på Untappd. Og. Så. Bliver. Man. Jo. Først. Rigtig. Nysgerrig!

Jeg købte selvfølgelig begge to, men særligt den ene af de to øl, bliver nok snart talk of the town. Ikke så meget pga. selve smagen eller kvaliteten på godt og ondt, men fordi den er et decideret mysterium! Den er nemlig en helt ny øltype. Eller hvad?

Øllen hedder Kvaszilla. På dåsen står den beskrevet som værende en IIIPA. Altså 3 x i. Det er jeg personlig aldrig stødt på før, hvorfor jeg lagde den op som story på min ølblog, Beercause, og spurgte, hvem der vidste, hvad en IIIPA er. Ud af de små 17.000 følgere, er der ikke én, som har kunne komme med et konkret svar. To Øl har altså umiddelbart skabt en helt ny øltype.

IIIPA fra To Øl Kvaszilla

Fra følgerne kom der en masse bud på, at det står for Triple India Pale Ale, hvilket selvfølgelig kommer af, at IIPA står for Imperial India Pale Ale, og Imperial IPA er en anden måde at skrive Double IPA, hvorfor det tredje i må hentyde til, at det er en Triple i stedet for en Double. 

Imperial versus Double IPA

Nu sidder der nok nogen ølnørder derude og falder ned fra stolen i det, de læser dette. De vil bestemt ikke mene, at Imperial IPA og Double IPA er den samme øltype.

Nogen vil pege på, at det har noget med fokus på malt versus fokus på humle. Man kan også møde nogen, som mener, at IIPA er defineret meget skarpt ift. alkoholprocenten, mens Double blot er “mere af alt det gode”.

Der er også dem, som peger på Imperial IPA primært er den europæiske betegnelse, mens Double IPA er den amerikanske. 

The Brewer’s Association har definitionen af Imperial IPA og Double IPA stående sammen i deres guidelines – altså at det er det samme – så lad os sætte en pind i den diskussion til en anden god gang. Tilbage til Kvaszilla!  

Enkelte af følgerne skød også på, at det stod for Imperial Imperial IPA – altså Double Double IPA – hvilket således skal forstås som 2×2. Det vil jo så gøre det til en 4x IPA, bedre kendt som Quad IPA, hvilket er en relativ ny stilart – i hvert fald hos de danske bryggerier – med RIGTIGT MEGET af alt det gode.

Hvad siger To Øl selv?

Første duft og tår giver dog en fuldstændig anden oplevelse end en TIPA eller QIPA bør give. Øllen er nemlig sur og frugtig! Jamen, så er det vel en Sour IPA?

På siden af øllen står der faktisk skrevet: “Monsterous IIIPA sour mashed with our House Sour Dough Culture and packed with Taulus & Simcoe hops to provide one fruity yet Zesty Beast”.

Så noget tyder altså på, at det er en Sour IPA. Men smagsmæssigt vil jeg dog mene, at der er en del ubalance i forholdet mellem Sour og IPA. Den er i bedste fald meget lidt IPA og rigtigt meget Sour. Og det giver i øvrigt slet ingen mening ift. IIIPA betegnelsen. 

Af sideveje har jeg fået tilsendt følgende interne beskrivelse fra To Øl:

Kvaszilla – 10% kettle-sour brygget med 80kg surdejsbrød fra Svinninge bageri. Tør-humlet med Talus, Simcoe og Idaho 7. (Den er ikke brygget med gæren fra sur-dejen, da det var færdigt brød, vi tilføjede). IBU: 30. EBC: 14.

Det føjer blot til mysteriet, når To Øl selv nævner, at det er en Kettle Sour internt, og kun tilskriver den 30 IBU, hvilket virker ret lavt for både en IIPA/DIPA og QIPA. Desuden står Idaho 7 ikke nævnt på dåsen, hvilket jo ellers bestemt ikke er en humle, der skal “skjules”.

Jeg har helt ærligt ikke svaret på, hvilken øltype det reelt set er. Ikke desto mindre smager øllen faktisk ganske fint. Smagen indeholder som skrevet friske frugtige noter med et mix af fersken, ananas, abrikos, clementin og citron. Syren er behagelig, men formår alligevel at stikke godt på tungen og rive lidt i kinderne. Humlebiddet kan smages, men det er ikke noget, man umiddelbart lægger mærke til i første omgang, hvis man ikke aktivt søger efter det.

Jeg kan kun opfordre til, at I opsøger Kvasvilla og selv kommer med et bud på, hvilken øltype, I mener, at det er. Er du subscriber på månedskassen hos To Øl, kan du jo nok bare læne dig tilbage og afvente på, at den kommer indad døren. Så kan du – ligesom jeg – glæde dig til at se, hvad det medfølgende blad beskriver den som. 

Vil du i øvrigt læse mere om besøget hos To Øl City, har jeg faktisk skrevet et længere indlæg om mit besøg med rundvisning og langbordsmiddag andetsteds på disse sider. Det indlæg kan du finde her.

Og bare lige for en god ordens skyld: Absolut intet på disse sider er betalt af To Øl.

Indlægget er skrevet af Anders Seistrup fra Beercause.

Anders har bl.a. også skrevet en rejseberetningen fra Oktoberfest i München og ølferie i Bamberg.

Find Beercause på Instagram og Facebook

Instagram: https://www.instagram.com/beercause/
Facebook: https://www.facebook.com/beercause

Posted in BeerBloggersDK, Ølrejser and tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *